Hej alle,
Så er endnu et år gået og det er blevet tid til status for årets fisker konkurrencen 2023. Der er blevet fanget rigtig mange fersk- og saltvandsfisk, hvoraf flere er deciderede trofæfisk og 8 af dem er nye foreningsrekorder. Hertil kommer en DK-rekord i All Tackle.
Vinder af konkurrencen blev Niels Godsk Jørgensen (billede ovenfor), mens andenpladsen gik til Asbjørn Aaresøn. Tredjepladsen gik til Marius Dam Jespersen. Alle tre lystfiskere har været meget alsidige og fanget flotte ferskvands- og saltvandsfisk løbende gennem året. På fjerde- og femtepladsen kom undertegnede og Joachim Fabricius, der primært har fanget ferskvandsfisk. Bedste junior var igen Jens Hansen, der bare kan det der med at fange store fisk.
Geddekategorien blev vundet af vort nye medlem Nikolaj Vendelbo med en efterårsgedde på 10,5 kg fra Esrum Sø. Hvilken debut!
Gedden overhalede Peter Fog Pedersens gedde på 8,3 kg fra De Gamle Lergrave, der havde ligget forrest i konkurrencen siden midten af maj.
Der blev også taget andre gedder af medlemmer. Således fangede Niels Godsk Jørgensen en på 7,7 kg, mens Nick Yndal vandt Gedde Cup København afholdt af Fiskeklub København med 100 deltagere omkring Søerne med en flot gedde på 7,45 kg.
Aborrekategorien blev vundet af Niels Godsk Jørgensen med en fisk på 1,52 kg fra Køge Å (øverst), mens undertegnede tog andenpladsen med en på 1,41 kg – også fra Køge Å. Begge fanget på agnfisk.
Sandartkategorien blev vundet af Niels Godsk Jørgensen med en vinterfisk på 4,72 kg fra Bagsværd Sø, mens undertegnede fulgte efter med en fisk på 3,78 kg, fanget ved LF´s årlige Furesø-konkurrence.
Størkategorien blev vundet af Niels Godsk Jørgensen med en kæmpe på hele 48,5 kg. Han slog dermed den tidligere foreningsrekord (og PR), som han fik i 2022, med 300 gram,
Skallekategorien vandt Niels med en fin fisk på 0,48 kg fra Køge Å, der formentlig endte som en agnfisk for enden af hans line.
Brasenkategorien blev suverænt vundet af en XXL-fisk på hele 7,7 kg, fanget af Joachim Fabricius.
Den stryger naturligvis også ind som foreningsrekord. Næststørste brasen gik til Claus Banholtz, der snuppede en XL-brasen på 5,75 kg.
Peter Møller kunne også være med, idet han under medekonkurrencen i juni i De Gamle Lergrave landede en rigtig flot fisk på 4,85 kg, mens Nils Holler fik en på 4,2 kg ved samme lejlighed.
De Gamle Lergrave kan også levere store sudere, idet kategorien blev vundet af Claus Banholtz med en fisk på 3,65 kg, efterfulgt af Niels Godsk Jørgensen, der fik en i næsten samme størrelse på 3,535 kg og en på 3,5 kg fanget af Emil Hansson.
Herligt at suderne i De Gamle Lergrave nu er blevet så store, at det ikke er usædvanligt med +3-kilos fisk. Både Peter Møller og undertegnede snuppede således også et par af disse i løbet af sæsonen.
Karussekategorien blev suverænt vundet af Joachim Fabricius, der fangede en kæmpe sølvkarusse på 3,25 kg, efterfulgt af Niels Godsk Jørgensen med en flot almindelig karusse på 1,935 kg.
