Kategorier
Fangstrapporter

To storgedder (begge PR) på samme vilde tur

Hej alle

En efterårsferie kan man bruge til mange fornuftige ting. Peter Møller, Jens Blom og jeg valgte at bruge en dag på at jagte gedder på en mellemstor sjællandsk sø nu, hvor rovfiskesæsonen for alvor er ved at komme igang.

Forberedelserne til turen inkluderede fangst og opbevaring af agnskaller over flere dage, opladning af batterier, klargøring af grej incl. binding af tackler m.v. og sidst men ikke mindst pakning af bil til bristepunktet. At være søfisker all inclusive kræver sin mand:-)

Vi var klar med de to både tilrigget ca. kl. 8 og lidt over 8 satte jeg den første og største skalle på et krogsæt og skulle lige se, hvordan den gik i vandet. Et glimt af en stor gedde i nærheden af skallen og en stor hvirvel medførte, at jeg var på mærkerne fra første sekund. Gedden fik desværre “kolde fødder/finner”, men fiskefeberen fik lige en tak opad for både Peter og undertegnede, der delte båd.

Peter fik indenfor de første par timer landet en stribe fine gedder mellem 3 og 6,1 kg inden jeg rigtigt kom igang.

Jeg havde lige så mange kontakter som ham, men jeg bommede flere. Peter fisker helst med mindre agnfisk, mens jeg ikke kan få dem store nok (vi komplementerer vist hinanden meget godt:-). Ulempen ved de store er da også, at det er lidt sværere, at sætte krogene i geddens hårde kæft, især når man fisker dem på sideplanere, der kører langt fra båden i et langsomt tempo. Dette var muligvis baggrunden for forskellen, men jeg holdt fast i strategien, selv efter, at jeg efter en god fight kunne lande en flot PR-gedde for Peter på 10 kilo rent og 108 cm.

Indtil Peter fik sin storgedde havde jeg fanget en håndfuld gedder mellem 3 og 5,5 kg, men nu havde han både de fleste og de to største.

Så fandt vi et område, hvor der var mange fisk at spotte på ekkoloddet incl. bananer, der kunne indikere større fisk. Disse begyndte jeg nu at fiske målrettet efter. Dette indebar udover mit normale fiskeri, også fiskeri med en stang uden flåd/sideplaner, men bare en skalle på et krogsæt og et bly til at kunne styre dybden. Jeg kunne – på grund af den lave fart og svage vind, der ellers normalt kan genere – nå at få et par afgørende sekunder, hvis et stort ekko tonede ind på skærmen, hvorefter jeg lynhurtigt kunne trække skallen op over. Det er et sjovt fiskeri, der kun kan anbefales. Endnu mere sjovt blev det, da jeg pludselig kunne se noget, der lignede en ubåd tone frem på ekkoloddet i midtvandet over 9 meters dybde. Jeg nåede lige at sige til Peter, at nu skulle han se loddet og følge mig, da det gav et sug i stangen og jeg kunne mærke de karakteristiske tunge ryk, når en stor gedde ryster på hovedet. Mod forventning havde jeg den hurtigt oppe i nærheden af båden, hvor jeg nåede at se den inden den stak i et vildt run mod bunden. Vi kunne følge turen ned på loddet, så det gav lige en ekstra dimension. Jeg havde nået at se, at den var godt kroget i saksen, så det eneste jeg nu skulle, var at nyde fighten, undgå at forfanget blev slidt over (0,75 mm flourcarbon) og holde den fri af de øvrige liner. Her hjælper den frontmonterede elmotor virkelig, idet den kan holde kursen og sejle støt fremad, mens man fighter. Efter nogle gode udløb var den klar til nettet. Et par lidt nervepirrende sidste minutter mere og så fik Peter gedden i det store XL-gedde-/karpenet med gumminetpose. YES! Det var tydeligt, at nu var min (alt for) gamle PR på 10,5 kg slået. En hurtig afkrogning på måtten,

en måling til 118 cm efterfulgt af en tur i vejeslyngen (11,75 kg excl. vejeslynge), og så et par hurtige billeder inden genudsætning i fin form. Dagen var mere end reddet!

Det blev ikke dagens sidste gedde og vi endte med 8 til hver, med en snitvægt på den gode side af 4 kg takket være de 4 største på 11,75, 10,0, 7,55 (billede nedenfor – målte 99 cm) og 6,1 kg.

Jens Blom i den anden båd havde også en super dag, idet han nåede op på 7 gedder med største på 6,9 og 6,35 kg. Samtlige dagens gedder blev fanget på agnfisk og alle blev genudsat.

Knæk & bræk

Klaus