Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Svenske karper

Hej alle,

Bådinspektør Emil Hejberg er en temmelig erfaren og skarp karpefisker, der indtil nu har haft sit fiskeri i Danmark. Senest har han dog været en tur til Sverige, hvor det lykkedes at få debut med svenske karper.

Emil beretter:

I Påsken fik jeg en forrygende debut med karpegrejet i Sverige.

Vejrudsigten tegnede godt med varme vinde og lune nætter. Jeg havde rullet en omgang friske boilies til turen, og tigernødderne lå klar i deres egen klistrede juice.

Hist og her stod åkanderne og lurede lige under overfladen, og der kom bare flere og flere som dagene gik. På den lille ø, hvor jeg fiskede fra, kunne jeg følge med i træernes forsigtige løvspring og gedderne på leg. Der var virkelig en følelse af at have ramt det perfekte forårsvejr, og karpefeberen steg støt. Det hjalp selvfølgelig også på det, at det lykkedes mig at fange både min første svenske spejlkarpe og skælkarpe.

To morgener i træk var der selvudløser-fotosession og store smil. Morgenkaffen smager bare ekstra godt, når vejeslynge og måtte hænger til tørre i lejren og supplerer en ellers fantastisk udsigt. Jeg tror helt sikkert, at jeg vil finde mig en lille ø på en svensk sø, til mig og karpegrejet, en anden gang. 

Hilsen Emil 

Stort tillykke med fangsterne og tak for beretning, der giver fiskefeber til de fleste. Flot også at Emils søn Otto var med til at dele oplevelsen.

Jeg ser bestemt også frem til sæsonen med de lidt varmere nætter, hvor det er en fornøjelse at overnatte i det fri, mens man venter på den store karpe eller hvad der nu hugger.

Knæk & bræk

Klaus