Kategorier
Fangstrapporter

Store flyderingsgedder og en fin bækørred fra Karup Å

Hej alle

Zlatan har i lørdags igen været ude med snøren og igen været så venlig at sende en fangstrapport:

Hey Klaus,

Så blev det endelig tid til at fange gedder. Vejret var til det og temperaturen i vandet lige sådan. Jeg pakkede flyderingen sammen med en kammerat, og så drog vi ellers derudaf. Meningen var ellers, at vi skulle fiske i “Lake Mielko” som der var talt så meget om – Fiskeri er kun tilladt 1 gang årligt til 20 fiskere, store gedder osv. osv. Heldigvis havde jeg lidt svært ved at stå op i morges, så vi kom sent af sted, og det gjorde, at hverken Niklas eller jeg gad at bruge tid på at køre 45 km. I stedet tog vi til en sø jeg havde i ærmet, som engang fiskede meget godt.

Niklas starter dagen ualmindelig godt, nemlig ved at tage sit første kast med en Soft 4 Play wobler (Fungus Roach 19 cm – klart en favorit her). Dette resulterer i, at hans stang bukker helt sammen og flyderingen pludselig begynder at dreje rundt, mens hjulet kommer i omdrejninger. 20-25 minutter senere må jeg hoppe i vandet i waders efter ham. Gedden har trukket ham ud af flyderingen (!), og jeg må lande både gedde og ham. Det ender med en masse kludder mellem gedden og nogle siv langs kanten, så efter lidt arbejde lander Niklas en rigtig flot efterårsfisk på 9,6 kg!

Hmm – både glad og skuffet står jeg og tænker “det var den fisketur”. Når dagen starter så godt, så ender den sjældent bedre, for hvordan i helvede slår man lige en 9,6 kilos fisk i en mindre sø? Nå, men jeg får rigget til. En stang med flåd og hele sild, og en anden stang med spin. Få minutters fisketid med en mellemstørrelse Real Eel fra Savage Gear, og jeg får et hug. En fisk på omkring 2 kg, men den når at komme helt fri af vandet og ryste agnen ud. Efter 2 timers fiskeri, vælger jeg, at vi “svømmer” over til et hul, som jeg ved har givet mange fisk om vinteren. Mange fisk, men ikke større end 3,5 kg.

Vi når lige akkurat ind til hullet, hvor jeg kaster en 13 centimeters 4-play wobler i skalleimitationen ind mod nogle grene. Stangen bukker, og flyderingen stopper op. Bundbid…. tænker jeg… da bremsen pludselig går amok, og flyderingen begynder at svømme den modsatte retning. Jeg råber til Niklas, at det nok bare er en mindre fisk. Fisken når at nærme sig flyderingen og jeg ser da, at fisken har en helt anden størrelse!

Jeg har fanget en del gedder, og det plejer som regel at være en følelse af, at trække en våd klud gennem vandet. To korte udløb og et lille plask på overfladen, og så har man fisken på land…. Bare ikke lige i dag! Fisken laver flere lange udløb, hvor bremsen står strammet godt til, men lige lidt hjælper det. Jeg bliver trukket frem og tilbage i søen, og ligesom med Niklas går der små 25 minutter før fisken giver op, og jeg kan lande den. Den bliver hurtigt vejet og fotograferet, og smidt tilbage i vandet. Vægten sagde 8,2 kg.

Resten af dagen bød på 6 fisk til mig, og 2 til Niklas. De sidste 4 tog jeg på en sølvfarvet Mepps spinner str. 5. Det var fisk på 1 til 2 kg. Ikke helt dårligt på en 4 timers fisketur. Jeg kan anbefale andre at tage ud nu! Fiskene er i top kondition, og de giver virkelig en fed fight!… god tur!!!

Zlatan

Stort tillykke til Niklas og Zlatan med fangsterne. Det er en herlig årstid for fangst af gedder, men også for mange andre fisk – i takt med at vandet bliver køligere , vandet klarer op og vandplanterne forsvinder.

Et par andre heriblandt formand Carsten Ryby har også været ude at fiske. Han skriver:

Hej Klaus

Jeg var i Karup Å i weekenden. Det blev til denne lille flotte bækørred på 43 cm. Fanget i mørke kl. 6.45 lørdag morgen. Billedet er taget noget senere.

Jeg var samme sted om aftenen, hvor det væltede rundt med STORE fisk, men bide det ville de ikke. Om eftermiddagen gik jeg et godt stykke nedstrøms landevejsbroen, hvor der kun var en enkelt fisk, der var efter fluen.

Det sted jeg havde gået om lørdagen, må man kun fiske på en gang om ugen. Derfor fiskede jeg opstrøms landevejsbroen søndag morgen, hvor jeg tabte en stor fisk, der lige skulle vise, hvor stor den var et par minutter senere, da den var helt ude af vandet.

