Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Put & Take ørreder til Frank

Hej alle,

Frank Rosengaard er en dygtig P&T-fisker, der ofte henter lidt til fryseren i de sjællandske vande. Senest var han afsted til Drive In Ørredfiskeri i Lynge.

Frank skriver:

Fra Berget Sportfiske i Sverige til Drive in Put and take i Lynge

Sidste år ved denne tid var jeg på en fed tur til Berget Sportfiske og fangede en ny PR regnbueørred på 6,59 kg. I går var det lidt mere ydmyge forhold, der gjorde sig gældende, idet jeg var taget en tur til Drive in Put and Take i Lynge.

Gråvejr, småregn og blæst! Efteråret fås ikke bedre. Jeg var dog ikke den eneste, som havde valgt at bruge en eftermiddag ved Lynge. Jeg valgte at køre over til den del af søen, som ligger tættest på drive in biografen, hvor vinden var lige på. Erfaringen siger mig, at fiskene oftest presses derover, hvor vinden står lige på og ikke som man måske skulle tro i læsiden.

En 10 gram Bulldog i farven brown pellets blev monteret, så der var lidt vægt at kaste med i modvinden. Det lykkedes helt inde i den nordligste spids at kroge en ørred, som kom med på land. En fin fisk på 46 cm og med fine finner og haleror, men hvad er det lige? Det ligner en almindelig ørred og med røde pletter. Er det så en bækørred fanget i en sø eller hvad vil man kalde sådan en.

Det blev derudover også til en guldørred, som lidt senere svømmede forbi mig langs kanten og som lige fik et lille orange/grønt hammerblink efter sig. Den vendte om og tog den lige foran mig.

Så alt i alt en ok 3 timers tur.

Tak for fangstrapport og tillykke med fangsten. Det kunne meget vel være en P&T-bækørred, som Frank har fanget.

Knæk & bræk

Klaus