Hej alle,
Så kom der lige en rapport fra Torben Kaas, der iøvrigt har været medlem af foreningen i snart 40 år:
Hej Klaus,
Sommeren har ramt os kortvarigt og indbudt til udeliv. Sammen med Pelle på 14 og Marie på 10 var en tur på Esrum Sø den rigtige måde at tilbringe en dag i den første sommerferieuge på. En rigtig fin dag, faktisk, med høj sol, temperatur omkring 25 grader og frisk vind fra sydøst.
På anbefaling fra Klaus Vestergaard og et par lystfiskere mere i Sørup Havn, som samme morgen havde haft godt fiskeri med bl.a. en søørred, startede vi ud på Løjtnanten, hvor vi i flere omgange trak hen over i dybder på 6-8 meter. Vinden gjorde det til lidt af en øvelse at holde båden pænt på skråningerne, så der gik rigtig meget tid med at ligge på for store dybder, som vi igen og igen blev blæst ud på. Her var elmotoren ikke helt stærk nok.
I stedet trak vi ned til relativ læ ved Kongebroen og lagde midt på eftermiddagen båden på 3 meter vand og fiskede udad. Det gav med det samme en god aborre til Pelle på hans blanke blink – en fisk, som desværre smuttede ved bådkanten. Øjeblikket senere krogede jeg en gedde på en Mepps 4 med rød og orange krop. I det nogenlunde grødefri vand kan man tillade sig at have ro på og give fighten den tid, den skal have, så det tog fem minutter at få den ind og ligge langs bådsiden. Det viste sig, at den ene gælle hang ud under gællelåget, så genudsætning kom ikke på tale. Den kom op med en gafkrog i underkæben og vægten landede på 7 kilo rent.
På vej hjemover stoppede vi op på 8-9 meter vand ud for Skipperhuset på grund af visningerne på ekkoloddet. Her lod vi båden drive i den kraftige vind og fik en massiv stime på loddet, som gav én fisk, inden vi var drevet uden for rækkevidde. En fin aborre mellem et og to pund, som også smuttede inde ved båden. På den bare bund, kunne ankeret ikke holde båden på plads, så fiskeri til en stime var vanskeligt på denne blæsende dag. Stimen genfandt vi ikke, selvom der var spredte visninger flere steder.
Hilsener
Torben
Mange tak til Torben for rapporten og tillykke med fangsten den fine gedde, der desværre var kommet galt afsted med gællerne ved mødet med en anden lystfisker.
Undertegnede har også været ude, nærmere bestemt i onsdags i det utroligt flotte sommervejr på en større vestsjællandsk sø:-) Peter Møller og jeg havde været tidligt oppe (kl. 4), for at kunne få lidt ud af morgenfiskeriet inden det blev for varmt. Gedderne var lidt svære at finde langs kanterne, men i sydenden af søen, ude over 10 meter vand, begyndte der at ske noget. Et godt hug og så lidt tovtrækkeri skulle der til før der lå en meget laang gedde ved bådsiden. Den blev nettet uden problemer og hurtigt kunne vi se, at den nok var lang, men også meget slank. Vægten sagde 6,9 kg og det er jo ikke meget når den iøvrigt meget flot tegnede gedde var hele 107 cm lang.
Turen gav ialt 10 gedder, hvoraf ovennævnte var den største efterfulgt af et par 5 kilos og flere mindre gedder. Hertil en sandart på 2,4 kg samt et par aborrer op til 800 gram. Alle fisk blev taget på enten trolling med gummiagn eller jerkbait.
Knæk & bræk
Klaus
PS: Husk at fangstrapporter fortsat er meget velkomne på klaus@naal.dk