Kategorier
Fangstrapporter

Rapport fra en forlænget weekend i geddernes tegn

Hej alle,

Så blev det geddetid, nærmere bestemt 1. maj. Nogle hard core geddefiskere mener, at geddesæsonen slutter 31. marts, og først starter igen til efteråret, men jeg er helt uenig. Jeg fisker gedder hele året bortset fra i fredningen og hvis vandet er meget varmt. Sidstnævnte ikke på grund af manglende bidelyst, men simpelthen fordi gedderne har sværere ved at komme sig efter en fight i sommervarmt vand.

Nok om det. Store bededag faldt i år den 1. maj, og jeg havde vundet lodtrækningen blandt deltagerne i klargøringen af Esrum-båden. Peter Møller var med mig og vi havde planlagt en kort morgentur, da jeg skulle til konfirmation. Det var koldt og diset, og det blev ikke bedre af, at vinden kom fra nord. Vi blev i sydenden og prøvede med kunstagn langs sivkanten. Dette gav en enkelt mindre gedde til mig, og et par ekstra tilbud til os begge. Sidstnævnte blev dog ikke hængende, og vi stoppede fiskeriet allerede ved 10-tiden. Noget skuffede over det pauvre resultat. 

Lørdag den 2. maj var der planlagt geddetur til det vestsjællandske, men en vind i niveauet 7-9 m/s fra vest/syd-vest er ikke optimal på den pågældende sø. Derfor tog min fiskemakker Cato og undertegnede på en anden sø i det østsjællandske. Her var kraftig vind fra vest næsten lige så irriterende, men en frontmonteret elmotor hjælper meget, da den via gps-funktionen bl.a. kan holde retning og fart, når man dørger rundt.

Cato havde skaffet agn dagen inden, så det var det vi satsede mest på. Vinden gjorde det svært at fiske 100% effektivt i perioder, men det lykkedes os alligevel at fiske med to stænger hver. Jeg snuppede et par mindre gedder om formiddagen, mens Cato uheldigvis missede det ene tilbud efter det andet. Omkring middagstid var vinden tiltaget en del, så det var lidt bøvlet, at vende båden uden at sejle enten for stærkt eller for langsomt. Det var dog netop i sådan en vending op mod vinden, hvor min yderste paravanestang nærmest stod stille, at både flåd og paravane brutalt blev flået under. Min stang bukkede derefter kraftigt, og det var med lidt besvær, at jeg fik hevet stangen op af stangholderen og fik sat et solidt modhug. Det blev hurtigt klart for mig, at det var en rigtig god fisk. Den gik dybt og tungt uden de store udskejelser, hvilket ofte indikerer stor gedde, og der gik da også et pænt stykke tid, før vi første gang fik et glimt af den i det uklare vand. Landingen foregik heldigvis uden den store dramatik, idet Cato var sikkerheden selv og fik den i det store Savage Gear XL-net i første forsøg.