Medesjov i De Gamle Lergrave

Hej alle,

Det vælter ind med fangstrapporter fra De Gamle Lergrave, hvor både sudere og brasen er i hugget.

Jens Hansen og hans far Mads havde således en rigtig god aften igår, hvor de ialt fangede 4 fine +2-kilos sudere, men havde en del flere kontakter.

Jens var også afsted forleden aften, hvor det på en tur sammen med Joachim Fabricius bl.a. blev til en brasen på 2,96 kg. Denne er også tilmeldt årets fisker konkurrencen.

Peter Møller har også været i De Gamle Lergrave.

Peter skriver:

Fin aften i Svanesøen. 3,5 time gav fem sudere. To under to kg og en fin stribe på 2,4 – 2,6 – 2,8 kg. De to største på 2,4 og 2,8 kg i øvrigt ved et dobbelthug. Beklager det elendige billede, men de to banditter var totalt umulige at holde styr på på samme tid 😆

Ion Hoe Nielsen har også været blandt de mange medlemmer, der har skullet forsøge medefiskeriet i De Gamle Lergrave. Det lykkedes ham efter kyndig vejledning fra Claus Banholz at lande en flot PR-suder på 2,3 kg.

Joachim Fabricius har naturligvis også brugt lidt tid med matchstængerne i De Gamle Lergrave. Dette har givet mange sudere op til 2,95 kg, men også en ål på 460 gram har været blandt fangsterne.

Lergravenes sudere og brasen fanges på både flåd- og bundfiskeri, og de tager lige så gerne majs som boillies. Boilies har dog den fordel, at de hvis de fiskes med bundrig og er flydende, så kan de fiskes lige over bundvegetationen.

Det er vist bare et spørgsmål om tid før den første suder over 3 kg og en brasen over 4 kg bliver fanget. De Gamle Lergrave fisker godt lige nu.

Knæk & bræk

Klaus