Med til historien hører, at Joachims fisk blev anmeldt til det danske rekordudvalg som en almindelig karusse, men at den her bl.a., pga. dens hovedform, blev kategoriseret som en sølvkarusse. Uanset hvad er det en fantastisk fisk, der er ny foreningsrekord for sølvkarusse. Til medekonkurrencen i juni blev der taget mange fine medefisk, hvoraf en af dem var særligt bemærkelsesværdig. Jens Hansen fangede således en smuk guldfisk på sin boillie, der fik alle til at spærre øjnene op. Guldfisken blev desværre ikke vejet, men den har helt sikkert vejet over 2 kg.
Karpekategorien blev vundet af Emil Hansson med en super skælkarpe på 19,6 kg, mens Claus Banholtz snuppede en flot spejlkarpe på 17,9 kg.
At foreningen har mange skrappe karpefiskere blandt medlemmerne afspejles af at Joachim Fabricius, Nick Yndal og Jens Hansen også fangede en del fisk over 10 kg i årets løb.
Rimtekategorien blev vundet af Nick Yndal med en gammel kriger af en rimte på 2,85 kg fra Susåen, mens den næststørste tilmeldte rimte lige over 2 kg blev fanget af undertegnede i Næstved Kanal på overfladefisket brød.
Ørredkategorien blev i 2023 splittet op i to, henholdsvis en kategori, der omfatter hav-, bæk- og søørreder, og en anden kategori for alle typer af regnbueørreder, heriblandt de undslupne regnbueørreder, guldørreder, fjeldørreder, tigerørreder osv. I den første kategori vandt Alfred Bencke med en drømmeørred på 81 cm, mens andenpladsen gik til Marius Dam Jespersen, der slog til med en fisk på 80 cm. Begge fra vort lokale åsystem i henholdsvis Usserød Å og Nivåen.
Tredjestørste havørred på 5,045 kg blev fanget af Henrik Qvirin Reiter.
Det vilde ved den fangst var, at den blev fanget på kysten i en af vore sjællandske fjorde.
Mikkel Krarup kunne også være med, idet han fik en flot tredjeplads i Aktiv Fritids Kystcup med en ørred på 3,61 kg.
En tredje flot kystørred blev fanget af Kim Kragbæk Larsen, der på Nordkysten fik overlistet en smuk fisk på 3,5 kg.
Der blev også fanget flere opgængerørreder, heriblandt en usædvanligt smuk fisk på 4,1 kg fanget af Lasse Aagaard Riisberg fra en af de sønderjyske åer.
For ørredkategorien var det tankevækkende, at man skulle op på hele 3,2 kg for bare at opnå 1 point.
Hans Thougaard Pedersen, vores tidligere meget aktive og dygtige å-fisker kommer et par gange om året retur til Nivå, naturligvis med fiskestangen med i bagagen. Dette har resulteret i ørreder hver gang, heriblandt en vinderfisk i regnbueørred-kategorien. Andenpladsen tog Marius Dam Jespersen med en fin regnbue fra Drive Inn P&T i Lynge. Der var desuden flere medlemmer, som fik deres andel af de undslupne regnbuer ved Sydsjælland. De største af disse på lige knap 3 kg.
Årets største laks tilmeldt i 2023 var Ask Futtrups på 12,5 kg fanget på trolling i farvandet omkring Bornholm. Laksen er ny foreningsrekord.
Næststørste laks på 5,6 kg stod undertegnede for. Den blev taget på spin i Skjern Å på en tur der bød på ialt 4 laks på to dage.
Blandt de tilmeldte fladfisk til årets fisker konkurrencen kunne Asbjørn Aaresøn og Niels Godsk Jørgensen glæde sig over skrubber på 0,75 kg og 0,56 kg.
Hvarkategorien var i 2023 blevet splittet op, så der kunne tilmeldes både pighvar og sletvar. Største (- og eneste) tilmeldte pighvar blev fanget af Niels Godsk Jørgensen på 0,77 kg, mens største slethvar også blev fanget af ham på 0,56 kg. Asbjørn Aaresøn tog andenpladsen med en fisk på 0,365 kg.
Der blev i årets løb også fanget og tilmeldt flere rødspætter. Niels Godsk Jørgensen og Marius Dam Jespersen tog de største på 0,54 kg og 0,47 kg.
