Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Mørrumtur gav PR-laks

Hej alle,

I den forløbne weekend var jeg på den årlige Mørrumtur med fiskevenner. Nu for 18. gang. Det blev en tur med god fiskeaction og en ny PR i laks fra å, men også en tur med masser af hygge, god mad, naturoplevelser og et fantastisk vejr.

Jeg havde fiskefeber, så jeg kørte allerede derover fredag morgen, hvilket jeg også har gjort flere andre gange, når arbejdet har tilladt det. Formiddagens fiskeri gav ikke noget, men jeg fik da set nogle springende laks og havørreder, der lige skulle op og lure, hvem jeg var. Efter en frokost og et pladsskifte til en mindre nakke på Knaggalid-strækket skete der lidt mere, idet jeg på et Møresilda-blink fik en rigtig god fisk på krogen, der dog i et vildt udløb efter nogle minutters fight, fik sprunget linen. Mit Stellahjuls bremse var ikke for hårdt indstillet, så jeg tænker, at linen har været omkring en af de mange sten på strækket, og der blevet slidt over. Et par kast efter skuffelsen var der heldigvis hug igen i samme område. Denne gang stak den af opstrøms i et vildt run, og jeg måtte løbe efter den langs bredden for at kunne holde nogenlunde styr på den. Efter en pæn lang fight, hvor den også havde været ude af vandet et par gange, kunne jeg lande en farvet hanlaks på 101 cm med en anslået vægt på ca. 10-11 kg. Laksen var virkelig bred og virkede nærmest brutal i sin form og med sin kæmpe krog. Den prægtige fisk, der er ny PR i laks fra å, blev naturligvis skånsomt genudsat og jeg var en rigtig god fiskeoplevelse rigere.

Lørdag morgen efter morgenmad på hotellet gik det afsted mod samme stræk. Denne gang havde jeg dog følgeskab af Jens Peder Jeppesen, der var sprunget til efter afbud fra en af de andre faste deltagere. Jens kender de klassiske pools 1-32 og Vittskövle i Mørrum ud og ind efter mange års fiskeri, men han kendte ikke Knaggalid lige så godt. Derfor ville han også gerne introduceres til den nakke, hvor jeg om fredagen havde haft kontakter. Jeg instruerede ham i, at han skulle lægge sit fluekast ved en bestemt stor sten, og sjovt nok havde han kontakt i andet kast. Det var dog desværre en fejlkroget laks, der slog sig selv af efter et par minutter. Lørdagens fiskeri gav ikke flere fisk på land, men jeg havde da et hug af en laks, der huggede på kort line og tilmed strøg direkte mod mig. Det gik ultra hurtigt, så den var væk inden jeg nåede at få givet et ordentligt modhug.

Søndag inden morgenmaden sneg jeg mig afsted, mens de andre sov. Jeg mistede her en stor laks, der fightede sig rundt om en kæmpe sten, der i sidste ende resulterede i en sprunget line. Jeg bilder mig ind at den var fejlkroget, men er fortsat ikke helt sikker. Surt show!  Søndag eftermiddag fik jeg kroget en laks tæt under land, hvorefter den tog det mest crazy udløb jeg nogensinde har oplevet – nok 250-300 meter i et rasende tempo – nærmest som en tropisk fisk. Udløbet, der heldigvis skete opstrøms i et mere langsomt flydende stræk af åen, fik næsten tømt spolen og det tog mere end 30 minutter at få en smuk +80 cm ca. 5-6 kilos frisk torpedoformet hunlaks i nettet. Jeg var stensikker på, at den var større under fighten, men når den er fejlkroget i fedtfinnen lige ved halen, som den her var, har den alle muligheder for at svømme frit.

Hatten af for den. Den blev naturligvis også skånsomt genudsat.

Vi glæder os allerede til næste års tur.

Knæk & bræk

Klaus