Kategorier
Fangstrapporter

Godt nytår, insiderviden om WaterWolf-undervandskameraet samt en vintergedde

Hej alle

Først og fremmest godt nytår til alle NÅL-medlemmer og alle andre, der fra tid til anden surfer forbi vores hjemmeside. 

Og en stor tak til alle der igennem 2014 gav sig tid til at sende mig fangstrapporter og billeder. Det har været en fornøjelse, så bliv endelig ved med det i 2015. Besøgstallet er som tidligere beskrevet støt stigende med et samlet antal sidevisninger i 2014 på knap 28.000 fordelt på ca. 4.000 forskellige brugere. Det er høje tal for en forening med p.t. 124 medlemmer:-)

Årets fisker konkurrencen er nu afgjort og det blev ikke overraskende Ask Futtrup, der løb med sejren efterfulgt af Jens Blom og undertegnede. Stort tillykke til Ask. Han vil på generalforsamlingen torsdag den 19. februar i Fiskerhuset få overrakt sin velfortjente præmie, ligesom at der vil være mindre præmier fra vore sponsorer til alle vindere af kategorier. 

Og så kan jeg iøvrigt afsløre, at det faktisk er en af vore medlemmer, nemlig Michael Trøst, der har været med til at opfinde og udvikle det geniale undervandskamera WaterWolf. I dagens udgave af Børsen kan man bl.a. læse, at Michael sammen med en række partnere driver innovations- og designhuset Moef, der bl.a. leverer produktudvikling til Coloplast og Novo Nordisk. Moef arbejdede i forvejen sammen med Svendsen Sport, der er en international kæmpe inden for lystfiskergrej. Her gik produktudvikleren Mads Grosell, der er kendt af de fleste lystfiskere i Danmark, med en drøm om at se, hvordan rovfisk reagerede på de forskellige agn, og det blev starten på næsten tre års udviklingsarbejde.

 “Vi var igennem 25 prototyper, før vi var klar. Kameraet skal gå rigtigt i vandet, så vi har arbejdet meget med hydrodynamik. Der skal være en lang batterilevetid, kameraet skal være fuldstændigt vandtæt, og det skal være nemt at betjene,” siger Michael Trøst.

I sommer var produktet klar, og Mads Grosell klippede hurtigt en syv minutter lang film med undervandsoptagelser sammen. Den tog han med på en af verdens største lystfiskermesser Efttex i Belgien sammen med nogle prototyper på kameraet. Og det lille fiskekamera fik en varm velkomst. Alene visningen af Grosells film udløste tre af de helt tunge priser for årets bedste lystfiskerudstyr, årets opfindelse og publikumsprisen.

Nu spredes nyheden om kameraet viralt, og kunderne lægger deres egne optagelser ud på Water Wolfs Facebook-side. En film med en krabbe, der slås med en rødspætte om en orm, havde eksempelvis 130.000 seere efter to dage.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede selv har investeret i et WaterWolf-kamera, der egentlig er temmelig billigt (under 1.000 kr.) Jeg glæder mig nu til at optage noget film fra mine fisketure og forhåbentlig efterfølgende vise det på vores hjemmeside, hvis det er spændende. Tjek den officielle hjemmeside: http://www.waterwolfhd.com/, hvor man også kan se Michael og kameraet in action. På Youtube kan man også finde mange sjove og inspirerende videoer.

Jeg havde dog ikke kameraet med i søndags, hvor Jens Blom og jeg besøgte favoritsøen i det kolde, men flotte vejr. Jens havde i løbet af dagen 10 forsigtige kontakter på hans agnfisk, hvoraf kun 2 mindre gedder mellem 2 og 3 kg blev hængende. Jeg selv havde kun 2 kontakter på mine gummiagn, men de blev til gengæld hængende på krogen. De vejede henholdsvis knap 4 kg og 5 kg. Gedden på billedet nedenfor er den mindste.

Vi stoppede fiskeriet tidligt, da det blæste op.

Nytårshilsner

Klaus

PS: Jens og jeg fik hevet Esrum-båden op af Sørup Havn 1. juledag, lige inden den kraftige frost satte ind. Vi fik undersiden højtryksspulet og søndag den 4. januar er den lagt tilbage indtil vi igen får frostgrader af betydning. Husk ved brug at akkumulatoren ikke oplades og at man derfor selv skal tage et batteri med til elmotoren.