Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Sommerferiedagbog fra Norge

Hej alle,

Lars Romby Nielsen og hans søde kone Pi har traditionen tro afholdt sommerferie i Norge, hvor tiden er gået med fiskeri på fjeldet. Lars lavede løbende opslag med tilhørende billeder på Facebook, hvor jeg har fået lov til at tage et par snap shots fra til inspiration for andre, der kunne overveje en tur til Norge. Smukt er der.

Lars skriver:

15. juli

Lidt fra Norge. Meget vind på fjeldet i dag, så der skulle kæmpes med fluestangen. Sidst på dagen kom der lidt sol og bedring i fiskeriet.

16. juli

Den næste dag gik på Dovre fjeldet med masser af små foreller på tørfluen fanget i lille elv med masser af fosser og fald.

Stødte også på en lille moskusokse (den til højre). Heldigvis havde jeg medbragt en lommekniv, så nu er der bøf til aftensmad..

19. juli

Endnu en dejlig dag på fjeldet i Norge.

Dagen efter gik turen op til en lille fjeldsø i Dovre – Store Kvitdalsvatnet. Dovre Fjell har flere både, som de stiller gratis til rådighed for folk, fæ og lystfiskere i al almindelighed.

Så dagen gik med at svæve rundt blandt fjeldene i næsten vindstille forhold. Eneste lyde var fluestængerne, der svirpede frem og tilbage.

Normalt genudsætter vi fiskene på fjeldet, men i dag snuppede vi et par foreller med hjem. Skal så småt til at stege dem i alt for meget smør og servere dem med nye kartofler til. Pi sørger for, at der også er noget alibi-grønt 🙂

I morgen forlader vi hytten ved Magalaupe og sætter kursen mod Folldal og den øvre del af Atna-elven. Her er der et fiskeri efter ørred, der kan minde om det New Zealandske – opstrøms nymfe.

Sikken en dejlig dag…

20. juli

Fjeldet viste sig fra sin smukkeste side i dag. Masser af sol… masser af ørred på tørflue (hovedsageligt caddisflies)… og enkelte stallinger med pæn størrelse på.

Pi tog dagens og turens hidtil største ørred – hvilket altid er godt for fremtidige fiskemuligheder 🙂 Jo flere og jo større fisk hun fanger, des flere timer får man ved fiskevandet.

Vi er rykket fra hytten på campingpladsen til en gård tæt på Atla-elven. Finere kan man ikke bo 🙂

Fjeldet er som altid smukt og det samme er de planter vi møder på vejen.

21. juli

Mange tak for dagbog og fantastiske billeder til Lars. Altid inspirerende.

Knæk & bræk

Klaus