Kategorier
Fangstrapporter

Majgedder

Hej alle

Det er nok ikke undgået de flestes opmærksomhed, at gedden har en stor stjerne hos undertegnede. Maj måned har jeg derfor dedikeret til geddefiskeri i alle dets afskygninger. Torsdag skulle en fridag anvendes i selskab med Peter Møller og Jens Blom på en større sjællandsk sø. Peter i sin egen båd, mens Jens og undertegnede fiskede sammen. Agnfisk i den gode størrelse havde vi – trods ture til både Susåen og lergravene – desværre alt for få af, men sådan det ofte i maj.

Stængerne var i vandet ca. kl. 7.30 og det startede godt med jævnlige tilbud på vores skaller. Jens lagde ud med en fin 5-kilos inden jeg selv snuppede en 4-kilos.

Da klokken blev ni var det desværre som om, at søen gik kold. Huggene udeblev og sådan blev det ved i flere timer – afbrudt af nogle mindre gedder, der lige skulle smage vore små skaller. I forbindelse med et vejrskifte (kraftigt tiltagende vind) opgav vi fiskeriet og sejlede ind. Peter Møller havde heller ikke fået meget, men havde dog taget dagens største på 6,4 kg og 100 cm.

Store Bededag bruger man da på geddefiskeri. Denne gang var jeg sammen med Cato Jürgensen, der gav mig en grundig lektion i jerkbait-fiskeri. Lektionen inkluderede 7 gedder til ham, heraf 3 på henholdsvis 7,8 , 7,4 og 7,2 kg.

Jeg selv snuppede 3 gedder, med største på 4,5 kg.

Søndag den 18. maj måtte jeg afsted igen. Peter Møller blev hentet kl. 5 og en time efter sad vi i båden. Et kæmpe regnvejr var på vej ind over landet, men vi havde da til middagstid. Det blev en vild tur, bl.a. fordi vore 10 mindre agnskaller blev vekslet til 10 gedder i løbet af den første time. Herefter fiskede vi primært med kunstagn. Peter med wobler, mens jeg jerkbaitede. Efter fredagsturen med Cato havde jeg foretaget et par justeringer i mit grej, herunder fået påspolet en ny sort line (på bekostning af en fluogrøn) og anskaffet mig et nyt mere stift hard mono forfangsmateriale (på bekostning af flourcarbon). Hertil havde jeg lært mig Catos særlige jerkbait-teknik. Disse justeringer er jeg sikker på hjalp mig til fangst af en stribe fine gedder, med de største på 9,85 (114 cm), 6,6 (107 cm) og 5,6 kg (98 cm).

Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg dropper agnfiskene og de store geddewoblere til fordel for jerkbaits. Fiskeriet er adrenalinfremkaldende og stærkt vanedannende! Samlet fangst på denne formiddag blev 25 gedder, heraf 12 til Peter. Hans største var en gedde på 7,2 kg, der tog en Westin Platypus wobler.

Knæk & bræk

Klaus