Hej alle
Claus Banholtz sendte mig i torsdags en kort sms med ordene “Havørred 2,2 kg fra åen”. Han var efterfølgende så venlig at sende et billede af en underskøn blank fisk.
Den blev taget på en flydende Rapalawobler ved træbroen på strækket ved ringovnen. Herudover fik han en lille gedde på 20 cm i det første sving efter den nye strandvejsbro. Han har aldrig taget en gedde så langt nedstrøms (det har jeg heller ikke! – red.).
Stort tillykke til Claus med havørreden, som vi forhåbentlig vil se flere af i de kommende måneder.
Fra Mogens Mentz har jeg idag modtaget følgende hilsen:
Hej Klaus
Jeg er en tur i Laholm for at fiske efter laks i Lagan.
I går – 27/8 2011, hvor jeg fiskede med rørflue på lod, havde jeg kontakt med en fisk. Den huggede ikke kontant, men lige pludselig mærkede jeg nogle ryk, og fisken begyndte at gå dybt og hårdt mod den anden bred. Da jeg havde passende bremse, var det blot at lade fisken bestemme. På et tidspunkt stoppede den op og jeg begyndte at spinne ind, men hver gang jeg spandt 5 meter ind, gik fisken 10 meter ud. Efter nogen tid stod det lige – den gik cirka lige så meget ud, som jeg spandt ind. Så kom vendepunktet, hvor den gik 5 meter ud for hver gang, jeg spandt 10 meter ind. Pludselig mærkedes det som om fisken slap, men der var fortsat noget på fluen. Det fulgte med og jeg kunne triumferende lande en sok og en del af en bundrig med rørflue (uden lod).
Nærmere studie viste, at min flue sad i sokken og resterne af en fletline var viklet grundigt omkring min krog – hvordan det så er sket. Herefter kom fremmed blinklås, tregangssvirvel og line ud til en “fremmed” flue, som fisken har været kroget på. Med stor sandsynlighed har fisken været fanget, men har revet linen over og svømmet rundt med flue og line. Jeg har så fanget linen med min flue, hvorefter fisken har fået sig frigjort fra krogen, som nok ikke har siddet så godt.
Fisken var stærk og gik tungt og dybt, hvorfor det må have været en større fisk (nok over 6-8 kg). Jeg kæmpede med den i ca. 10 min, og den var på intet tidspunkt nærmere land end 50-60 meter.
Mvh
Mogens Marcus Mentz
Tak til Mogens for den underholdende historie. Sidst han var i Lagan fik han som bekendt både fanget cowboybukser og en flot laks!
Knæk & bræk
Klaus