Hej alle
Fik lige et par meldinger fra “the usual suspects”:
Hej Klaus
Var lige en tur i åen fredag aften og til min store glæde kunne jeg konstatere, at vandstanden var lige som den skal være.
Men de ellers så sikre pladser gav ingen fisk til mig og jeg måtte vente til kl. var 21.30 og det var blevet mørkt før jeg mærkede den første fisk. Jeg kunne i mørket hurtigt mærke, at den var pæn og efter en god fight, kunne jeg lande en flot farvet fisk på 3,9 kg og kun 67 cm lang.
Efter et hurtigt billede svømmede fisken atter ud i åen klar til at blive fanget senere 🙂
Hilsen
Claus Banholtz
Stort tillykke med årets indtil videre største og smukkeste opgænger!
Oveni mailen fra Claus fik jeg også en glad sms fra Peter Lottrup, som efter 3 ture uden fisk omsider har fået hul på bylden.
På et af de sædvanlige åstræk med mange træer havde han på en leddelt Rapala fået en trind ørred på ca. 2,5 kg. Også den blev genudsat i fin form.
Knæk & bræk
Klaus