Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt

Geddepremiere

Hej alle

Så blev det maj og 1. maj er som bekendt lig med geddepremiere. Således også for undertegnede, der dog lige skulle bruge hele lørdag den 30. april på at fange agnfisk i den nederste del af Susåen sammen med Peter Møller og et par andre geddetosser. Vi skulle først lige finde dem, men så stod de heldigvis også i kø for at tage vores majs. Forarbejdet gav udbytte, idet største gedde fanget på premieren den 1. maj blev en udleget, men smukt tegnet dræbermaskine på 120 cm og 11,7 kg.

IMG_2846 2

Gedden var stærk som bare pokker, men forfanget og linen holdt til det, og Peter Møller nettede den sikkert. Det blev til fem gedder mere i båden, hvoraf de største lå på 8,0, 6,0 og 5,6 kg. En absolut godkendt tur!

Ion Hoe Nielsen og Jens Blom var 1. maj på Esrum Sø i foreningens Rudkøbingjolle, der netop var blevet klargjort. Fiskeriet var noget sværere, og det blev kun til et par tilbud i løbet af en lang dag. Disse blev desværre ikke hængende, så Ion og Jens må på den igen en anden dag.

Vor juniorleder Zlatan Delic var naturligvis også til geddepremiere den 1. maj. Han skriver: Niels Holler og jeg tog til Drive In P&T til deres konkurrence. Til vores held var der kun dukket 7-8 personer op inkl. os.

Niels fik 2 fisk (største måske 2 kg). Undertegnede missede 3 fisk inkl. det, der nok var dagens største (en 3 kg’s fisk) samt fik 2 op på land. Til vores overraskelse fandt vi ud af at agnfisk var tilladt, så Niels kørte hjem og hentede nyt grej, mens jeg med en sjat line og en lånt lille krog fra en ørredfisker kratluskede efter skaller – det blev til 4 stk.

Jeg fik 4 fisk mere. 2 på agn og 2 på buster jerk. Største fisk 2,5 kg.

1. præmie på 600.- kr. gik til en fisker med en gedde på 2,8 kg.
Flest antal fisk fik 500.- kr og den gik til undertegnede.

OBS!!!!!!
Til andre interesserede, så kan man købe et geddedagskort til søen for 100.- kr. (man skal bare udfylde et grønt kort og skrive “gedde”). Man må fiske med 2-3 stænger spin/agn.
—————————————————–
Efter konkurrencen fandt jeg juniorerne ved en anden sø, hvor de dog ikke havde den vilde geddepremiere. Vi kørte derfor først til et spot ved Mølleåen og derefter til en anden lille hemmelig sø i håbet om flere og større fisk. Her fik Peter taget et par fisk mere samt tabt en enkel. Undertegnede gjorde, hvad jeg er bedst til: taber flere fisk, og får en enkel lille på land…

Mvh

Zlatan

Tillykke til Zlatan med præmien for flest fangede gedder. Det er nu, at gedderne burde være ekstra sultne, men det kolde vand har flere steder, bl.a. på Esrum Sø og Farum Sø, udskudt det vilde fiskeri.

Husk geddekonkurrencen på søndag. Det kolde vand kan også her have en negativ indflydelse, men vi får se. Til konkurrencen bliver der normalt altid fanget gedder, også de lidt større. For nogle år siden var det således en på 8,6 kg, der vandt!

Knæk & bræk

Klaus