Referat af møde med Hørsholm Vand

Møde med Hørsholm Vand

Onsdag den 8. oktober 2014

 

Jeg var i dag til møde med direktør Tina Otterstrøm Jensen fra Hørsholm Vand vedrørende vores spørgsmål.

 

På mødet gennemgik Hørsholm Vand i detaljer hændelsesforløbet fra fredag aften den 3. oktober til søndag aften den 5. oktober. Og vi fik her svar på alle de spørgsmål, som vi har stillet.

Hørsholm Vand lægger ikke skjul på, at der fredag aften efter strømafbrydelsen skete nogle fejl hos Hørsholm Vand. Fejl som ikke må ske igen. Men også hos Hørsholm Vand er man meget berørte af situationen, og de har allerede nu igangsat en række initiativer, som skal forhindre lignende hændelser i fremtiden.

 

Vi diskuterede også problemet om den manglende nødgenerator. I den forbindelse foreslog jeg, at der kunne installeres et UPS-anlæg foran computer- og kommunikationsudstyr. Det er Hørsholm Vand allerede i fuld gang med.

 

En installation af en generator, der ville kunne pumpe spildevand op i deres oplagringstanke, hvor der i alt kan være op til 8000 M3 på hele anlægget, er sat i gang. En egentlig nødstrømsgenerator, der ville kunne klare driften af hele anlægget, er ikke et lovkrav, så det tror jeg ikke kommer på tale umiddelbart.

 

Hørsholm Vand vil gerne have en tættere relation og dialog med os. Det første skridt vi har taget er, at mit telefonnummer kommer med i deres beredskabsplan. På mødet aftalte vi, at den nuværende beredskabsplan samt den reviderede plan, inklusiv mit telefonnummer bliver sendt til undertegnede.

 

Jeg vil ligeledes få tilsendt:
1. den tilladelse, hvoraf det fremgår, hvor meget spildevandet skal renses (har jeg nu fået)
2. Hørsholm Vands analyse af, hvor meget de renser vandet (har jeg nu fået)
3. hvor meget vand, der bliver pumpet ud i åen (har jeg nu fået).

 

Jeg spurgte også til, hvorfor der tit lugter af kloak langs åen og foreslog i den forbindelse, at man måske kunne pumpe vandet op i Dronningedammen eller andre søer langt oppe i Hørsholm.

 

I går havde Hørsholm Vand møde med Naturstyrelsen, hvor det blev aftalt, at Naturstyrelsen udfærdiger en rapport over hændelsesforløbet samt sørger for, at Fiskeøkologisk Laboratorium udfærdiger en rapport om skader forvoldt i åen samt nærområdet ved udløbet.

 

Jeg vil kontakte Fiskeøkologisk Laboratorium, så vores vurdering af skaderne kommer med. Der vil blive tale om udsætning af ekstra fisk og samtidig vil Hørsholm Vand sørge for, at Fredensborg Kommunes å-mand får dokumenteret eventuelle skader langs åen samt rengjort åen.

 

Jeg gjorde det klart for Hørsholm Vand, at der – afhængig af udfaldet af rapporten fra Naturstyrelsen – evt. vil blive indgivet en politianmeldelse.