Kategorier
Fangstrapporter

10+ gedde fra Esrum Sø

Hej alle,

Grundlovsdag havde jeg booket foreningens båd på Esrum Sø, da vejrudsigten var særdeles lovende med svag vind indtil middagstid. Jeg havde indtil kl. 15, hvor en anden fra foreningen skulle overtage.

Afsted fra Sørup Havn ved 6-tiden, med en målsætning om først at få fisket lidt søørred i nordenden, hvor bl.a. Ion og jeg selv har set springende ørreder. Flere artikler fra bl.a. Sportsfiskeren var nærstuderet og jeg brugte da også en times tid på at dørge rundt i relativt høj fart (4-4,5 km/t) med blink, woblere og mindre løjelignende gummiagn. Det gav dog ingenting, så utålmodig som jeg nogen gange kan være, fik jeg rigget om til dørgefiskeri med store gummiagn. En metode, der kan være rigtig giftig, når gedderne skal findes. Det viste sig at holde stik, idet jeg over et spændende område med flere knolde tog de første gedder, heriblandt en flot 5-kilos.

Da jeg var nået forbi Sandporten og drejede rundt i et herresving over ca. 12 meter vand var der hug igen på en Savage Gear Rattle Trout i den store udgave. Gedden virkede umedgørlig og særdeles tung, så jeg var nødt til at få sat hastigheden meget ned på den frontmonterede elmotor. Det lykkedes at få den bugseret ind til båden, men med to downriggere sat og en yderlig krogning, så bliver landingen aldrig helt nem. Den skal bare i nettet første gang, uden at de løshængende kroge får fat. Det gik dog med lidt held som det skulle, og jeg kunne hive en særdeles smuk og velproportioneret gedde indenbords. Yes!! 

Saltervægten sagde 12,5 kg og efter at fratrukket vægten af den store vejeslynge på 2,1 kg kunne jeg glæde mig over at gedden var på hele 10,4 kg og målte 111 cm.

Efter et par hurtige billeder (som desværre ikke blev helt optimale) og et kort ophold i slyngen var den fit for fight igen. Herligt at se så stor en fisk majestætisk svømme i dybet!

Da det blæste op satte jeg kursen hjemad. Hjemturen gav et par fine gedder mere op til 5 kg. En herlig observation var iøvrigt, at søen er ultra klar, hvilket man kan håbe varer ved længe endnu.

PS. Gedden skal naturligvis tilmeldes Esrum Open.

Knæk & bræk

Klaus