Kategorier
Fangstrapporter

Peter Lottrup på fiskerejse til Island

Hej alle

Jeg fik nedenstående beretning forleden fra Peter Lottrup:

Hej Klaus,

I juni var jeg på fisketur til Island sammen med Frede (Frederik Hansen) og to af hans gode venner. Tommy & Cramer kendte jeg ikke på forhånd, men det var nogle fine fyre – så jeg var i godt selskab.

Vi koblede os på David Thormar, hans far og to fiskevenner. David kender til Island og han havde arrangeret turen. Vi startede med en aften i Reykjavik som endte i bytur og rigeligt med våde varer…. Så var vi ligesom i gang:-)

Første del af turen bød på ørredfiskeri i Big Laxa & Myrakvisl. De første dage var hårde og vi havde svært ved at finde de store fisk (de små er der altid).

På 3. dagen var jeg dog heldig at fiske på et beat, hvor jeg fandt fiskene. En aftens fiskeri gav 8 ørreder mellem 41 cm og 48 cm og det var en super sjov oplevelse. Teamets største fisk fra de første dage var en ørred i starten af 50’erne.

Herefter gik turen til Laxa a Asum, som er en kendt lakseelv/å. Vi var meget tidligt på sæsonen og vidste godt, at vi chancede den med hensyn til lakseopgangen. Team Thormar havde året forinden taget en håndfuld laks i samme uge, men i år var der stort set ikke trukket laks op. David tog en enkelt laks (en virkelig flot fisk!), men herudover var de bedste fisk som blev taget bækørred. Jeg selv tog en flot bækørred på 52 cm som bedste fisk.

I tilknytning til ovenstående fiskede vi også i udmundingen (helt ude ved havet) efter laks, havørred og char. Det gav fine fiskeoplevelser, idet der bl.a. blev taget havørred og char op til 67 cm. Min bedste fisk var en char på 62 cm og de giver altså en fin fight !

Alt i alt en fed tur med mange fine oplevelser.

Knæk & bræk

Peter

Tak til Peter for rapporten. Man får jo helt lyst til at prøve kræfter med fedtfinner på Island.

MH

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Laks fra Mørrum og artsfiskeri på Øresund

Hej alle

I den forløbne weekend var jeg på den årlige hygge-/fisketur til Mørrum. Vi var 9 mand afsted og boede sædvanen tro på Hotel Walhalla. Morgen- og aftenfiskeriet er normalt det bedste, og det var da også lørdag morgen, at en irriteret laks angreb min spinner tæt op ad en stor sten i en strømrende. Efter en fight, der var noget mere rolig end jeg tidligere har oplevet, kunne Peter Lottrup sikkert lande den.

Efter en måling til 82 cm og et par hurtige trofæbilleder kunne hunlaksen frisk og frejdig svømme videre. Den har vel vejet i niveauet 6 kg.

Min teori er, at den relativt rolige fight skyldes, at den var kroget i både over- og undermund, så den ikke kunne bruge gællerne optimalt.

Et par timer senere noget længere nedstrøms fik jeg igen et godt hug af en fisk i nogenlunde samme størrelse og efter en langt mere normal fight med flere udløb og spring slog den sig af krogen. Pokkers – men på grund af morgenens laks på land gik det jo nok. Vi skulle fiske mange flere timer, så mon ikke, at vi ville opleve mere action.

Det gjorde vi bare ikke og selvom vi var 8 mand, der fiskede igennem i to dage, blev det kun til førnævnte laks, en mindre laks på knap 3 kg til Jacob Rønnow samt en stribe mindre gedder og aborrer. Trods dette tager vi naturligvis til Mørrum igen til næste år – for 12. gang med denne flok. Udover hyggen med de andre fiskevenner er det altid en fantastisk naturoplevelse og chancen for det store hug er hele tiden til stede.

Ask har også sendt en fangstberetning:

Hej Klaus,

Var et ganske kort smut ude i Zimba i onsdags. DMI havde lovet 5 m/s men den kom fra øst, og havde gjort det i nogle dage, så det var lidt øv vejr. Vi kæmpede os op på disken, men fik det ikke til at spille i bølgerne… 6 fisk, med skrubbe på 600 gram og rødspætte på 400 gram som bedste fisk på de 45 minutter vi fiskede

Jens Blom har også været afsted, hvilket gav nedenstående rapport:

Hej Klaus,

Jeg var på Øresund i går, lørdag og fangede en del arter :). Af disse vil jeg gerne tilmelde nedenstående til Årets fisker-konkurrencen:

Sild: 0,240 kg

Ising: 0,280 kg

Makrel: 1,140 kg

Plus en ny foreningsrekord, nemlig en knurhane på 0,360 kg og 36 cm.

