Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Å-premieren 2021

Hej alle,

Mandag den 1. februar var der å-premiere, og selvom det var en hverdag var der alligevel en del medlemmer, der traditionen tro sneg sig rundt ved åen. Der blev fanget flere ørreder, hvor Peter Kirkby formentlig var ham, der snuppede den største.

Peter Kirkby fortæller, at han var ved åen hele dagen og måtte kæmpe for huggene. Hård nattefrost, relativt lavt vand og klart vejr med solskin er som han skriver ikke de bedste betingelser. Han fik dog både oplevet isfuglen på nært hold og landet/genudsat to ørreder. Den største var en temmelig slank fætter, der løseligt målt i forhold til nettet var 70 cm +/- et par stykker.

Peter Silberg, der som Peter Kirkby hører til blandt foreningens skrappeste åfiskere, var traditionen tro også ved åen, og det blev også til to ørreder i størrelse 55 cm til ham. Og så var der alle os andre, der trak en nulbon, men som alligevel nød at være ude og få luftet fiskestangen i det dejlige vejr.

Siden 1. februar er vandstanden faldet en del og det er bare blevet mere og mere svært. Trods dette har vi et par medlemmer, der har fået fisk, heriblandt Claus Banholz, Joachim Fabricius og Per Henriksen. Sidstnævnte havde akkurat dagen før han tog en flot ørred på 65 cm på flue, meldt sig ind i foreningen. God start. Alle ørreder som jeg har kendskab til er blevet genudsat, så de kan trække ud i Øresund og vokse sig store og fede inden de igen trækker op i åen senere på året.

Vi er mange der nu venter på tøvejr, og evt. nedbør, da dette helt sikkert vil få ørrederne i hughumør.

Knæk & bræk

Klaus