Kategorier
Fangstrapporter

Svært fiskeri i Stege Nor samt turrapport fra Mørrum

Hej alle,

Min nye alujolle skulle bades lidt igår, hvorfor Peter Møller og jeg drog sydpå fra morgenstunden. Det er en lang tur til Møn i forvejen, men med trailer på og 80 kilometer i timen føles den rigtig lang. Det gør dog ikke noget, når der er noget at komme efter, og det skulle der ifølge mine kilder også være. Vel ude på vandet napper Peter allerede i fjerde kast en flot gedde, inden jeg overhovedet har fået sat forfang på linen.

Nu er vi temmelig sikre på, at det bliver en af de rigtig gode dage, men det holder desværre ikke stik. Peter ender med at få 4 gedder ialt, mens jeg snupper 3. Alle i mindre størrelser. Vi taler med flere andre ligesindede på havnen og de kan skuffede også kun bekræfte billedet af en sjældent dårlig dag i Stege Nor. Cato Jürgensen, som jeg også fisker med indimellem, har også været i Noret denne dag, og også han har oplevet et svært fiskeri, idet han på 8 timers fiskeri kun får 6 mindre gedder.

Vi prøver naturligvis igen på et senere tidspunkt, men det bliver ikke næste weekend, da der her afholdes Dansk Brakvandscup. Jeg ville meget gerne have været med, men nåede det ikke, da jeg først for meget nylig er blevet bådejer. Det er dog min plan at deltage næste år.

Turrapport fra Mørrum

Sidste weekend var jeg på den årlige Mørrumtur med 7 andre fisketosser. Vi boede traditionen tro på Hotel Walhalla, som siden 2002 har været omdrejningspunktet for vore ture. I år var der dog ændret lidt i konceptet, da den gamle hoteldirektør var afgået ved døden og nye ejere havde taget over. Alkoholbevillingen var heldigvis kommet på plads et par dage før vores ankomst, men vi måtte dog leve med, at der ikke længere var pytt i panna på menukortet. Hotellet lignede dog sig selv med masser af fiskebilleder på væggene, heriblandt flere af danske lystfiskere, der poserer med deres fangster.

Lørdag morgen var vi klar ved strækket, nærmere bestemt Knaggelid, som vi har fisket på de seneste tre år med ok succes, heriblandt min vanvittige havørred på 9,9 kg, der blev årets største i 2013.

Vi kender efterhånden de gode pladser og ved hvor vigtigt det er, at være first movers. Der var heller ikke gået mere end en halv time før end jeg mærkede et hårdt træk, hvorefter linen blev trukket af hjulet i et rasende tempo. Det var heldigt, at fisken trak opstrøms, idet der ligger mange store sten og kraftig strøm nedstrøms. Efter en hidsig fight med flere gode udløb kunne Flemming hjælpe mig med at lande en meget smuk havørredhan på 80 cm. 

Efter et par hurtige billeder blev den genudsat i fin form. Resten af lørdagen gav ingenting andet et småaborrer og et par smågedder. Søndag var vi klar igen og her var det Jacob Rønnow, der gav os andre baghjul, idet han snuppede to laks på henholdsvis 62 og 67 cm samt en flot havørredhan på 78 cm. Sidstnævnte nappede han, da vi andre var taget tilbage til Danmark. Billedet nedenfor er af laksen på 67 cm.

Næste år tager vi naturligvis igen til Mørrum.

Knæk & bræk

Klaus