Invitation til elbefiskning i Esrum Å

Hej alle,

Skulle der igen i år være nogle af foreningens medlemmer, der måtte have lyst til at deltage i det spændende elfiskeri, bliver der traditionenen tro igen mulighed. Vi er nemlig via vort samarbejde med Esrum Ålaug og Fiskeringen inviteret med for fjerde gang.

Det har været rigtig spændende de andre år. Sidste år blev der eksempelvis fanget 88 pænt store ørreder, ligeligt fordelt mellem hanner og hunner. De fisk vi fanger i Esrum Å er også dem, der i sidste ende leverer ørreder til Usserød Å og Nivåen.

Elbefiskningen i Esrum Å bliver i år afholdt i weekenden den 16.-17. november, og hvis der bliver brug for det, også weekenden efter (den 23.-24. november). De sidste par år er der ifølge Benny Østergaard fra Esrum Ålaug blevet fanget nok ørreder efter den første weekend, hvorfor vi kun satser på at være med her.

Vi starter kl. 9.30 begge dage, og er færdige ca. kl. 15. Udgangspunktet er klækkeriet ved Esrum Møllegård, hvor vi mødes og klargør grej og fordeles i bilerne, så der er så få biler som muligt.

Søndag den 24. november fra kl. 11 afholdes Store Strygedag på Møllegården, hvor alle er velkomne uden tilmelding. Man kan se ørrederne blive strøget, og der vil være pølser og noget at drikke til en billig penge.

Vi har i vores forening fået mulighed for at deltage med 6 personer pr. dag. Er du interesseret, så send en mail til undertegnede på klaus@vestergaard.mail.dk senest mandag den 11. november. I tilbagemeldingen må du gerne skrive, hvilken dag du kan deltage (den 16. og/eller den 17. november).

PS: Man behøver ikke at rende rundt i den kolde å i waders for at være med. Det er helt fint bare at kigge på og/eller evt. hjælpe med at få de store ørreder sikkert i baljerne. Som en sidegevinst ved at være med lærer man hvor de store ørreder gemmer sig. Ikke dårlig viden, når man fisker i de danske åer.

Mvh
Klaus