Gedde, PR-stør og en undsluppen regnbue

Hej alle

Det er efterhånden lidt tid siden, at der har været publiceret fangster. Det bliver der lige rådet bod på med nedenstående rapporter:

Ask skriver:

Hej Klaus,

I mangel af havvejr tog jeg en tur til Poppelsøen for at forbedre min PR i stør. Allerede efter 20 minutter var der uddeling, og en fordobling af min tidligere PR kom i hus. 13,9 kilo sagde vægten, og så var den dag reddet!

Knæk og bræk

Ask

Stort tillykke til Ask med fangsten af den mærkelige fisk, som efter sigende skulle være både bidevillig og godt fightende.

Undertegnede har også været ude, og vanen tro var det gedderne, der stod for skud på en større vestsjællandsk sø. Peter Møller var også med, bare i en anden båd. Det blev til en håndfuld gedder til os begge indtil vi efter en rolig periode gik igang med at pirke aborrer. Dette gav mange småaborrer og det var da også en sådan, at jeg havde på, da stangen pludselig bøjede faretruende. En gedde havde tydeligvis angrebet aborren og nu fik jeg så i stedet fornøjelsen med at fighte en god gedde på ultra let grej. Lidt heldig har man lov at være, idet gedden dels var kroget i den yderste del af kæften, og dels afholdt sig fra at rulle eller lave andre krumspring, der kunne have sprunget eller skåret det tynde flourcarbon forfang over. 100 cm og 7,9 kg. Herligt!

Vi fik lidt flere gedder samme dag på normal vis, men ingen i samme størrelse. Den efterfølgende weekend var jeg en tur på Esrum Sø, hvilket ikke gav storfisk, men derimod 3 mindre gedder op til 4,5 kg. Andre fra foreningen, heriblandt Emil, har været lidt mere skarpe, idet det er blevet til 7 gedder, mindste  ca. 3 kg og største 7,2 kg. 

Åen er som bekendt fredet i perioden 16. november – 31. januar (begge dage incl.), men for dem som ønsker flex på klingen af undslupne regnbueørreder, er det bare at glæde sig til 1. februar, da jeg er sikker på, at der vil være en del af dem efter det nylige store udslip fra Musholm. I mellemtiden kan man glæde sig over en regnbue på 3,5 kg fanget af Ebbe Bretow tilbage i marts måned, der er undsluppet ved en tidligere lejlighed.

Knæk & bræk

Klaus

 

 

 

 

Esrumgedde på 10 kg og andre medlemsfangster

Hej alle,

Peter Møller havde en fantastisk dag på Esrum Sø idag. Det var nemlig idag, at han snuppede en flot fejlfri gedde på 115 cm og ligeud 10 kg. 

Den tog en gummiagn dørget langs de stejle skrænter på vestsiden. Peter fik 3 mere, men de var noget mindre. Gedden bliver naturligvis også tilmeldt Esrum Open, som vor forening jo i al beskedenhed vandt sidste år. Undertegnede var med derude med netop det formål at snuppe en stor gedde til Esrum Open, men desværre blev det kun til 5 mindre gedder op til 3 kg. 

Jeg havde til gengæld en fin tur sidste torsdag på en større sjællandsk sø.  Det blev en meget flot dag med vindstille og lunt vejr, der endte med 10 gedder, med største på 7,15 kg og 100 cm.

Alle fanget på Savage Gear gummiagn. Dagens fiskemakker, Cato Jürgensen, fik også pænt med fisk, idet han fik 9 med største på 6,6 kg. Jens Blom og Peter Møller var også ude samme dag. Oveni i de 27 gedder de fik op til knap 7 kg, blev det til 2 aborrer omkring kiloet. Største på 1010 gram tilfaldt Peter. 

 

Sidste lørdag var jeg også ude med snøren, idet jeg havde inviteret de øvrige Esrum Open bagmænd, Teunis Jansen samt Thorkil Foldager fra Fred & Humle, med ud på Esrum Sø i foreningens båd. Vi satsede på pirkefiskeri efter aborrer og aborrer fik vi rigtigt mange af samt et par mindre gedder. Teunis var lidt mere fremme i skoene end Thorkil og undertegnede og snuppede den største aborre på 640 gram. Vi havde en god dag, og prikken over det berømte i kom, da vi alle bevidnede Jens L. Pedersens fangst af gedder på 7,5 og 9,2 kg, taget i et dobbelthug.

Det er vist sjældent at den slags sker på Esrum Sø. Vi fik ihvertfald alle lidt (mere) fiskefeber. Ion Nielsen har også været ude på Esrum Sø. Han kan det der, idet han snuppede 12 gedder med største på ca. 4,5 kg. Ion er også aktiv i foreningen og senest har han skaffet os ekstra stangholdere til Esrum-båden. Noget der er virkelig rart, da stængerne herved kan stuves fint af vejen. 

Nok om gedder og aborrer. Jens Blom har også været ude, men det var i Poppelsøen i Ballerup, hvor han fik sig et par af de noget mystiske stør på henholdsvis 3,4 kg (billede) og 6,7 kg. De blev fanget på bundfiskede sildestrimler. 

Der bliver taget godt med fisk i øjeblikket, hvilket sikkert også har noget med det milde efterårsvejr at gøre. Fik lige nedenstående fra Ask, der skriver:

Hej Klaus,

Jeg skulle have været på sundet med Zimba idag, men vejret ville ikke som jeg, så det blev til en sidste øjebliks kuttertur i stedet. Turen gav 12 spætter, 8 skrubber og 20-30 isinger over målet på en halv dag, så det var vel ok. Bedste fisk, spætte på 825 gr:) 

Knæk og bræk 

Ask Futtrup

Tillykke til alle fangerne og mange tak for meldingerne. Jeg har stor fornøjelse af disse, hvilket jeg både tror og ved, at også mange andre har. I skrivende stund har vi alene i 2014 haft 27.758 sidevisninger. Mange klikker naturligvis på flere sider pr. gang, men overraskende nok har mere end 4.000 forskellige interesserede  været forbi siden nytår. 

Mvh

Klaus