Hej alle
Vi har glædeligvis vokseværk i foreningen og det giver flere brugere af Zimba. Dette har igen medført, at bestyrelsen har fundet anledning til at præcisere og opdatere regelsættet for brug af Zimba – for medlemmernes egen sikkerheds skyld og søsikkerheden generelt.
De opdaterede regler er bl.a. fremkommet efter en god diskussion i bestyrelsen, hvoraf flere medlemmer, heriblandt Ion Hoe Nielsen og Ask Peter Futtrup er temmelig erfarne Zimba-brugere og i det hele taget erfarne sejlere på Øresund, men også i andre farvande (Nordsøen, Kattegat og langs Norges nordkyst). Hertil har der også i foreningens lukkede Facebook-gruppe været en livlig diskussion/udveksling af synspunkter, der har nuanceret sagen yderligere. Tak til alle for input!
Reglerne findes under “Medlemssider” og det er naturligvis obligatorisk for alle Zimba-brugere, at læse dem inden næste sejlads. Flere punkter er blevet opdateret med ny information, heriblandt punkt 3. “Ansvar”. Bestyrelsen anbefaler her, at der alene foretages kystnær sejlads ved vind over 6 m/s fra N, NØ, Ø, SØ, S-lige retninger og ellers, at al sejlads forbydes ved vind over 8 m/s – uanset retning. Dette har været det mest kontroversielle diskussionsemne, men bestyrelsen har i denne henseende valgt at prioritere sikkerheden højst.
Hertil skal punkt 5. “Booking” også fremhæves, idet det er meget vigtigt, at bookingkalenderen på hjemmesiden anvendes korrekt. Der SKAL således bookes med FULDE NAVN, TELEFONNUMMER og TIDSPUNKTER FOR AFGANG OG ANKOMST I HAVN.
God fornøjelse!
På vegne af den samlede bestyrelse
Klaus