Kategorier
Fangstrapporter

Ask på Andørja i Nordnorge (part one)

Hej alle

Så har Ask vort nye medlem lige sendt en mellemtid fra hans fisketur nordpå:

Hej Klaus,

Jeg er på Andørja i Nordnorge for at fiske og følge lidt med i et verdensrekordforsøg på at fange grønlandshaj………fra KAJAK!!!

Fiskeriet har været helt sygt. På første aften skulle vi fange agn til hajfiskeriet, meeeeeen en øresundsdreng skal jo lige til bunden, og op kom en torsk på 14,8 kilo;-)

Andendagen hvilede vi ud ovenpå køreturen, men fiskede dog i 4 timer. Her fik vi ikke mindre end 50 sej over 7 kilo og 7 over ti… Min største vejede fine 11,5 og var dermed ny PR.

Idag har vi hyggefisket lidt om formiddagen og fanget godt med torsk og brosmer. På vej ind var der lidt mågesjov og det skulle jo testes. Vi fik vel 40 makreller over kiloet på en halv time.

Nu skal vi spise Boeuf Bourguignon, og så tager vi en aftentur efter storsejen igen:)

Vh

Ask Futtrup

Stort tillykke med de fine fangster og stor tak til Ask for beretningen, som jeg antager bliver en føljeton. Der er godt nok smukt deroppe, at dømme efter medsendte billede.

Spændende hvad næste update bringer – To be continued!!

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard

Kategorier
Fangstrapporter

Karup Å-havørred til formanden

Hej alle

Formand Carsten Ryby har været en tur til det jyske, hvilket afstedkom følgende beretning:

Hej Klaus

En kammerat og jeg var i Jylland fra onsdag aften til søndag morgen for at fiske i Karup Å samt Storåen.

Jeg startede fiskeriet nedstrøms Hagebro på medlemssiden. Jeg fiskede med flydeline og et let synkende forfang, hvorpå der var bundet en Uldsok.

Det var nu ikke mange fisk, der viste sig, da der var meget vand og grøde i åen.

Havørreden huggede i det øjeblik, hvor fluen var drevet over noget grøde. Den var målte 59 cm og vejede 2,5 kg.

Den var flot og nystegen og med enkelte friske sår efter havlus på haleroden.

Så tog vi til Storåen, hvor jeg fiskede til en laks, der viste sig et par gange.

Fredag aften i Karup å tabte min kammerat Bent en pæn fisk, der stod under noget brøndkarse. Netop den fisk blev tosset på min flue flere gange lørdag morgen, hvor jeg kunne se, hvordan brøndkarsen flyttede sig, hver gang den bevægede sig. Så der skulle jeg bare hen om aftenen.

Ved 22-tiden startede jeg ovenfor stryget for at fiske ned til ørreden. Da jeg manglede 10 meter kom lodsejeren kørende i sin traktor. Han stoppede lige foran ”min” fisk, og tog nogle pæle og et garn, hvorefter han gik ud i åen med en bemærkning, som jeg sent vil glemme: “Du skal passe på ikke at sætte fluen i min røv”. Så satte han en åleruse lige foran brøndkarsen med “min” fisk (Var der lige en der blev sur?), og gik hjem.

Vh

Carsten

Tak til Carsten for historien og tillykke med fangsten. Det er en virkelig flot havørred. Ærgerligt at der lige kom “noget” på tværs i forhold til den anden fisk.

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard

Kategorier
Fangstrapporter

Grov aborre fra Esrum Sø

Hej alle

Lørdag skulle for undertegnede have stået i geddens tegn, men endte i stedet i aborrens.

Cato Jürgensen og jeg skulle egentlig have været på en jerkbaittur for at se, om der skulle være kommet gang i gedderne, men vindudsigten sagde nej.

Vi var dog nødt til at tage afsted, da fiskeabstinenserne efter en laang og varm sommer nu var akutte. Vores plan B var at dørge nogle gedder på Esrum Sø, idet vi her forventede, at finde en smule læ langs vestsiden. Jeg havde dog lige suppleret dagens geddegrej med et par aborrestænger og en stak pirke, da der for nyligt var blevet tilmeldt en flot 1,5 kilos aborre til Esrum Open. Det kunne jo også være, at vi fandt spændende ting på loddet..

Kl. 10 var vi klar i Sørup Havn og efter en seriøs regnbyge kom vi afsted. Vinden var endnu ikke kommet op i omdrejninger, så jeg foreslog Cato, der aldrig tidligere havde pirket aborrer, at vi lige tog en runde langs østsiden på mine favoritspots. Første stop ved Kongebroen gav kun småaborrer, men længere nordpå fik vi på en skrænt nogle rigtig spændende lodninger. Sådan noget  har tidligere givet mig et sjovt fiskeri og det slog heller ikke fejl denne gang, idet vi begyndte at hive 2-400 grams aborrer op til den store guldmedalje. Det var dog ikke den størrelse sortstribede vi jagtede, så vi sejlede lidt rundt i området.

Pludselig så det rigtig spændende ud, idet bulerne på bunden nærmest blev levende med streger/bananer op i vandet, som om der var gang i en større jagt i dybet. Ned med pirkene og både Cato og jeg havde flex, netop som vi havde ramt bunden. Min blev hængende, mens Catos desværre røg af krogen.

