Hej alle,
Så modtog jeg en meget fin og nok den længste beretning fra en fisketur nogensinde – og fra hele tre fortællere. God fornøjelse!
Joachim Fabricius skriver:
Heldet følger de tossede
Overskriften kan næppe være anderledes i den følgende beretning om forårseskapisme og lystfiskeri i det svenske Blekinge. En historie om hvordan en lokofører/journalist født i 60´erne, en skovhugger fra 70´erne og en en læge undfanget i 90´erne kan finde fælles fodslag og åndelig forening i noget så banalt og gammeldags som orm-på-krog- og propflåd-nostalgi, ligesom Huckleberry Finn bedrev det for godt 150 år siden. Om vores lille udflugt har flere fællestræk med Mark Twains episke litteratur, tvivler jeg i øvrigt på. Jeg mindes ikke, at der blev fortalt upassende vittigheder i samme omfang. Ikke fordi vores samvær var komplet banalt. Der blev da også tid til at diskutere krænkelseskultur, kirurgiske og medicinske problemstillinger, litteratur og gastronomi.
Men nok om det. Vi skal videre.
“Heldig-Lars” (red. Lars Romby Nielsen) havde været så elskværdig at invitere os (Klaus (formanden), Asbjørn Aaresøn og undertegnede) på hytteophold i Blekinge, med udsigt til et varieret fiskeri. Og karma havde som betaling skænket Lars lodtrækningspræmien i Sea Trout Open på 10.000 kroner til grej.
Asbjørn hentede mig søndag og udskammede mig øjeblikkeligt på baggrund af den (beskedne synes jeg selv) grejmængde jeg havde pakket til turen. Selvom Asbjørn kører Mitsubishi Outlander, og selv havde pakket yderst sparsomt, var det tvivlsomt, hvorvidt det helt store tetrisarbejde med at pakke alt ind i bilen overhovedet var realistisk. For en kort stund overvejede jeg da også, hvilke af Asbjørns ting vi evt. kunne undvære eller binde fast på taget. Heldigvis endte vi hverken i at lade noget af mit habengut blive hjemme eller have tagbøjler og cykelelastikker i brug, og en halv time senere kørte vi direkte på færgen ForSea som nærmest bare ventede på os, og vores fiskedrømme.
Efter færgeoverfarten til Helsingborg blev kursen i første omgang sat mod Mørrum-shoppen, hvor vi “bare lige skulle kigge lidt”, og have et par gode råd om Bräkneån inden vi sent på eftermiddagen ankom til sommerhuset i Lilla Kulleryd.
Fortællerrollen bliver herfra tredelt, da vi i dagene derpå ikke begik os sammen uafbrudt.
Jeg vil starte med min del, der handler om fiskeriet i Bräkneån.
BRÄKNEÅN
En i svensk målestok relativ lille og overset å, der altid har stået i skyggen af den nærliggende Mörrum, laksefiskernes paradis. Alligevel skulle der ikke mange klik til på nettet, før vi fandt information om at åen også blev kaldt Id-strømmen (Id=Rimte), og at der for få år siden var landet en gedde på svimlende 19,2 kilo!!!
De to nævnte arter blev altså det vores fiskeri blev målrettet, og det in mente, at rimterne allerede var gået på leg i Danmark, og trukket op i de øverste stræk af fx Tryggevælde Å, sagde min intuition mig, at vi skulle så langt op i åen som muligt, gerne til et punkt hvor fiskene ikke kunne komme videre.
Denne teori førte Asbjørn og jeg op til åens første opdæmning, hvor der for foden af et niveaufald på et par meter, var en større strømfyldt pool med god dybde (+2 meter).
Her begyndte det opsøgende fiskeri i den hvirvlende strøm, hvor flåddet blev trukket afsted med voldsom fart, og i denne fase var Asbjørn hurtig til at lure, at fiskene kun huggede i en bestemt strømhvirvel, hvis ormen kom slæbende langsomt henad bunden.
I denne pool tilbragte vi i løbet af ugen en del timer. Asbjørn lykkedes med at få den største rimte på 2.150 gram
, mens jeg måtte tage til takke med 2.105 gram.
Derudover skulle det vise sig at strømmen også var genstand for andre arter…
Stor gedde på 30 år gammel 0,18 mm monofil line
Denne historie fortjener et afsnit for sig selv. En aften, hvor jeg var taget alene op på rimtespottet for at forsøge med et lettere tackle og en mindre krog efter en skalle til årets fisker konkurrencen fik jeg mig en på opleveren. Da jeg efter en times fiskeri endelig fik hul igennem til den første skalle, kastede en stor gedde sig fri af vandet og indhalerede skallen, der i øvrigt havde taget en maddike på en str. 12 krog og 0,18 mm monofil line (en line jeg har arvet fra min fars fiskekasse). Forventningen var derfor, at denne gedde hurtigt ville bide tacklet fra hinanden – eller i bedste fald slippe skallen. I øvrigt havde jeg for første gang på turen undladt at tage mit gigantiske geddenet med – og så er reglen jo nærmest, at man fanger store fisk!
Et forsøg på en yderst nænsom fight gjorde imidlertid, at monsteret hang på og blot stillede sig ud i den stærke strøm. Med blot et let pres på stangen var der mulighed for et telefonopkald hjem til Lars og Asbjørn, hvor jeg fik skreget et eller andet i stil med “GEDDE – 8-10 KILO, RIMTESPOTTET NU!” og 10 lange lange minutter senere kunne jeg se Asbjørns bil i det fjerne. Og efter yderligere 5 minutters fight, hvor fisken formåede at tage et par udløb, fik Asbjørn skovlet nettet under fisken, hvorpå adrenalinen blev vekslet til dopamin og eufori.
Str. 12 krogen sad i det yderste af saksen på gedden, der vejede 7,9 kilo – en rigtig torpedo af en ågedde med god længde.
Denne fight og hele settingen omkring landingen af denne fisk var det, der gjorde turen for mig, og det bliver en af de fiskehistorier, der går videre til børnebørnene:-)
For at dette ikke var nok, fik Asbjørn en næsten tilsvarende geddeoplevelse den sidste aften. Det handler det kommende afsnit om, hvor Asbjørn selv fortæller om “Sandgedden”…
Sandgedden
På mærkværdig vis havde vi ikke prøvet den lokale kyst i de fire fiskedage, der var gået. Den sidste aften skulle forsøget gøres! En lille pink rejeflue skulle gøre forskellen i det mørke skærgårdsvand! Jeg havde udset mig den lokale badestrand og der skulle ikke gå længe før et kæmpe gab åbnede sig om fluen. Efter et par minutters trækken frem og tilbage på stranden satte jeg et afgørende move ind, idet jeg med en wadestøvle og mit alt for lille fangstnet fik skovlet dyret op på stranden. Jeg kastede mig nu frådende over min fangst ( i årets fisker konkurrencen gælder alle kneb). Et par lokale sommerhusgæster havde fulgt det noget ukultiverede optrin med halv fascination og halv skræk over, at jeg havde brugt deres badestrand til at indfange “dødens gab” De indvilgede i at tage et hurtigt billede, men de havde dog travlt med at komme afsted!
Jeg kunne nu få vejet “Sandgedden” i ro og mag. 7,55 kg lød vægten på og en ny PR var en realitet!
Ps. Som årets fisker konkurrence ansvarlig vil jeg påpege, at det ikke normalt toleres, at fisk rulles i sand for at få en højere vægt (og det er heller ikke sundt for dem, hvis de ikke skal hjemtages, som den her)! Men jeg vil gøre en undtagelse med denne fangst, da der var tale om helt særlige omstændigheder.
Havørredfiskeriet skal naturligvis også have sin plads i denne fortælling og denne får I af Lars Romby Nielsen i nedenstående beretning:
Guld, sølv og kobber…
Som Joachim allerede har fortalt, tyvstartede jeg Sverigesturen med tre dage til konkurrencen Sea Trout Open på Fyn. Førstedagen startede godt. Jeg gik med min UL-stang – Shimano Diaflash – og et lille 7 grams blink jeg havde købt i Bilka dagen forinden og eftermonteret med en enkeltkrog.
Stedet er Elsehoved, det er diset, næsten vindstille, og det trækker op til eftermiddagsregn, da en stor fisk hugger på det lave vand. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en potentiel præmiefisk. Den er lang og den er tung, men spørgsmålet er, om den har en tilstrækkelig god kondition. Til STO-konkurrencen om foråret er der krav om en ordentlig konditionsfaktor, så der ikke bliver indvejet en masse kakkelovnsrør eller alt for slanke fisk.
Ud fra den måde fisken fighter på, er jeg ikke i tvivl om, at der er tale om en fisk, der har været oppe i åen. Spørgsmålet er bare om den har nået at få tilstrækkeligt med sul på kroppen til at deltage i konkurrencen.
Det bliver en forholdsvis lang fight. Da den foregår på det lave vand – 20 til 40 cm dybt – har jeg mulighed for at bevæge mig mod fisken, hvilket er heldigt. For fisken vil ikke hen til mig 🙂 Efter ti minutters tovtrækkeri lykkes det at få fisken i nettet. Jeg er ikke i tvivl om, at den er for slank til at blive indvejet, men jeg vælger at tage den ind til land for lige at måle den ordentligt og for at tage et par billeder.
Fisken er 72 cm. Sikkert en af de længste fisk, der bliver taget under hele konkurrencen. For den sydlige del af Østfyn er det nærmest et monster…
En anden lystfisker – Kian – hjælper med at tage et par hurtige billeder, hvorefter den får lov til at fortsætte sin rejse.
De øvrige dage til STO gav kun småfisk, men selv om den store fisk ikke bliver indvejet, giver den alligevel en præmie. Til STO kan man indsende ét billede af en genudsat fisk, og så deltager man i lodtrækning om udstyr for 10.000 kr.. Den lodtrækning vinder jeg. For anden gang… 🙂 Jeg ved allerede hvilken stang, jeg skal ud og købe til vinterens New Zealand tur 🙂
Søndag eftermiddag går turen til Sverige – nærmere bestemt Lilla Kulleryd – der ligger 300 meter fra Bräkneån og et par kilometer fra kysten. Vi taler top-territorie for fredfisk, strømgedder, brakvandsgedder og havørreder. Mens huset øvrige indbyggere fokuserer på åen, går jeg på jagt efter den store overspringer.
De første fire dage vil jeg kun omtale kort, da jeg hovedsageligt får småfisk omkring de 45-50 cm. En eftermiddag – da jeg har Asbjørn med ude på et sted vi ikke har været før – får jeg dog en nedfaldsørred på et par kilo.
Jeg har også kontakt til en lidt større fisk, som jeg umiddelbart vurderer til at være over 3 kilo, men den bliver ikke kroget. Da jeg er næsten sikker på, at den ikke er blevet ‘prikket’ af krogen, giver jeg fisken en halv times pause og vender derefter tilbage med det lette grej. Bilkablinket slår til igen, og fisken hugger 4-5 meter fra det sted jeg først havde kontakt. Asbjørn står klar med nettet, men jeg taber fisken ved netkanten. Vi vurderer, at den var +70 cm og over de tre kilo.
Så bliver det fredag, hvor vi alle sætter kursen hjemad. Asbjørn og Joachim kører direkte mod færgen. Efter syv dages intensivt kystfiskeri værker lænden, skuldrene knirker og øjnene er lidt blodskudte af vind, øl og alt for lidt søvn.
Men det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal have brugt fem dage i Sverige uden en ordentlig blankfisk. Derfor vælger jeg at give havørrederne endnu et hug.
