Kategorier
Fangstrapporter

Sommerferiefangster

Hej alle

Sommerferien er startet for mange inklusive undertegnede og Peter Møller. Vi mødtes derfor kl. 04.00 imorges for at tage sydpå til en større sjællandsk sø. Det tidlige afgangstidspunkt skyldtes en vejrudsigt, der lovede 27 grader og høj sol. Ikke det bedste geddevejr, men så kunne vi da nå morgen-formiddagsfiskeriet inden varmen blev for meget af det gode. Peter troede ikke meget på projektet, men jeg fik ham heldigvis overtalt.

Vi medbragte to fyldte agntønder takket være Peter og Jens Blom, der et par dage forinden havde været på Esrum Sø og der fanget 30-35 fine agnskaller mellem grøden på vestsiden ved Nødebo. Tippet er hermed givet videre, da der var nok af dem.

Vi lagde ud med dørgefiskeri med agnfisk efter paravaner over dybt vand, men da vi henad 8-tiden kun havde landet en enkelt mindre gedde og ellers ikke haft andre tilbud (trods masser af aktivitet på loddet), var vi begge klar til at prøve noget nyt. Som sagt så gjort. Jeg gik igang med at fiske med jerkbaits i kanten af grøden, mens Peter prøvede med en mindre spinner efter aborrer. Peter fik ingen aborrer i første omgang, men derimod både en stor skalle og en rimte, der begge havde hugget klokkerent på spinneren.

Jeg snuppede derefter nogle mindre gedder på en Buster Jerk, indtil Peter også fik skiftet til jerkbait. Han snuppede derefter en fin 5-kilos efterfulgt af en 4,5 kilos, hvorefter jeg 5 minutter efter fik et godt hug efterfulgt af et tungt træk, der afslørede, at en god fisk havde overfaldet min jerkbait. I det relativt klare vand kunne vi følge gedden under fighten og det var lidt vel spændende, da den var kroget meget yderligt. Den endte dog i det store landingsnet og efter måling (116 cm) og vejning (11,0 kg) fik vi taget de obligatoriske trofæbilleder.

Vi stoppede fiskeriet inden kl 14, og status blev 9 gedder, heraf 3 til Peter og 6 til undertegnede. Det blev iøvrigt også til 3 aborrer på 600-650 g, der alle huggede på Buster Jerks på det lave vand mellem rankegrøden.

Andre fra foreningen har også været ude med snøren og jeg har i løbet af de sidste par dage modtaget rapporter fra både Peter Lottrup og Søren Messerschmidt. Peter skrev:

Hej Klaus,

Tørfluefiskeri er sjovt!

Jeg var idag nogle timer i P&T sø for lige at få fisket af inden ferie. Der var mange fisk i søen, men efter 2 timer havde jeg præsenteret dem for alle “normale” fluer uden resultat. Så skiftede jeg til flydeforfang og små tørfluer og skumbiller. Det gav 5 fisk på 1,5 time.

Regnbuer på tørt er bestemt sjovt.

3 kom med hjem, 2 røg tilbage. Powerbæ fiskerne i søen tog intet mens jeg var der.

Mvh

Peter

Fra Søren Messerschmidt kom der idag en SMS med følgende ordlyd med nedenstående billede:

En super flot Mønfisk. Kort men tyk. Vægt lidt over 2 kg. Havde kontakt med 10-15 andre havørreder under aftenfiskeriet. Skal helt sikkert snart afsted igen.

Mvh

Søren

Tillykke til både Peter og Søren med fangsterne.

Hav en god sommer!

Klaus