Kategorier
Fangstrapporter

Superdag på Esrum Sø

Hej alle

Det usædvanligt gode fiskevejr, der efterhånden har varet noget tid, havde fået mig til at tage fri tirsdag for at prøve lykken på Esrum Sø i foreningens båd. Emil Hejberg tog med mig, og planen var at vi både skulle fange gedder og aborrer. Vi havde agnfisk med i alle størrelser, så det kunne jo ikke gå helt galt. Med til at løfte forventningerne var, at Emil også havde været ude dagen før, og der sammen med en makker, været så heldig/dygtig at snuppe fire gedder over 5 kilo, med største på 5,6 kg. Emil havde selv fået en enkelt på 5 kg. rent.

Vi startede morgenfiskeriet ud for Eskehoved, men de første par timer gav ingenting. Herefter trak vi over mod poplerne, og bedst som vi er lige ud for pynten, tager fanden ved min yderste stang, der fisker dybt. Jeg giver et solidt tilslag, og fighten er igang. Den giver god modstand, og da vi ser den første gang ved bådsiden, er der ingen tvivl om, at det er en fin fisk. Emil netter gedden uden problemer, og den bliver hurtigt afkroget, vejet og filmet, hvorefter den bliver genudsat i fin stil.

Som billedet viser, er der tale om en ganske lang og mager gedde, men vægten sneg sig alligevel op på 7,3 kg. Dejligt!

Vi fiskede videre et par timer uden flere hug, og stoppede med geddefiskeriet, da jeg fik overtalt Emil til at prøve det berømte aborrefiskeri. Et fiskeri som jeg selv er vild med i specielt efterårsmånederne, hvor chancen for virkelig grov aborre er til stede, såfremt man både er heldig og rammer rigtigt på det helt rigtige tidspunkt..

Jeg fandt mit gamle favoritspot, og loddet viste ikke overraskende masser af aborrer. Nu var det bare at få kørt nogle skaller ned på bunden. Første drev svigtede heller ikke, idet Emil fik et godt hug, hvorefter jeg ikke længe efter kunne nette en fin aborre på 900 g. Han var vist godt tilfreds. Bemærk iøvrigt lige de friske og blødende bidmærker på siden. Måske skal vi gå lidt op i agnstørrelse..

Vi fortsatte fiskeriet, og tog en del drev, hvoraf langt de fleste gav kontakter, men de var svære at få til at blive hængende. Jeg mistænkte, at vi drev for hurtigt, og jeg smed derfor mit drivanker ud. Det hjalp, idet jeg fik et rigtig godt hug, efterfulgt af et langt udløb. Var dette en aborre, så var den ihvertfald ganske stor! Op kom den efter en god gang tovtrækkeri, og Emil kunne hjælpe med at nette en virkelig flot aborre.

To-kilos Super Samson vægten sagde 1825g, hvilket næsten var en tangering af min tidligere Esrum Sø PR på 1850g! Længden var 49 cm, så der var virkelig tale om en grov fisk. Mine mange timer på søen i år havde endelig båret frugt. Tak til fiskeguderne:-)

Vi fiskede videre til solen næsten var gået ned, men vi fik ikke yderligere større fisk. Kun aborrer i mindre størrelser.

PS: Se at kom afsted derud. Om ikke så forfærdeligt længe tager vi båden op for vinteren.

Knæk & bræk

Klaus