Hej alle,
Så er der tikket endnu en spændende fangstrapport ind fra Jeppe Højrup, der har haft et godt fiskeri.

Jeppe skriver:
Hermed tilmelding til årets fisker konkurrencen fra min tur 23/4.
Jeg drømte om en dag med forårssol og karper, der vågnede op til dåd og fik mine bidmeldere til ligeledes at vågne fra vinterens stilstand. Efter 8 timer måtte jeg konstatere, at det blev ved drømmen. Jeg måtte trække i arbejdstøjet og finde dem. Bevæbnet med løsline og majs afsøgte jeg de områder, som normalt ville holde forårskarper og til sidst havde jeg heldet med mig. På en snæver plads på indersiden af et åkandebælte og med et stort udhængende træ som cover, var der endelig et par karper at se. De var ikke nemme, men til sidst lykkedes det mig, at få et solidt træk i linen – og så brød helvedet løs. En stor spejlkarpe ville først langt ud i åkanderne, derefter flere gange ind under de farlige udhængende grene, indtil jeg til sidst fik tvunget den ud i åbent vand, hvor den løb det sidste energi af sig, inden jeg stakåndet kunne nette bæstet. En flot konditioneret spejlkarpe på 13 kilo rent.
Den vil jeg gerne tilmelde konkurrencen.
Bedste hilsner fra Jeppe
Stort tillykke med fangsten, der skulle kæmpes for. Den stryger direkte ind på førstepladsen i karpekategorien.
Knæk & bræk
Klaus