Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Succes ved Seatrout Open på Fyn

Hej alle,

Fik lige denne spændende beretning fra Lars Romby Nielsen, der i den forgangne weekend har deltaget i den store fynske fiskekonkurrence Seatrout Open med succes.

Lars skriver:

De sidste par år har jeg været fast deltager i Seatrout Open på Fyn. Forårets konkurrence blev aflyst på grund af corona, så derfor var krogene ekstra skærpede, da efterårets konkurrence løb af stablen fra fredag den 2. oktober til søndag den 4. oktober. Faktisk havde jeg taget fri allerede fra om torsdagen, så jeg i ro og mag kunne tage til Fyn og forberede mig.

På vejen stoppede jeg forbi en bekendt – Nickolas Jansen – der er fiskeguide på Østfyn. Vi skulle egentlig have fisket sammen under konkurrencen, men Nickolas har lige købt et hus, hvor han er ved at indrette en fiskelodge, så han måtte melde pas. Til gengæld fik vi diskuteret mulighederne i forhold til vind- og vejrsituationen. Det var ikke ringe, for selv om jeg har fisket on and off på Syd- og Østfyn gennem 35 år, så har Nickolas en hel del flere ‘fiskekilometer’ i benene.

Fredag morgen var jeg oppe ved fire-tiden og klokken ca. 6.00 ramte mit blink for første gang vandoverfladen. Stedet var Pureskoven ved Lundeborg. Det var mørkt – rigtig mørkt! Forholdene var ideelle med en pålandsvind på 5-6 sekundmeter og en anelse farve i vandet.

Klokken 7.15 var der fast fisk. Det var ikke den store fight – det tog kun godt et minut før en ca. 45 cm let farvet hun lå i nettet klar til at blive portrætteret, så fotoet kunne indsendes som såkaldt ‘fotofisk’. Det er nemlig ikke kun de ti største indvejede fisk, der kan vinde en præmie. Der er også to lodtrækningspræmier på 10.000 kr. hver, der går til fisk uden for top ti samt indsendte fotofisk. Det er altid rart at have et lod i puljen. Det kunne jo være, at man vandt lodtrækningen – hvad der faktisk skete for mig for et par år siden 🙂

Jeg fortsatte fiskeriet ved Lundeborg endnu et par timer og havde en hel del kontakter og endnu en fisk i hånden, men alt i alt blev det ikke til det store. Over middag satte jeg derfor kursen et par kilometer sydover til Elsehoved. 

Vandet var forholdvis klart, der var gode bølger, og vandstanden var ikke for høj. Perfekte forhold! Jeg vadede ud på anden revle uden at få vand indenbords, og kunne derfor fiske badekarrene både ind- og udad. Jeg tænkte, som nogle af vores juniorer ofte siger: Det er giftigt, det her!

Tiende kast, så sad den der! Jeg kunne med det samme mærke, at det var en fisk med god tyngde. Den tog ikke de vilde udløb, gik kun lidt frem og tilbage, ruskede og rullede lidt. Jeg lagde forholdsvis hårdt pres på den, og efter et par minutter eller tre kom den i nettet. Yes!!! Jeg var ikke i tvivl om, at det var en fisk, der kunne blande sig i top ti. 

Ind over revlerne gik det med fisk og stang, og efter at have givet den et ordentligt gok eller to kunne jeg nyde den. Det var en flot hanfisk – farvet og med krog – knapt 60 cm lang, men bred og dyb. Anslog vægten til ca. 2,5 kilo, og ved indvejningen i Odense viste den sig at være 58 cm og den vejede 2425 gram. Fem gram mere end en anden fisk, der lige var indvejet 🙂 En på det tidspunkt flot tredjeplads i den samlede konkurrence… Jeg har en mistanke om, at de fem grams forskel skyldtes, at vægten ikke var gjort ordentligt rent 🙂

Resten af dagen skete der ikke det store og ved 18-tiden pakkede jeg sammen og tog hjem.

Lørdag morgen var der kuling fra øst, så mine normale hot spots var umulige at fiske. Jeg satsede derfor på området omkring Svendborg: Skansen på Tåsinge, Thurø-dæmningen, Thurøbund osv. Vandstanden var rigtig høj, hvad der som regel ikke gavner fiskeriet. 10 timer med stangen i hånden gav da heller ikke mere end en lille håndfuld undermålere fordelt over dagen.

Søndag var vinden atter løjet af, og endnu en gang var jeg ved vandet ved 6-tiden. Formiddagen gik stille og roligt. Der var flere kontakter og også fisk i hånden. Bedste fisk var en ‘dame’ på ca. 50 cm. Den huggede, da jeg var på vej ind for at tisse, og for skæg skyld lagde et kast på 30 cm vand i et område med spredt blæretang. Jeg bliver altid overrasket over, hvor tæt de store fisk går på kysten!

Ved 12-tiden pakkede jeg grejet og kørte ind til Odense. Normalt er der et stort afsluttende event med flere hundrede deltagere, men det var aflyst pga. corona. Vi var derfor kun 3-4 af præmievinderne, der var dukket op. I løbet af lørdagen og søndagen var jeg gledet ned på en 8. plads. Men taget i betragtning af, at der deltog 439 fanatisk fiskende deltagere, synes jeg selv, at det er en fantastisk placering. Tankevækkende iøvrigt blev alle mine havørreder incl. den store fanget på ophængerflue – en pink glimmerreje..

6.-10. pladserne gik alle til fisk mellem 2.400 og 2.500 gram. Utroligt tæt 🙂 Vinderfisken var derimod i en kaliber for sig selv. 5.130 gram taget på flue – klasse 6 stang – på Ærø. Respekt! Vinderen fik et gavekort på 20.000 kr., og jeg kunne tage hjem med et nyt Daiwa Ballistic 4000D-C hjul og en Sierra Chrome XP stang – 10’2″ lang.

Forårets konkurrence løber af stablen 9.-11. april – ugen efter påske. Zlatan fra foreningen har i den forbindelse foreslået, at vi laver en klubtur ud af det, og tager afsted en lille flok. Det er jeg med på. Så kan vi sætte en NÅL på det fynske landkort.

Knæk og bræk

Lars

Kæmpe tillykke med den flotte 8. plads og tak for en spændende og informativ beretning til Lars. Jeg skal indrømme, at jeg næsten får lyst til at melde mig til forårets Seatrout Open på Fyn på en klubtur, selvom det karambolerer med min sandartsæson. Vi må se ad når vi nærmer os.

Knæk & bræk

Klaus