Hej alle,
Det er vist efterhånden (for) længe siden, at vi har fået nyheder om fangster på hjemmesiden. Glædeligt var det derfor også, at jeg fik en rapport fra Peter Lottrup, der idag sammen med Jacob Rønnov var på en kort formiddagstur i Øresund. De søsatte Peters alujolle ved slæbestedet i Rungsted Havn og fiskede kystnært. Største torsk vejede 3 kg, mens det også blev til en fin havørred på 1,4 kg.
Som det ses af nedenstående er slæbestedet i Rungsted Havn bare i orden og passer perfekt til Peters alujolle.
I den forbindelse kan oplyses, at vi i bestyrelsen i øjeblikket arbejder hårdt på, at foreningen i løbet af foråret får anskaffet os en tilsvarende alujolle (Linder Sportsman 400) med motor og trailer. Mere herom på generalforsamlingen den 18. februar kl. 20.00 i Fiskerhuset:-)
Carsten Ryby var også på Øresund i Zimba forleden, hvor det blev til en håndfuld havørreder op til 47 cm. Han genudsatte alle andre end den på 47 cm, idet han desværre havde målt 45 cm af på sin stang, for at illustrere mindstemålet på de 40 cm. En klar fejl, som han ærgrede sig noget over. Til gengæld kunne han glæde sig over en god madørred på 1,2 kg.
På foreningens Facebook-side skrev Zlatan sidste weekend om hans ørredfangster på Nordkysten.
Surt for dem som ikke lige kunne følge med og få nyheden “live”, herunder at han fik 4 stk. på under 30 minutter samtidig med at pladsen blev afsløret..
Esrum Sø leverer fortsat gedder, hvilket Peter Møller fik bevist på et par korte ture mandag og torsdag i den forløbne uge. Han havde flere kontakter, og landede ialt 3 gedder op til 5 kg.
Jeg selv var sidste weekend i det brakke sammen med Peter Møller og Cato Jürgensen. Det blev til 16 gedder i alujollen, flest i størrelse 2-4 kg. Vi mødte en gut på havnen da vi skulle hjem, der havde snuppet en 7,5 kilos i første kast samme morgen. Så de lidt større er der også.
Knæk & bræk
Klaus