Hej alle,
Lars Romby Nielsen har været i sit svenske sommerhus og havde heldigvis også husket fiskestangen.
Lars skriver:
Sommerørred fra svenskekysten
For første gang i et år havde familien mulighed for at komme i sommerhus i Sverige. Selv om sæsonen ikke var til det skulle jeg prøve lykken efter havørred.
På grund af vestenvinden var det varme overfladevand skubbet ud, og det kolde bundvand var kommet helt ind til kysten. Vandtemperaturen lå derfor på mellem 6 og 16 grader, så der burde være fisk langs Skånes og Blekinges østkyster.
Men det var svært!
I løbet af feriens første seks dage tilbragte jeg vel omkring 15-20 timer ved vandet uden en eneste kontakt. Søndag – feriens sidste dag – valgte jeg at prøve lykken i ‘sandørkenen’ 800 meter fra sommerhuset ved Magleboda.
Der var meget snavs i den første del vandet, men jeg kunne vade ud over det værste og få nogle lange gode kast ud over den flade sandbund.
Den første halve time skete der intet, men så syntes jeg, at jeg mærkede et svagt bump på min sandeel. Da der hverken er tang eller sten på strækningen måtte det jo være ‘noget’.
To kast til uden der skete noget… Så skiftede jeg til en mere hidsig sandeel – orange/gul. Tre kast senere faldt hugget ca. 12 meter fra stangspidsen.
Et par rul efterfulgt af et hidsigt udløb og et spring en halvt meter over vandet gav sved på panden. F… det var en god fisk….
Efter yderligere udløb, tre spring helt ud af vandet og adskillige bønner til fiskeguderne lykkedes det endelig at få den i nettet. 70,5 cm og 3,4 kilo.
Det var virkelig en fisk, der skulle arbejdes for, men det var det hele værd. Glæder mig allerede til turen derop igen i uge 11.
Kæmpe tillykke med fangsten af den flotte havørred. Ifølge Lars havde den en frisk tobis i maven, så det var vist ikke helt skævt at prøve med en Sandeel over sandbunden.
Knæk & bræk
Klaus