Hej alle
Månedlang frost med deraf følgende låg på de fleste søer på Sjælland i kombination med en dårlig vindudsigt, der umuliggjorde en ellers længe planlagt trollingtur, fik i dag Jens Blom og undertegnede til – i bar desperation og trods bidende kulde – at drage til Tryggevælde Å. Nu ville vi ud at fiske. Jeg havde taget geddefluegrejet med, da der kunne være en spinkel chance ude på zone 2. Ligeledes kunne jeg lige få trænet lidt fluekast med min Loop Pike Booster stang inden jeg tager til Gudenåen på geddetur i marts. Det blev dog ikke til gedder ved Tryggevælde Å, men derimod en (fejlkroget) strømvandsbrasen på ligeud 2 kg, som gav lidt flex.
Sidste års flotte resultater fra foreningens årets fisker konkurrence er i øvrigt ikke gået ubemærket hen ude i den store verden. Således fik jeg for kort tid siden denne mail fra Højrup-brødrene fra FiskeAvisen:
Hej Klaus,
Vi har for nylig stiftet bekendtskab med Jeres hjemmeside, som vi synes har en masse spændende indhold, jævnlige fangstrapporter og opdateringer. Det er en fornøjelse at se og det er nogle flotte fisk medlemmerne fanger!
Vi står for de ferske sider i Fiske Avisen hvor der blandt andet kører to årlige ferskvandskonkurrencer for henholdsvis predator og fredsfisk. Der er flotte præmier på højkant hver måned fra Sport Dres og Fairpoint og der er både lodtrækningspræmier og præmier for fisk af specimenstørrelse. Vi synes at de ferske sider skal afspejle fiskeriet fra hele Danmark og vi er sikre på, at Jeres medlemmer vil kunne bidrage til at gøre siderne mere interessante, hvis de havde lyst til at tilmelde fangster til konkurrencerne. Derfor skriver vi til dig og håber, at du vil videresende dette budskab til medlemmerne.
I kan læse mere om konkurrencerne her:
http://www.fiskeavisen.dk/KONKURRENCER/sport_dres_specimencup.htm.
http://fiskeavisen.dk/KONKURRENCER/westin_predatorcup.htm
Skulle medlemmerne have lyst til at tilmelde fisk til konkurrencerne, skal de sende rapporter og billeder til denne mail: fiskeavisen.specimen@gmail.com.
Hvis I har spørgsmål er I meget velkomne til at vende tilbage. Ellers vil vi bare ønske foreningen og alle medlemmer et godt og fiskerigt 2013.
Mange hilsner
Lasse og Jeppe Højrup
Redaktører af “De ferske sider” – Fiske Avisen
Opfordringen til foreningens medlemmer er hermed videregivet samtidig med at det naturligvis fortsat er meget velkomment, såfremt man også tilmelder sine fangster til undertegnede på klaus@naal.dk.
Til almen orientering blev premieren i Nive Å den 16. januar en fuser. Hverken undertegnede eller andre af ”the usual suspects” ved åen fik fisk og jeg har heller ikke hørt om andre. Jeg skræmte dog en enkelt pæn fisk nedstrøms træbroen, men så var det også det. På et par efterfølgende ture er det heller ikke blevet til noget. Forklaringer kan der være mange af, men jeg så både skarver og en mink, så ørrederne har det åbenbart svært. Tilbage er så bare at glædes over, at åen kan være smuk ved vintertide..
Knæk & bræk
Klaus
PS: Efter ovenstående var postet på hjemmesiden ringede Philippe-Albert Hesselmann til mig og fortalte, at han efter premieren også havde været ved åen en del gange uden at få fisk. I fredags havde han dog fået et godt hug på fluen “Bøhmand” fisket sink tip, hvorefter han havde kunnet lande og efterfølgende genudsætte en flot udleget hunfisk på hele 84 cm. Den blev ikke vejet, men han skød den til +4 kg.
Tillykke til Philippe. Den fisk har vist iøvrigt været rigtig stor, da den gik op i efteråret!