Mvh

Jens

Tak til begge for rapporter og billeder. Sjovt iøvrigt med knurhanen, der vist ikke er hverdagskost!

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Nyheder

Naturens Dag ved Nive Å

Hej alle

I forbindelse med Naturens Dag havde vi i søndags – i samarbejde med Fredensborg Kommune – en stand ved møllen, hvor vi (Carsten Ryby & Bjarne Dueholm) fortalte interesserede om foreningen og de planlagte gydebanker i Usserød å.

Der var ikke det store fremmøde til det gode initiativ, men nogle få potentielle nye medlemmer var ifølge Carsten trods alt forbi.

Jeg selv var også et smut dernede, idet jeg gerne ville se de minkfælder, som vi har kørende i øjeblikket. De er meget effektive og Christian Lohmann fra foreningen, der er med til at sætte fælderne fortæller, at der indenfor en uge er snuppet 5 stk.

De fungerer via en anordning, der hiver en magnet væk fra den hvide kasse, når minken går i fælden. 20 sekunder senere modtager Christian en sms om at der er bid og at fælden skal røgtes.

Lad os håbe, at mange flere bliver fanget, da de tager masser af fugleæg og ørreder i området.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Ånyheder

Minkfælderne begynder at virke

Hej alle

Jeg talte her til aften med Christian Lohmann, som på seneste generalforsamling tilbød at hjælpe med at sætte minkfælder op ved åen.

Han er nu i fuld gang og har indenfor den seneste uge allerede snuppet 5 stk, heraf 3 store hanner og 2 hunner. Lad os håbe, at han får gjort kål på mange, da de tager mange fisk og æg fra rugende fugle.

En sidegevinst ved aktiviteterne langs åen er, at han ser en del standpladser for havørreder, så mon ikke han får snuppet nogle gode fisk, når sæsonen for alvor kommer igang. Vandstanden er p.t. ikke så høj, men med lidt mere regn, så skal der nok ske ting og sager..

K&B

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Flot svensk aborre til Philippe

Hej alle

Så tikkede der lige en sms med et billede af en super flot aborre ind fra Philippe, der har været en tur i Blekinge.

Under billedet skrev han følgende:

Eneste fisk på 4 dages intens jagt. Selv skallerne var ekstremt svære at hive op, kun 3-4 stk i timen!! Jeg gik ned og ned i linedimension og krogstørrelse. Det hjalp!!

Stort tillykke med den flotte aborre på 45 cm og 1,3 kg til Philippe. En dedikeret indsats betaler sig.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Drømmetur til Havøysund, Nordnorge

Hej alle

Der kommer glædeligvis en del rapporter i øjeblikket. Blandt disse var nedenstående fra Erik Winther:

Hej Klaus,

Jeg er netop hjemkommet fra en fisketur i Havøysund, Nordnorge.

Gennem Jagt & Fiskerimagasinet bestilte jeg sammen med Mogens en tur fra den 30. juli til den 6. august. Vi var i alt 5 mand, som skulle følges ad. Turen foregik med fly fra KBH – Oslo og derfra videre med fly til Alta, ca. 3 timer og 10 minutters flyvetid. Derefter ca. 3 timers biltur i en transporter fra Alta til Havøysund, som er en ø ud for Norges nordkyst.

Vi blev indkvarteret på 1. sal i et dejligt lyseblåt hus 1 min. fra vores båd. Huset var fint indrettet med stor stue og pejs, køkken, bad/toilet og tre værelser. Der var også et guidehus med fileteringsrum og fryserum.

Turen var fantastisk med godt vejr alle dagene, så der blev fisket igennem (80 timer i alt) – det er jo lyst hele natten. Så aftensmad blev der først tid til mellem kl. 21.00 til 24.00, inden det var sengetid. Der blev lavet flæskesteg, mørbradbøffer og culotter, så vi gik ikke sultne i seng. Havøysund er et fantastisk sted med utrolig smuk natur og rigt dyreliv. Vi så bl.a. vågehvaler, ørne, søpapegøjer, øresvin og meget mere.