Ising-kategorien blev vundet af Asbjørn Aaresøn med en fin fisk på 0,475 kg, efterfulgt af Niels Gods Jørgensen, med en på 0,42 kg. Alle fladfisk tilmeldt årets fisker konkurrencen i 2023 er blevet fanget i Øresund fra båd.
Årets største torsk blev fanget af Ion Hoe Nielsen på 6,0 kg, men også Jens Hansen og Lars Romby Nielsen kunne være med, idet de fik fisk på 4,8 kg og 4,4 kg.
Største lubbe på 4,0 kg blev fanget af Ion Hoe Nielsen, mens andenpladsen blev Jens Hansens med en fisk på 2,9 kg. Begge fra Nordsøen.
Jens Hansen fik en tur til Norge en fantastisk sej på 11 kg, der vandt kategorien og ny foreningsrekord, efterfulgt af en fisk på 9,8 kg, fanget af Ion Hoe Nielsen i Nordsøen.
Værd at nævne er også at Jens Hansen på sin Norgestur fik sin dåb, idet det lykkedes ham at fange en PR-helleflynder på 190 cm og ca. 100 kg. Imponerende fangst – heldigt for Jens var der et par hjælpere ombord, der sikrede at han ikke blev hevet overbord af monsterfisken.
Vinder af hornfisk-kategorien blev Niels Godsk Jørgensen med en på 0,595 kg, mens Marius Dam Jespersen og Asbjørn Aaresøn tilmeldte fisk på 0,58 kg og 0,525 kg. Tæt løb!
Årets største lange på 8,2 kg blev fanget af Lars Johansen i Nordsøen, mens Ion Hoe Nielsen på samme tur på Nordsøen fik den næststørste på 6,0 kg.
Tredjepladsen gik til Asbjørn Aaresøn, der tog en lange på 4,8 kg. Den er temmelig stor når man ved at den blev taget på Øresund.
Makrelkategorien blev vundet af Asbjørn Aaresøn, der tog et flot eksemplar på 0,75 kg.
På andenpladsen kom Niels Godsk Jørgensen med en fisk på 0,57 kg.
Årets største (- og eneste) havkat på 8,5 kg blev fanget af Mads Sylvester Jensen. Super fisk, der også er ny foreningsrekord!
Marius Dam Jespersen vandt knurhane-kategorien med en fisk på 400 gram. Den blev fanget under fiskeri efter fladfisk med Miraculix.
I kategorien ”Andre arter” vandt undertegnede med en tyndlæbet multe på 0,945 kg, der i øvrigt er ny DK-rekord og foreningsrekord. Vægten svarer til 100% af den gældende danmarksrekord.
Sidstnævnte er den metode der anvendes for at finde vinderen af kategorien. I kategorien ”Andre arter” var der også tilmeldt en ulk på 0,3 kg fanget af Marius Dam Jespersen samt en havbars på 2,0 kg fanget af Asbjørn Aaresøn. Sidstnævnte er ovenikøbet ny foreningsrekord.
Hertil havde Henrik Qvirin Reiter fanget en tyklæbet multe på 2,2 kg.
I årets fisker konkurrencen for 2024 laver vi en kategori for multe, der favner både den tyndlæbede og den tyklæbede version. Knurhanen flytter vi til kategorien ”Andre arter”.
Niels Godsk Jørgensen vil på den kommende generalforsamling og sammen med andre af foreningens storfangere få overrakt deres velfortjente præmier, der består af gavekort til Hvidovre Sport. Stort tillykke!
Asbjørn Aaresøn har påtaget sig at holde styr på fangsterne for årets fisker konkurrencen 2024 og være medlem af konkurrenceudvalget. Jeg vil naturligvis hjælpe Asbjørn med at sørge for at fangsterne bliver vist på hjemmesiden, når der er sendt gode billeder og en lille beretning med.
Godt nytår
Klaus