Kategorier
Artikler Forsidenyt Nyheder Nyheder

Geddekonkurrence i De Gamle Lergrave søndag den 4. maj kl. 7-13.30

Hej alle,

Traditionen tro afholdes geddekonkurrence søndag den 4. maj kl. 7-13.30 i De Gamle Lergrave for medlemmer.

Marius Dam Jespersen er tovholder og har lavet invitationen:

Geddekonkurrence i De Gamle lergrave 2025

Nu er det snart tid til at I kan få jeres revanche over sidste års geddekonge, som både vandt konkurrencen, men også senere i maj tog en gedde på lige under 10 kg i De Gamle Lergrave!

Sæt derfor kryds i kalenderen søndag den 4. maj!

Vi fisker i tidsrummet kl. 07.00-13.30 hvorefter vi mødes kl 14.00 i sydenden af Langesø til præmieoverrækkelse. Det er tilladt at sove længe og møde op senere, men erfaringen viser, at de fleste gedder fanges morgen og formiddag.

Vinder af konkurrencen er den deltager, der længdemæssigt har fanget flest centimeter, fordelt på alle de gedder over konkurrencens mindstemål på 50 cm man fanger. Med andre ord fanger du to gedder på henholdsvis 60 og 70 cm, er den samlede længde 130 cm. Ærlighed er naturligvis afgørende her og fotos af de fangne gedder er obligatorisk for at kunne tælle med. Billeder skal lægges op i foreningens Facebook gruppe løbende og for dem, der ikke er medlem (endnu) skal der sendes billeder til Marius på 30453632.

Der fiskes naturligvis Catch & Release, og gedderne skal som altid behandles så skånsomt som muligt, så de ikke tager skade. Det anbefales at have en afkrogningsmåtte med. Alternativt kan en plastiksæk, der gøres våd, være en god idé.

Der må fiskes med 2 stænger efter gedder og en ekstra stang kan også bruges til fangst af eventuelle agnfisk. Lergravsjollerne må ikke anvendes under konkurrencen.

Da vi i år ved, at der vil deltage en masse seje juniorer, har vi som et nyt tiltag indført en sideløbende juniorkonkurrence. Fisk & Fang har i den forbindelse sponseret gavekort på 300, 200 og 100 kr. Hertil har foreningen sørget for grejpræmier til alle juniordeltagere.

I den samlede konkurrence, hvor juniorer og seniorer deltager på lige fod er der skaffet rigtig fine præmier. Hunters House og foreningen er sponsorer. Glæd jer.

Som noget nyt i år vil der ved præmieoverrækkelsen i år være en pølse og en øl/sodavand og en særlig præmie til dem, der har samlet mest affald. Husk derfor en plastiksæk.

Vel mødt

Marius

Opfordringen til at deltage er hermed formidlet videre. Vi håber på et stort fremmøde, godt vejr og at gedderne er bidevillige.

Knæk & bræk

Klaus