“Spot-lock” på den frontmonterede elmotor blev aktiveret, mens fisken tog udløb mod bunden. Jeg er før blevet narret af gedder, men denne fisk kæmpede præcis, som kun de store aborrer kan gøre det, med heftige korte udløb og vild rysten på hovedet. Cato fik den heldigvis sikkert i nettet og glæden var stor i båden. Dette var en aborre meget tæt på min PR, men vejning osv. måtte vente til lidt senere, da jeg ved, at de store eksemplarer ofte går sammen i små flokke.

Ingen tid at spilde – Ned med pirken igen og heldigvis flex igen. Atter en god fisk, at dømme efter udløbene. Denne gang en lidt mindre, men så absolut en godkendt fisk. Det var nu åbenbart slut på den heftige hugperiode for de gode aborrer, og det var tid at finde målebånd, vægt og kamera frem.

Den store aborre var et pragteksemplar, flotte farver, høj ryg og struttende fed. Den blev målt til 49 cm og 1,825 kg (ultra tæt på PR), mens den næststørste var 45 cm og 1,250 kg.

Trods ihærdig søgen resten af dagen i den heftige vind blev det kun til en enkelt aborre på 850 g til Cato og en hel del i mindre størrelser. Herudover blev det til 3 gedder op til ca. 3,5 kg. Samtlige fisk fanget på slanke gule pirke.

Alt ialt en super start på aborresæsonen og første tilmelding fra vores forening til Esrum Open.

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard

Kategorier
Fangstrapporter

Flotte saltvandsfangster til nyt medlem

Hej alle

Der kommer rapporter i en lind strøm i øjeblikket, bl.a. fra Ask Futtrup, som er nyt medlem. Han skriver:

Hej Klaus,

Jeg har da også været et par gange på havet:) Bl.a. var jeg med på den samme Nordsø-tur som Ion, hvilket gav følgende topfisk som resultat:

Sej 9,9 kg, 9,9 kg & 9,5 kg – 95 cm

Lange 8,0 kg, 125 cm 10,4 kg, 140 cm, 10,6 kg, 142 cm

Makrel 975 gram, 52 cm

Brosme, 4,0 kg 75 cm

Lubbe, 3,8 kg, 78 cm

Kuller, 1,08 kg – 53 cm

Hvilling, 290 g, 34 cm

Knurhane, 300 g, 32 cm

Torsk, ca 6-7 kg

Jeg har også haft min debut i foreningens båd Zimba, med to super sommertorsk på toppen. Jeg fik selv en på 9,375 kg, mens min makker hapsede en flot sommermåler på 10,1 kg. Det må da være en godkendt debut!

Knæk og Bræk

Ask Futtrup

Velkommen i foreningen og et stort tillykke til Ask med fangsterne, hvoraf de fleste giver gode point i årets fisker konkurrencen og flere allerede er røget på listen over foreningsrekorder, der nu er blevet opdateret.

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard

Kategorier
Ånyheder

Havørredopgangen er igang

Hej alle

Så er det ganske vist, nemlig at havørrederne er på vej op igennem åen.

Peter Lottrup og undertegnede var forleden forbi nogle af de frække stræk nedstrøms børnehaven, hvor vi skræmte flere havørreder. Ingen af disse var interesserede i vore woblere, men måske skulle vi have ventet indtil det blev mørkt.

Dette mørkefiskeri kan du læse mere om i nyeste nummer af Fisk & Fri, hvor NÅL-medlem Peter Kirkby øser ud af sine erfaringer med fiskeri med bulewoblere m.v. Det er ikke utænkeligt, at Peter har samlet stof til artiklen ved “vores” å:-)

Knæk & bræk

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Nordsøfiskeri gav storfisk til Ion

Hej alle

Ion giver den gas i øjeblikket og har denne gang været på Nordsøen. Det kom der følgende beretning ud af:

Hej allesammen!

Et lille pip fra de vilde vover fra Havslagteren 😉

En 3 dages tur med Bodil fra Thyborøn skulle udmønte sig i storsej og grande langer.Det gjorde den så også!

Vi havde fantastisk vejr den første dag og jeg stod det meste af dagen i t-shirt og shorts. Det er ret lækkert at kunne det 90 mil ude midt i ingenting!

Denne første dag gik i så meget fisk, at man skulle tro, at det var løgn. Vablerne sprang frem på mandens kontorfingre og armene blev sløje lidt for hurtigt!

Vi fiskede på gennemsnitsligt 150 meter vand, så der skal køres nogle omdrejninger på hjulene 😉

Første dag fangede jeg MANGE mørksej. En hel del på mellem 8 og 9,5 kg samt min første danske målersej på 10,1 kg og 98 cm i længden.

Den fangede jeg sammen med en torsk på 8,5 kg, altså en double’ på 18,6 kg. på 164 meter vand…. Av av! 😉

Dagen efter var vinden frisket noget op, men fiskeriet kunne stadig styres. Efter halvanden times fiskeri fik jeg hugget som vi alle drømmer om. Det skete på 129 meter vand på et vrag fisket med blinkerforfang og frisk makrel. Op kom min store drøm til overfladen først efter 25 minutters intens fight! En lange på 153 cm og 23 kg!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Tangerende bådrekord på Bodil, og min personlige.

Selvom jeg tog det helt roligt og tingene i mit eget tempo kom jeg hjem med ca. 80 kg filet fordelt på 3 arter.

Så alt i alt en kanon tur!

Knæk og bræk derude!

/Ion

Herligt igen at høre fra Ion, og stort tillykke med fangsterne til storfangeren. Sejen og langen er vist begge foreningsrekorder og jeg vil få opdateret listen, der efterhånden er blevet lidt outdated.

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard