Hej alle,
Så kom der en spændende rapport fra Jeppe Højrup, der har været på rimtetur.

Jeppe skriver:
Jeg brugte 36 timer i jagten på sommerrimter på overfladen med en rigtig god fiskeven. Vores primære tilgang var jævnlig fodring med brød for at lokalisere, hvor rimterne befandt sig for derefter at præsentere brød foran dem med controller og omkring en meters forfang. Vejret udfordrede os med skiftende skydække, varierende vindforhold og enkelte perioder med støvregn, men vi kløede på og fik travet en del kilometer i jagten på en stor rimte.
Højdepunktet kom midt på turen: Solen var kommet godt op på formiddagshimlen og vinden var svag, så forholdene var rigtig gode. Vi kom til et nyt stræk, og da min ven skød 4 stykker brød ud på overfladen gik en rimte straks i overfladen og plukkede dem ned en efter en. Jeg stod klar med agnet brødskorpe, som blev placeret I linje med, hvor rimten bevægede sig, og da brødet flød ned i området, forsvandt det fra overfladen. Jeg krogede fisken, som stod og vred sig på samme plads i lidt tid, før den kom op i overfladen. Vi havde en relativ bred grødekant foran os, som jeg måtte presse den hårdt ind over for at få den I nettet – det gik heldigvis uden problemer. Da vi foldede nettet ud kunne vi se, at rimten var noget større end først antaget – den var enorm! 3140 gram og 58 cm. Fantastisk fisk.
Den vil jeg gerne tilmelde klubkonkurrencen.
Stort tillykke med XL-rimten. Den er virkelig super flot – et rigtigt specimen-eksemplar!
Knæk & bræk
Klaus
