Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Flot spejlkarpe fra større sjællandsk sø

Hej alle,

Claus Banholtz, der hører til blandt foreningens dygtigste karpefiskere, har også været på tur her i sommerferien. Det gav bl.a. en flot spejlkarpe på 11,2 kg.

Claus skriver:

En del af karpefiskeriet er ventetid og ofte hører man ikke om den tid som enten er forberedelse eller bare at vente på fisken … her følger en lille historie fra denne uge om det at fiske karper ..

Jeg har i længere tid fodret en større sjællandsk sø i håbet om at kunne lande en af søens kæmper ..

Ankom til søen lørdag i pis øsende regnvejr og alt oppakning blev drivvådt efter den lange gåtur igennem skov og krat … fik sat lejr op og fik bivi slået op, så der var en smule tørt. Bedst som bivien var slået op stoppede regnen og solen begyndte at titte frem.

En velfortjent frokost ved søbredden efter det hårde slid.. Første nat ingenting.

Søndag eftermiddag sidder jeg og nyder solen (iført solfaktor) og en kold Faxe Kondi ..da min ene bidmelder skriger. Fisken tager hurtigt line af hjulet og et fast modhug afslører en TUNG ..meget tung fisk i den anden ende. Efter 10-15 sekunder bliver linen slap og krogen har mistet sit hold i den enorme fisk. Mange eder og forbandelser blev råbt ud over den store sø … Natten til mandag kan jeg lande en enkelt brasen på ca 4 kg …. Ikke lige det jeg havde drømt om..

Et vanvittigt uvejr kom ind over i løbet af aftenen med regn i store mængder samt lyn og torden.

Der sker ikke mere før mandag morgen midt i morgenkaffen og mine tanker om hvad jeg gjorde forkert … Min højre stang som ligger på et spot ca. 225 m ude tæt på et sivbælte vælter afsted akkompagneret af et langt skrig fra bidmelderen. Jeg kan konstatere at mit tackle er samlet op af en hidsig karpe som flår line af hjulet. Et hurtigt modhug og jeg kan mærke fast fisk i den anden ende.. Efter 10 min fight igennem snacks og grøde kunne jeg heldigvis endelig se karpen glide over netrammen..

Fisken vejede “kun” 11,2 kg men med alt det arbejde der er lagt i denne ene fisk er min lykke gjort og alt arbejdet og tiden er glemt og kroppen fyldes af den glæde som kun en karpe kan.

Fisken tog en Tigernut toppet med en Citric-Tangerine fra Vital Baits.

Stort tillykke med fangsten af den store karpe og ikke mindst den medrivende beretning. Man føler næsten at man er med på turen..

Knæk & bræk

Klaus