Hej Klaus
Jeg er jo på Andørja i Nordnorge – dels for at fiske – dels for at følge et forsøg på at fange verdens tungeste kajakfangede fisk.
Målet var Grønlandshaj, og svenske Joel Abrahamsson ankrede op på 509 meters dybde, lige ud for campen søndag morgen. Første dag bød på tre solide hug, men desværre blev ingen hængende. Derfor fortsatte forsøget idag, hvor fiskeriet startede kl. 04.
Allerede kl. 06.01 huggede Joels drømmefisk og en fight, der med Joels ord beskrives som “en smertesrejse”, kunne begynde. Efter at være trukket flere hundrede meter rundt i en god time kom hajen til overfladen, og jublen ville ingen ende tage.
Vel sikret i båden, kunne den måles til 401 cm i længden, 201 cm om livet og 566 kg ifølge tabellen. Dermed er det en kraftig forbedring af den tidligere kajak-verdensrekord på 227 kg.
Efter fighten udtalte Joel: “Det var den hårdeste fight i mit liv, og jeg kommer aldrig til at fiske efter dem igen. Mit maveskind ser ud som en hamburgeryg og mine arme føles som om de kan nå rundt om jorden. Ikke desto mindre er det en drøm, der er gået i opfyldelse, i et helt unikt vand, på et helt unikt sted”.
Som et kuriosum kan det nævnes, at jeg fangede agnfiskene, der sikrede verdensrekorden… En sej på 2 kilo og en makrel på godt et kilo.
Fed dag!
Mange tak til Ask for den vilde beretning, som i skrivende stund – og via FiskeAvisen, som Ask skriver for – er på vej til den samlede verdenspresse:-).
Knæk & bræk
Klaus Vestergaard