Kategorier
Ånyheder

Storørred på flue til Philippe

Hej medlem,

Så var der lige en frisk fangstrapport fra Philippe Hesselmann. Han skriver:

Hej Klaus,

Gik lige en meget kort runde med fluekæppen. Havde egentlig troet, at der ville være mere vand i åen efter snesmeltningen og regnen i weekenden, men den gik med normal vintervandføring og var forholdsvis klar.

Et nyt fluedesign (ca. 3 år) skulle testes igen og en ny fluestang skulle afprøves.

En stor, tung fisk huggede kontant lige før banestien. Den væltede rundt i vandet og gav en rigtig fin fight, som strakte sig over 15 min og 100 meter åbred.

Udleget hunfisk 86 cm – lavt anslået vægt knap 5 kg.

Vi tales

Philippe

Stort tillykke til Philippe med den store havørred. Han ved efter mange års fiskeri i åen, hvor de store går.

– og ja det ligner et kondom, der ligger ved siden af havørreden, men det er jo nok en gummihandske:-)

Kategorier
Ånyheder

Å-premieren (bonusinfo)

Hej alle

På denne side med ånyheder kun for medlemmer vil der naturligvis komme information, der ikke vises på de offentligt tilgængelige sider.

Jeg opfordrer derfor til, at man går “stille med dørene” overfor øvrige medier, hvis der kommer fangstinformation eller lignende her, da hele fidusen jo ellers går fløjten.

Jeg vil selv starte med at vise et par billeder fra dagens fiskeri, hvor jeg opstrøms sammenløbet ved møllen i Usserød Å havde et godt fiskeri med en regnbue på 55 cm og to fine nedgængere på 71 og 73 cm.

Agnen var i dette tilfælde en lille 7 centimeters ambulancefarvet Rapala-wobler med en trekrog i enden. Den øverste trekrog er pillet af, da dette letter afkrogningen og ørreden derfor har endnu bedre muligheder for at overleve nærkontakten med wobleren.

Det er bare med at komme afsted. Vandstanden er perfekt og der står fisk mange af de oplagte steder i svingene og i de dybe render.

Knæk & bræk

Klaus

 

Kategorier
Ånyheder

Tyvfiskere anvender bestialske metoder i åen

Hej alle

Et af vore medlemmer gik for nyligt en tur ved åen, hvor han mødte et par mistænkeligt udseende fyre. De fik travlt med at komme afsted. Dette vakte vort medlems nysgerrighed og han fandt derefter et bestialsk våben i krattet, ved stedet, hvor de to havde stået.

De har højst sandsynligt listet rundt for at spidde gydende havørreder, så vær venligst opmærksom på usædvanlig aktivitet og meld det til formand Carsten Ryby eller undertegnede.

Mvh

Klaus