Første stop på vejen har tidligere kastet +4 kg fisk af sig, men der sker intet. Efter tre timer kører jeg videre til næste og sidste stop, et lille smalt rev, hvor jeg har set fisk, men aldrig har kroget nogen. Til gengæld kan man køre helt hen til revet, og da klokken er ved at være 16.00, og familien kalder derhjemme, kan jeg ikke bruge halve og hele timer på at vandre langt.
Forholdene er elendige. Der er fralandsvind, tungt skydække og ingen bevægelse i vandet. Jeg forsøger mig med bombarda. Intet… Jeg går over til UL-blink… Intet… Jeg går i land og drikker kaffe for at tage en tænker. Da klokken nu er blevet 17.30 overvejer jeg at give op og tage hjem. Der er immervæk et par timers kørsel til København.
Men – og sådan en fortælling her skal jo have et ‘men’ – jeg vælger at give det én chance til. Jeg tager min almindelige kyststang og monterer en kobberfarvet Savage Gear Sandeel med ‘røde hunde’. Idet jeg vader ud mod en stor sten cirka 25 meter fra land, laver jeg et kort kast over helt lavt vand. Småkage!!! En fisk på et par kilo hamrer på gennemløberen. Efter fem-ti sekunder falder den af, men mit humør stiger lige et par tusind grader.
Jeg stiller mig ved den store sten og begynder at fiske revet af. Der går fem minutter, så hører jeg et ordentligt plask fem meter skråt bag mig. Jeg speedspinner ind og laver et kort kast i retning af fisken. Da gennemløberen er tre meter fra stangspidsen ser jeg bølgen fra den angribende fisk. Men fisken stopper op… Jeg laver et kort spinstop, og den går frem igen; men nu er rammer gennemløberen stangspidsen, og fisken vender og svømmer bort. Tror ikke den har set mig. Endnu et ultrakort kast i fiskens retning, og denne gang er der ingen tøven. Den hamrer på krogen. Små fem minutter senere har jeg en +2 kg fisk i nettet, og dagen er reddet.
Fisken er lidt for slank, så den får et kys og en besked om at hente en af sine fede kammerater.
Jeg fortsætter med at fiske ud over revet. Der går cirka ti minutter. Så tænker jeg: ”Hmmmm. Nu har jeg haft to kontakter inden for et 10×10 meter område bag mig ind mod land. Gad vide, om der måske skulle være endnu en fisk?”.
Jeg vender mig halvt rundt og laver et skråt kast 20 meter ind mod land. Fem omdrejninger på hjulet… Jeg ser bølgen, men min hjerne når ikke engang at tænke ‘fisk’, før stangen bliver rykket halvt ud af hænderne på mig. Den smadrer på med fuld styrke på 30 cm dybt vand. Idet den kroger og vender i overfladen, kan jeg se, at det er en sølvblank skønhed.
Jeg forventer, at den begynder at springe, men den snyder mig. Ikke en eneste gang, spilder den kræfter på at hoppe ud af vandet. I stedet rusker den et par gange, hvorefter den sætter kursen direkte mod en anden stor sten i vandet 10 meter fra mig. Jeg får lettet trykket på fisken, så den smutter uden om stenen og fletlinen ikke bliver cuttet. Puha….!!! 1-0 til mig…
Herefter går den lidt frem og tilbage over revet, og i mit overmod tænker jeg, at nu er den hjemme. Jeg kan køre den hjem med en smal 1-0 sejr. Men så sker der noget, jeg aldrig før har prøvet med en havørred på kysten. Den begynder at tage et udløb. Ikke et af den slags korte eksplosive kraftudfoldelser, jeg kender så godt, men et tungt, konstant udløb. Som en anden arbejdshest læner den sig fremad i seletøjet og pløjer sig støt og roligt gennem vandet.
Fem meter. Ti meter… Tyve meter…
‘Hvad fa’en sker der her’, tænker jeg?
