Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Sandt eller falsk – Laks i Nivåen?

Hej alle,

En dejlig morgen-/formiddagstur ved åen i næsten forårsagtigt vejr igår bød på 3 fisk op til knap 2,5 kg til undertegnede. Den ene opførte sig under fighten noget anderledes end de normale nedfaldsørreder, idet den hele 3 gange var helt ude af vandet i vilde spring, og ellers gav den gas. Hertil havde den en speciel farvetegning og hovedform, ingen prikker under sidelinien samt V-formet hale. Var der mon tale om en hanlaks, der havde forvildet sig op i åen?

Om det var en laks eller en ørrred blev flittigt diskuteret igår i foreningens hemmelige Facebook gruppe for medlemmer. De fleste, heriblandt Jens Peder Jeppesen fra Øresundsakvariet og nogle af foreningens meget skrappe medlemmer, var sikre på, at det var en laks, mens andre mente, at det var en ørred. For at få styr på hvad der var sandt eller falsk, tog jeg imorges fat i både Kaare Manniche Ebert, der er Danmarks Sportfiskerforbunds fiskebiolog, og Henrik Carl, biolog fra Statens Naturhistoriske Museum, og leder af www.fiskeatlas.dk. To af Danmarks førende fiskeeksperter. Deres dom var klar. Det var en laks!

Normalt er laks noget man kan fange i jyske og svenske vandløb, men der er ifølge eksperter også eksempler på, at de er fanget under elfiskeri i de sjællandske vandløb Tuse Å, Elverdams Å, Esrum Å og Tude Å. Dog aldrig i Nivåen. Der er tale om strejfende laks, der er vandret op i den forkerte å. Uanset hvad var det en virkelig sjov og spændende fangst. Den tog en lille 7 centimeters gul Rapala wobler, og svømmer sikkert fortsat i åen, hvis den da ikke er stukket ud i Øresund efter oplevelsen.

Knæk & bræk

Klaus