Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

XL-brasen til Jeppe

Hej alle,

Vort medlem Jeppe Højrup kræver ikke den store introduktion, da han bl.a. har været på hjemmesiden en del gange med store specimenfisk – ikke mindst i år, hvor det allerede er blevet til flere fine fisk. Nu har han indberettet endnu en vild fisk.

Jeppe skriver:

Denne morgen stod jeg op før fanden fik sko på – faktisk lå fanden stadig og sov tungt, da jeg kørte afsted på tur. Målet var en stor brasen og erfaringsmæssigt ved jeg, at man skal stå tidligt op. For snart 10 år siden havde jeg et helt fiskeår, der var dedikeret til store brasen. Siden da har andre arter haft større fokus, men nu var jeg igen på brasenjagt.


Efter at have lagt stænger ud sad jeg og kiggede efter vendende fisk for at få et indtryk af hvor i søen, der var aktivitet. Krydret med en smuk solopgang gjorde det i den grad op for at stå op midt om natten.

Hen på morgenen indhentede den manglende søvn mig og jeg sad og småblundede, da min bidmelder gav et par bip. Jeg kunne se, at svingeren var faldet halvt ned. Der skete dog ikke mere, så efter at have løftet den op igen, fortsatte jeg mit blund. 5 minutter efter var der dog noget mere seriøst på stangen. En langsom, men jævn opstramning efterlod ingen tvivl, og da jeg strammede op mærkede jeg tung modstand. Det er snart ved at være nogle år siden, at jeg sidst har fightet med en stor brasen, men fra start af mindede det umiskendeligt om noget jeg havde oplevet før. Fisken var tung og gik dybt, men lavede ikke nogle af de hidsige retningsskift som suderne er kendt for. Fisken kom stille og roligt ind mod mig, mens jeg spejdede ned i det klare vand for at få vished om det virkelig var en brasen jeg havde på. Da den var ca. 5 meter ude fik jeg det første glimt af en gylden og hvid bredside nede i vandet – den var sgu god nok! Det var en brasen og den så stor ud. Den her fisk skulle jeg ikke miste. Det gjorde jeg heldigvis heller ikke, for næste gang jeg fik chancen gled den pænt ind i nettet. Wauw – en gylden, rogntung og massiv brasen. Jeg vejede den til 7.100 gram og 72 cm. Det var ikke svært at finde det brede smil frem til selvportrættet.

Kæmpe tillykke med fangsten, der kan få de fleste specimenfiskere op af stolen. Den store brasen er naturligvis tilmeldt årets fisker konkurrencen.

Knæk & bræk

Klaus