Tredive meter…
Jeg tjekker bremsen på hjulet for at se, om den er alt for løs, men den er faktisk indstillet væsentligt strammere end normalt under en fight.
Fyrre meter…
Halvtreds meter…
Endelig stopper den.
Jeg får den langsomt ind igen. Hver gang jeg vinder to meter, tager den godt nok én tilbage, men det går den rigtige vej. Til sidst er den indenfor rækkevidde, og tredje gang jeg forsøger at få nettet under den, lykkes det. Fisken er ikke særlig lang, men den er fed som smør. Kun 65 cm og med en vægt på 3,45 kilo. Det er ikke den største havørred, jeg har fanget, men det er uden tvivl den stærkeste og den smukkeste af dem alle.
Epilog
Efter at have sundet mig og renset fisken – den havde ingenting i maven – vendte jeg tilbage til mit spot ved stenen. I løbet af den næste halve time havde jeg dels endnu en følger og dels endnu et godt hug af en stor fisk, der desværre faldt af. Alle fiskene befandt sig inden for det samme 10×10 meter område ind mod land.
Dermed slutter fortællingen om vores Sverigestur som heldigvis førte en bunke tilmeldinger til årets fisker konkurrencen med sig.
Nedenfor et par stemningsbilleder fra turen,
Herfra vil vi alle bare sige knæk og bræk, og så håber vi at se en masse tilmeldinger til ÅF fra andre medlemmer.
Asbjørn, Lars og Joachim
Mange tak for til jer alle tre for de spændende beretninger og et stort tillykke med de flotte fangster. Hertil en kæmpe tak for at jeg måtte deltage et par fiskedage og en enkelt overnatning i sommerhuset i Sverige. Jeg kan ikke selv prale af de store fangster, men super hyggeligt var det ihvertfald.
Jeg ankom tirsdag morgen, hvor jeg skulle mødes med Lars, Asbjørn og Joachim på et geddespot, som jeg havde fået hjemmefra af en god fiskeven. Det startede også godt, idet jeg efter en lille times tyvstartsfiskeri havde nappet to gedder på fluestangen.
Så ankom de andre gutter og uheldigvis kom der samtidig en tung tåge, der lagde sig som en dyne over området. Det betød også, at vi ikke fik flere gedder den formiddag. Eftermiddagen blev brugt sammen med Lars på havørredfiskeri fra en plads hvor vi på sidste års Sverigestur fik fisk. Jeg fik en enkelt undermåler, mens Lars fik et par stykker under det svenske mindstemål på 50 cm.
Hjemme i sommerhuset sørgede Asbjørn for en dejlig Osso Buco, rødvin og irish coffee, og så var der ellers røverhistorier fra os alle.
Næste dag tog jeg med Joachim ned på det såkaldte rimtespot, hvor det blev til nogle mindre skaller, som Joachim senere kunne anvende som agnfisk på det stræk, hvor Asbjørn dagen før havde fået en fin gedde. Fiskeriet efter skaller og rimter gik trægt, hvilket dog nok ikke var underligt, eftersom det var her, at Joachim fik sin store gedde dagen efter (beretning ovenfor). Joachim og jeg tog derefter længere nedstrøms, hvor det lykkedes Joachim at snuppe nogle rimter på feederfiskeri, mens jeg selv ikke fik nogle på den flådstang jeg havde lånt af Asbjørn. Jeg må nok erkende, at jeg på denne tur, hvor jeg først dagen før afrejse vidste om jeg kunne deltage, havde for lidt grej med (ja det er muligt for mig:-). Efter frokost tog jeg selv videre på kysten på samme stræk, som jeg dagen før havde fået en undermåler og som et sidste stop inden køreturen mod Danmark. Denne gang blev det til to undermålere, men jeg havde dog en oplevelse med en fin +2,5-3 kilos havørred, der desværre huggede fejl ved stangspidsen. Den må jeg fange næste gang.
Knæk & bræk
Klaus