Kategorier
Fangstrapporter

Geddejagt samt rapporter fra kyst og å

Hej alle

Nu er foråret snart over os, hvilket naturligvis betyder at der kommer gang i fiskeriet. Flere medlemmer har været ude med snøren, heriblandt Jens Blom og undertegnede, der har jagtet gedder, mens bl.a. Zlatan og Peter Lottrup har meldt om havørredfangster fra kysten. Hertil er der også lige dumpet en spændende mail ind fra Joel, der ikke er medlem, men dagkortfisker ved åen.

 

Jens Blom og jeg var i mandags på geddetur til en større sjællandsk sø. Vejret var fantastisk, og vi var på vandet inden kl. 8. De store agnskaller var med os i dammen og forventningerne om store gedder var absolut til stede. På grund af vind startede vi i læsiden, og det gav da også hurtigt 3 gedder til undertegnede mellem 4,5 og 5 kg uden at Jens havde mærket noget. Efter endnu en halv times dørgning fik Jens et godt hug og en meget flot gedde på 8,4 kg kom efter en fin fight i nettet. Et par billeder (der desværre ikke var brugbare) og så retur efter lige at have sundet sig i min store craddle (en slags vejeslynge, der kan holde gedden på ret køl under vand langs bådsiden). 

Vi fiskede videre, men der var langt mellem huggene, og når det endelig skete, var det under hver anden, der blev hængende, trods brug af specialforfang. Dagen endte med 8 gedder, heraf 6 til undertegnede mellem 4,5 og knap 6 kg. Jens Blom var ikke så heldig med antallet af gedder. Til gengæld fik han de to største på henholdsvis 8,4 og 7,7 kg. Sidstnævnte, der blev taget på falderebet mens solen var på vej ned, var dog temmelig medtaget, hvilket også kan ses af billedet herunder.

Af øvrige meldinger er der fra Zlatan indløbet rapport om en havørred på 45 cm fra Nordkysten, mens Peter Lottrup, der kender mange af de listige kystpladser på Sjælland, fortæller, at han på en tur snuppede 6 havørreder omkring målet, fordelt på tre forskellige spots. På en anden tur til Vestsjælland snuppede han 3 havørreder lige over målet (41-44 cm).   

“Vores” å leverer også fisk i øjeblikket. Jeg selv har bl.a. snuppet 3 havørreder på de seneste 3 korte ture, men også Joel, der er dagkortfisker, har haft gode oplevelser dernede. Han skrev til foreningens mailadresse for dagkortfiskere: 

Kære lystfiskerforening,

Jeg har været ude og fiske jeres skønne å sammen med min kammerat Jose. Vi var der i lørdags (d. 7.3.) og fiskede lidt opstrøms Gammel Strandvej og så hele vejen til togbroen. Vandniveauet er ikke særligt høj for tiden, men vi blev ved og fik 3 ørreder, både på flue og spinner. De var tale om 2 nedfaldsfisk (en på ca 45, den anden omkring 40) plus en flot frisk sølvmåler. Alle blev nænsomt genudsat.

I dag fik vi tidligt fri fra arbejde og kom der igen om eftermiddagen. Flot dag at være ude, men ikke så meget bevægelse i åen. Til sidst lige før solnedgang var jeg heldig at få en ca. 50 cm slank fisk, der tog en kobberbasse. Den fik sin frihed igen.

Venlig hilsen,

Joel Gonzalez

Tusind tak til Joel for rapporten, som jeg har fået tilladelse til at bringe her. Jeg modtager løbende rapporter fra dagkortfiskere, men det er typisk bare en konstatering af, hvad der er fanget. Og det er naturligvis helt fint, idet disse hjælper os til at holde øje med bestanden.

Knæk & bræk

Klaus