Kategorier
Fangstrapporter

Karup Å-havørred til formanden

Hej alle

Formand Carsten Ryby har været en tur til det jyske, hvilket afstedkom følgende beretning:

Hej Klaus

En kammerat og jeg var i Jylland fra onsdag aften til søndag morgen for at fiske i Karup Å samt Storåen.

Jeg startede fiskeriet nedstrøms Hagebro på medlemssiden. Jeg fiskede med flydeline og et let synkende forfang, hvorpå der var bundet en Uldsok.

Det var nu ikke mange fisk, der viste sig, da der var meget vand og grøde i åen.

Havørreden huggede i det øjeblik, hvor fluen var drevet over noget grøde. Den var målte 59 cm og vejede 2,5 kg.

Den var flot og nystegen og med enkelte friske sår efter havlus på haleroden.

Så tog vi til Storåen, hvor jeg fiskede til en laks, der viste sig et par gange.

Fredag aften i Karup å tabte min kammerat Bent en pæn fisk, der stod under noget brøndkarse. Netop den fisk blev tosset på min flue flere gange lørdag morgen, hvor jeg kunne se, hvordan brøndkarsen flyttede sig, hver gang den bevægede sig. Så der skulle jeg bare hen om aftenen.

Ved 22-tiden startede jeg ovenfor stryget for at fiske ned til ørreden. Da jeg manglede 10 meter kom lodsejeren kørende i sin traktor. Han stoppede lige foran ”min” fisk, og tog nogle pæle og et garn, hvorefter han gik ud i åen med en bemærkning, som jeg sent vil glemme: “Du skal passe på ikke at sætte fluen i min røv”. Så satte han en åleruse lige foran brøndkarsen med “min” fisk (Var der lige en der blev sur?), og gik hjem.

Vh

Carsten

Tak til Carsten for historien og tillykke med fangsten. Det er en virkelig flot havørred. Ærgerligt at der lige kom “noget” på tværs i forhold til den anden fisk.

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard