Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Mallefangst fra Roskilde Fiskeland

Hej alle,

Fredagens tur til Roskilde Fiskelands lille sø gav blod på tanden til en tur mere.

Denne gang var jeg klar til en overnatning ved den store sø i håbet om en 10+ karpe eller måske en af de famøse maller, som søen også er kendt for. Jeg startede søndag aften kl. 18, men først ved midnat gik bidmelderen – og det i en grad, så jeg ikke et sekund var i tvivl om, at der var en stor fisk der havde taget min agn.

Fighten var vild, og jeg havde da også mit hyr med landingen, da jeg bare var væltet ud af soveposen og ikke havde nået at få pandelampen med fra min bivy. I nettet kom den dog og jeg kunne med lyset fra min telefon beundre min første malle på 134 cm og 17,9 kg, da den lå i nettet. Vild fisk og en fantastisk oplevelse.

Ved 3-tiden blev jeg revet ud af min søvn igen, da jeg fik endnu et vildt run. At dømme efter dens fighteregenskaber var der tale om endnu en malle, men jeg nåede aldrig at finde ud af det, da den sprang linen efter nogle minutters fight.

Jeg afsluttede fiskeriet kl. 9. mandag morgen uden at have haft yderligere aktivitet andet end et par linenap.

Min malle tilmeldes naturligvis Årets fisker konkurrencen i kategorien andre arter, hvor der gives point efter dens vægt i forhold til gældende dansk rekord. Den europæiske malle, som den retteligt kaldes, er på den danske rekordliste med en vægt på 37,5 kg fanget af Henrik Carl, min “kollega” i Rekordudvalget. Den blev fanget i Roskilde Fiskeland i 2021. Der kan man virkelig tale om et monster efter danske forhold.

Tjek billederne her:

https://danskefiskerekorder.dk/danske-rekorder/put-take-listen/#7813group1-2

Knæk & bræk

Klaus