Å-premieren 2020

Hej alle,

Lørdag den 1. februar var der å-premiere. Flere medlemmer, heriblandt flere juniorer, har været ved åen både lørdag og søndag i weekenden og fanget pænt med ørreder. Blandt disse var Albert der tog den mindste, men alligevel flot, da den var helt blank. Den blev naturligvis hurtigt blidt genudsat.

12-årige Jens Hansen var også heldig/dygtig, idet han lørdag morgen i sit andet kast snuppede en havørred på 66 cm og 2,6 kg.

Jens fortæller, at den tog en flydende wobler og straks efter blev genudsat som man skal.

Peter Fog Pedersen, også junior, fandt fisk i en af åens mange sving og snuppede en ørred på 58 cm. Fisken er prototypen på dem der er langt flest af i øjeblikket, nemlig aflange nedfaldsørreder, der om nogle få måneder igen er smukt blanke, når de har været en tur ude i saltvand.

Foreningens åfisker nummer 1, senior Hans Thougaard Pedersen, var naturligvis også til premiere, og han skriver følgende:

Endelig blev det 1. februar. Og hvilken herlig dag, der dog startede med nogle mistede fisk, men heldigvis var de i hopla, så der gik ikke længe før den første havørred var i nettet. De første kontakter, var på en kobber/grøn/gul kondomspinner. Af de næste der kom på krogen kom de fire i nettet. Største på 71 cm og 2,9 kg. Fangsten skete på diverse woblere. Den ene af de mistede, knækkede trekrogen på wobleren😫 En anden hægtede jeg desværre selv af med nettet, da woblerkrogen sad fast🤔

Hans kommer endelig med en advarsel, idet han skriver at brinkerne er glatte, og der er meget vand på visse strækninger, så vær påpasselig🤔

Tillykke med de fine fangster, der lover godt for fiskeriet i 2020.

Knæk & bræk

Klaus