Kategorier
Artikler Fangstrapporter

Laks fra Skjern Å og årets første opgænger fra Nive Å

Hej alle,

Peter Lottrup, der især har en passion for sølvblanke fisk, har netop lagt nedennævnte fangstrapport på foreningens lukkede Facebook-gruppe. Jeg synes dog også at den fortjener at komme ud til en større læserskare:-)

Hej medfiskere

Hermed en lille “fedtfinne” rapport fra den forgangne uge. Tidligt på ugen jagtede jeg en tidlig opgangsørred. Det lykkedes med en velkonditioneret fisk på godt 60 cm og anslået minimum 2.5 kilo. Den blev naturligvis genudsat.

Som sidegevinst fangede jeg tillige en særdeles flot strømgedde på 80 cm. Den røg også retur.
Senere på ugen stod den på Skjern å. Tog afsted med håbet om en sommerlaks med den megen nedbør. Dag 1 gav intet. En forklaring er muligvis, at jeg gik på nyt vand og slet ikke forstod, hvor meget vand, der var i åen… Der var nemlig meget! Dag 2 skiftede jeg line setup og satte synke 4 line på. Det gav resultat fra start med et godt hug fra morgenstunden. Det kunne have været en havørred, da hugget faldt under et træ. Godt en time senere var der så fast fisk på krogen og en helt nystegen og blank hunfisk på 80 cm og + 5 kilo blev landet.

Flot og stærk fisk som huggede på en variant af det gule lyn. Senere på dagen fik jeg hug af en målsørred som blev frigivet ved at give løs line. Herlig fisketur med fluestangen på et godt stræk af Skern Å.

Stort tillykke til Peter med laksen. Jeg ved, at der er lagt en del timer ved Skjern Å i jagten, så den er yderst velfortjent. Også tillykke med fangsten af vel nok årets første opgænger fra Nivåen samt gedden på de 80 cm.

Knæk & bræk

Klaus