Kategorier
Fangstrapporter

Havørreder fra det jyske

Hej alle,

Der kommer heldigvis en del fangstrapporter i øjeblikket. En af dem er fra vor tidligere formand Carsten Ryby, der har været en tur i det jyske:

Hej Klaus,

Fredag formiddag tabte jeg en laks i Storåen. Jeg havde desværre ikke fået strammet bremsen på hjulet ordentligt, hvilket gav et kæmpe overløb, og fisken forsvandt. Fredag eftermiddag fiskede vi i en lille å ved Ulfborg, hvor det blev til nogle mindre bækørreder. Fredag aften var vi tilbage ved Karup Å, hvor vi fiskede til kl. 22 uden at se fisk. Vejret var dog fantastisk.

 

Lørdag startede vi kl. 6 i regn og blæst fra øst, og så bider fiskene jo ikke. Men nu var vi jo herovre, så vi fortsatte, og heldigvis for det, for kl. ca. 9 kom hugget. Nu var bremsen strammet behørigt, og efter lidt tovtrækkeri kom fisken på land.

Vi kørte så direkte op til Skive-foreningens klubhus for at få fisken indvejet. Der var nemlig klubmesterskab, og det var jo så meget godt, da havørreden var stor nok til en sikker andenplads. Se også http://www.lfso.dk/

 

Søndag afsted på samme tid om morgenen. Det var stadig regnvejr, men nu kom blæsten fra vest, og så ville fiskene jo bide ifølge de lokales erfaringer. Det gjorde den også, og heldigvis på min flue.

 

 

En hjemmekomponeret rørflue med fjer fra Asbjørns blå papegøje.

 

Status på weekenden blev to havørreder på henholdsvis 70 cm og 73 cm, og med vægtene 4,65 kg og 4,6 kg!

 

Det må vel betegnes som en ok weekend!

 

Mvh

Carsten

 

Stort tillykke til Carsten med havørrederne. Han har i den grad succes i det jyske i øjeblikket. Vent bare – snart får vi også en rapport på en stor havørred fra Øresund taget på trolling.

 

Knæk & bræk

Klaus