Foreningen

Om Nive Å’s Lystfiskerforening

Nive Å´s Lystfiskerforening, NÅL, blev stiftet den 29. marts 1973 med to formål. Det ene, at være forum for lystfiskere, hvor man kunne være fælles om en dejlig interesse, og det andet, at medvirke til fiskeudsætninger og ferskvandspleje.

Foreningen fik naturligt navn efter åen. Navnet staves på den måde, som gamle folk i området fortalte var den oprindelige.

I 2009 fusionerede foreningen med Taxas Lystfiskerlaug.

Nive Å’s Lystfiskerforening havde ultimo december 2023 184 medlemmer.

Formanden, der blev valgt på generalforsamlingen i februar 2015, hedder Klaus Vestergaard. Han kan træffes på klausvestergaard12@gmail.com.

Nive Å’s Lystfiskerforening holder ikke overraskende til i Nivå nord for København, hvor Fiskehuset danner rammen om foreningen.

lystfisker-huset

Her holder vi klubaften hver torsdag fra 19.30 i perioden fra september til april. På disse aftener bliver der fremstillet grej, afholdt foredrag og ellers udvekslet masser af lystfiskertips.

Nive Å´s Lystfiskerforening fremmer naturplejen via mange forskellige tiltag. Vi har i bl.a. via delvis selvbetaling og i samarbejde med Fredensborg Kommune i 2015 udlagt gydegrus i Usserød Å lige opstrøms sammenløbet med Nivåen ved Nive Mølle. I februar 2018 anlagde vi i samarbejde med Fredensborg Kommune endnu en gydebanke. Den var ca. 20 meter lang og placeret i Usserød Å – ca. 600 meter opstrøms Nivå Mølle. Sidste skud på stammen er endnu en 20 meter lang gydebanke, lige nedstrøms det nye omløbsstryg ved Mølledammen og Håndværkersvinget i Hørsholm samt en gydebanke nedstrøms Den Militære Klædefabrik i Hørsholm. Begge i Usserød Å.

Hertil hjælper vi i april hvert år med udsætninger af ørreder i både Usserød Å og Nivå. Ørrederne stammer fra Esrum Å, som hvert år i november bliver elbefisket for at skaffe rogn og mælk nok til nye generationer. Nive Å´s Lystfiskerforening har i denne sammenhæng et samarbejde med Esrum Ålaug, der har ekspertisen mens foreningen stiller hvert år i november med mandskab.

Af øvrige tiltag til fremme af naturplejen kan nævnes foreningens årlige affaldsindsamling langs Usserød Å og Nivåen i slutningen af april. Foreningens medlemmer samler løbende affald ind, hvilket i sagens natur er til gavn for alle.

Foreningen har også fiskeretten i De Gamle Lergrave i Nivå, hvor medlemmer løbende rydder op. Desværre har lergravene i flere år gentagne gange været plaget af østeuropæiske tyvfiskere, som efterlader sig store mængder af affald. Foreningen har som følge heraf opstillet flere fiskeri forbudt skilte samt øget “patruljeringen”. Disse tiltag håber vi kan være med til at reducere problemet.

Som medlem i NÅL er man også medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund. Blandt de mange medlemsfordele kan følgende fremhœves:

  1. Du støtter Forbundets omfattende natur- og miljøpolitiske arbejde, der skal sikre lystfiskeri for alle i en rig natur med flere vilde fisk.
  2. Du kan deltage i forbundets kursustilbud
  3. Du kan deltage i forskellige former for konkurrencefiskeri
  4. Du kan få rabatter på fiskegrej, overnatning, rejser m.m.
  5. Du har indflydelse på arbejdet i Danmarks Sportsfiskerforbund via din forening, der har stemmeret på Forbundets kongres
  6. Du modtager årligt 4 numre af Danmarks mest lœste fiskemagasin, Sportsfiskeren

Lœs mere om foreningens faciliteter på hjemmesiden, og husk også, at du som medlem er mere end velkommen i den lukkede/hemmelige Facebook-gruppe, hvor der er hyppige opdateringer med fangstrapporter og andre nyheder.