Kategorier
Fangstrapporter

Martsgedder fra Furesøen

Hej alle

Igår torsdag den 5. marts havde jeg i anledning af min fødselsdag (- og ikke mindst på grund af en fornuftig vejrudsigt) taget en fridag. Den skulle naturligvis bruges på det eneste rigtige, nemlig en fisketur. Store og rigtig store agnfisk var skaffet, men førstevalget af sø var desværre ikke mulig på grund af for meget vind. Som alternativ blev Furesøen valgt, idet den er mindre vindfølsom. Med på turen var Jens Blom i min LF-båd, mens Peter Møller havde sin egen. Gedderne var også i stødet, men først skulle de lige findes og derefter fiskes på den rigtige måde;-)

 

Vi var på vandet ved 8-tiden, men det lovede solskinsvejr udeblev. I stedet blev det til en ørkenvandring rundt med vore XL-skaller. Turens første hug efter et par timers fiskeri fik jeg desværre bommet på trods af, at jeg anvender særlige agnrigs med bl.a. Twinex kroge og særligt skarpe trekroge sat fast med spikes. Den virkede ellers temmelig god – surt show! Jens havde en time senere også et tungt hug, men også dette blev bommet. Peter Møller derimod fiskede inde på noget lavere vand og pludselig ved middagstid kunne han over telefonen berette om fangst af et par mindre gedder op til 3,5 kg til ham selv samt en syvkilos til en fyr i en anden båd.

Jens og jeg tog en hurtig beslutning og “vendte kajakken”. Vel fremme ændrede jeg taktik, idet XL skallerne blev skiftet til skaller str. medium. Samtidig brød solen igennem og det blev et herligt vejr. Dette var åbenbart, hvad der skulle til, idet jeg i løbet af de næste par timer fik 7 gedder op til 6,1 kg, mens Jens, der fortsatte med at fiske med XL-skallerne, desværre intet mærkede. Normalt er jeg også til de store skaller, men her skulle der bare ske noget andet og det virkede! Peter Møller endte dagen med 5 gedder, med en femkilos på toppen. Vi må snart afsted igen.

Knæk & bræk

Klaus