Godt råd: Lyt til guiderne – de er eksperter. Vi fiskede mest efter helleflyndere, hvor vi brugte levende sej som agn til pirkestang. Til kastestangen blev der brugt store jigs på 125-400 gram.

Vi fangede i alt 30 helleflyndere på vores båd, hvoraf 9 var over 1 meter. Det er helt vildt at fighte en helleflynder. Husk at indstille bremsen rigtigt fra start. Størst var Jan´s på 147 cm. Ellers fiskede vi en dag efter sej og torsk, en anden dag rødfisk på 250-300 meters dybde. Der blev også fanget en havkat, en lange, mange torsk og sej op til 6kg. Og så var der også rigtig grimme brosmer.

Vi havde Christian fra Jagt & Fiskerimagasinet i vores båd. Han var fantastisk til at sejle og finde de bedste steder i samarbejde med  Brian fra Norway Guide Fishing. Bedre guides fås ikke.

Personligt fik jeg seks helleflyndere, den største på 125 cm og 27 kg, seks rødfisk, den største på 4,35 kg, mange sej, den største på 5,5 kg, en havkat (2 kg), og en brosme (7kg)

Jagt & Fiskerimagasinet har allerede reserveret to både til næste sæson – det kan anbefales.

Mvh

Erik Winther

Tusind tak til Erik for beretningen fra Norges-turen. Flotte fangster i flot natur. Måske man en dag skulle prøve det!

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard

Kategorier
Fangstrapporter

Ask på Andørja i Nordnorge (part three: PR-sej)

Hej alle

Så har Ask vort nye medlem sendt den tredie og sidste update fra hans fisketur nordpå:

Hej Klaus,

Fy for fanden jeg er basket!

I morges tog kajakmesteren hjem efter behørig fejring med en vis Kaptajn Morgan og en gylden dame, og i dag blev vejret godt, og så var fisken på hugget! Loddet drillede, men næsen virkede, så jeg stoppede i et strømskel, hvor der sad to måger… Kortplotteren sagde +400 meter men på 50 stoppede vores pirke, og det sagde slam! Ny PR på 13,06 kg.

Min bådmakker Patrik fik en ond fisk på 14,26 kg, og vi havde det fantastisk efter nogle dage med øv-vejr:)

Knæk og bræk:)

Ask Futtrup

Mere tak til Ask for den sidste update og stort tillykke med ny PR. Spændende fiskeri!

Vh

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Ask på Andørja i Nordnorge (part two: Verdensrekord)

Hej Klaus

Jeg er jo på Andørja i Nordnorge – dels for at fiske – dels for at følge et forsøg på at fange verdens tungeste kajakfangede fisk.

Målet var Grønlandshaj, og svenske Joel Abrahamsson ankrede op på 509 meters dybde, lige ud for campen søndag morgen. Første dag bød på tre solide hug, men desværre blev ingen hængende. Derfor fortsatte forsøget idag, hvor fiskeriet startede kl. 04.

Allerede kl. 06.01 huggede Joels drømmefisk og en fight, der med Joels ord beskrives som “en smertesrejse”, kunne begynde. Efter at være trukket flere hundrede meter rundt i en god time kom hajen til overfladen, og jublen ville ingen ende tage.

Vel sikret i båden, kunne den måles til 401 cm i længden, 201 cm om livet og 566 kg ifølge tabellen. Dermed er det en kraftig forbedring af den tidligere kajak-verdensrekord på 227 kg.

Efter fighten udtalte Joel:  “Det var den hårdeste fight i mit liv, og jeg kommer aldrig til at fiske efter dem igen. Mit maveskind ser ud som en hamburgeryg og mine arme føles som om de kan nå rundt om jorden. Ikke desto mindre er det en drøm, der er gået i opfyldelse, i et helt unikt vand, på et helt unikt sted”.

Som et kuriosum kan det nævnes, at jeg fangede agnfiskene, der sikrede verdensrekorden…  En sej på 2 kilo og en makrel på godt et kilo.

Fed dag!

Mange tak til Ask for den vilde beretning, som i skrivende stund – og via FiskeAvisen, som Ask skriver for – er på vej til den samlede verdenspresse:-).

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard