Hej alle,
Hvorfor bruger man mange timer på at fange agnfisk i dagene op til og derefter stå op før fanden får sko på? Naturligvis fordi det er 1. maj og dermed geddepremiere.
Vejrudsigten så mildest talt også elendig ud, da der var varsel om kuling og regn fra middagstid, så det var bare med at komme ultra tidligt afsted.
På vandet blev agnfiskene monteret på lange flourcarbonforfang, og sat efter de fire paravaner. Inden længe var der hug og kort efter kunne en 5 kilos landes og genudsættes. God start og det fortsatte sådan de næste timer med flere gedder i båden i størrelse 3-7 kg. I løbet af formiddagen friskede det op, og med vinden bliver bådens fart og retning som bekendt påvirket. Om det var dette der gjorde udslaget skal være usagt, men pludselig var der ihvertfald en rigtig god gedde i den anden ende. Den startede med at gå dybt og tungt uden de store udskejelser, men endte med at tage nogle vilde udløb, bl.a. under jollen, hvor der kom lidt sved på panden. Selve landingen foregik heldigvis uden den store dramatik, og jeg fik den bugseret i det store net i første forsøg. Sådan! Længden blev målt til 121 cm, og vægten sagde 11,35 kg. Gedden var tydeligvis udleget, og den kunne med det store hoved sagtens have vejet 14-15 kg i marts med rogn, hvor fiskeriet jo desværre blev spoleret af is.
Fredag den 4. maj var jeg afsted igen, hvor de længste gedder var henholdsvis 100 cm og 109 cm. Sidstnævnte hører der også en lille beretning til, idet jeg efter at have fisket en hel dag med agnfisk, og også fanget en håndfuld gedder, heriblandt den nævnte på 100 cm, fik jeg lyst til at tage en sidste halv time med jerk bait stangen langs sivene. Allerede i andet kast angreb en grov gedde min Buster Jerk og en herlig fight fulgte. 8,75 kg og 109 cm.
Nogle gange er man bare svineheldig!
Knæk & bræk
Klaus Vestergaard