Mvh

Carsten

Tillykke til Carsten med den fine havørred. Ærgerligt at den store stod af. En havørred var også hvad Peter Lottrup fangede i weekenden, idet hans skriver:

Hej Klaus

Det er sindsygt så lidt vand, der er i åen. Jeg fik dog her til eftermiddag fundet et hul, som holdt en flot hanfisk på ca. 70 cm og mellem 3,5 og 4 kg. Den måtte overgive sig til en lille Mepps spinner, men fik efterfølgende friheden igen. Herligt med en god flot fisk. Nu må der gerne snart komme noget regn. Så skal der nok komme gang i opgangen.

Mvh

Peter

Tillykke til Peter med fangsten. Ørreden hører til blandt de største fanget i år dernede. Største jeg har hørt om på rygtebasis var en hanfisk på 80 cm taget i sommer..

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Abdullah fik årets foreløbigt største gedde i De Gamle Lergrave

Hej alle

Så er der igen kommet lidt at fortælle på fangstfronten. Den første rapport er fra André, Simon og Martin fra Nordsjællands Fiskeskole. De havde lørdag i skolernes efterårsferie af bestyrelsen fået lov til at fiske i De Gamle Lergrave med en flok børn. Det er et prisværdigt initiativ som også støttes af Fredensborg Kommune. André skriver:

Dagen startede med en kort introduktion til geddefiskeriet. Der blev mistet et par mindre gedder tidligt på dagen, men ellers skete der ikke så meget. Vi valgte derfor at gå lidt tilbage mod vejen til en anden plads, da børnene havde svært ved at holde varmen og var ved at miste tålmodigheden.

Da vi kom tilbage på pladsen kunne vi se, at en masse små skaller blev ved med at bryde overfladen, hvilket betød, der var noget, der jagtede dem. Hurtigt blev der rigget til med skaller på krogen og kastet ud mod fiskene.

Efter 5 minutter tog en gedde Abdullahs skalle i overfladen med et kæmpe plask og forsvandt med flådet. Efter en dramatisk fight kom fisken imod land og først da så vi, hvor stor fisken var. En fin efterårsgedde på 7,6 kilo!

Den flotte gedde, som i øvrigt var Abdullahs første, blev efter fotografering genudsat. Dette satte rigtig gang i børnene og humøret var højt, men desværre bød dagen ikke på flere fisk.

Vi takker mange gange for lån af fiskevand samt for en rigtig hyggelig fisketur.

Knæk og bræk

og ses ved vandet.

André, Simon og Martin, Nordsjællands Fiskeskole

Herligt at Fiskeskolen og børnene havde en god dag. Og stort tillykke til Abdullah. Det er en meget flot fangst og mig bekendt også årets indtil videre største gedde taget i De Gamle Lergrave. Dobbelt interessant er det, når man ved, at geddebestanden i den pågældende sø, hvor fangsten blev gjort, faktisk blev slået temmelig kraftigt tilbage af de to sidste hårde isvintre. Enkelte af de store gedder har tydeligvis (- og heldigvis) overlevet.

Næste fangstrapport er fra Zlatan, der skriver:

Hey Klaus

Nu lovede jeg jo en fangstrapport, men jeg har simpelthen haft for travlt, så den er desværre næsten 14 dage gammel.

Jeg blev inviteret af en ven, med på en trollingtur til Simrishamn. Det er ikke lige noget jeg har prøvet før, og ærlig talt ikke noget jeg havde lyst til, da fiskeriet absolut intet siger mig. Han viste mig billeder af kæmpe blanke laks, og så kan man jo ikke sige nej.

DMI lovede 2 m/sek vind, så det tegnede godt, men samme dag, som vi skulle afsted blæste det op. Vi tog dog chancen og kørte afsted.

Da vi ankommer lørdag morgen, ser vi, at bølgerne desværre er flere meter høje og ingen både er ude. Vi vælger at vente, og tager i stedet ud søndag morgen.

Søndag morgen ser noget bedre ud. Solen skinner og vinden er ret svag og kommer fra vest – perfekt! Vi rigger til og troller over 50 m vand. En time efter udløses den første stang. Efter en fight på cirka 20 min, vælger den første laks at  stikke af fra os – 2 m fra nettet. En rigtig pæn blank fisk på, hvad vi skød til at være 10 kg – (det skal dog vise sig at være en stor fejlvurdering, da vi endelig får en laks på 10 kg og ser forskellen  – SATANS!). Vi troller videre og det bliver da også til flere fisk, men ligesom før, så når de at ryge af lige ved nettet. 4 fisk når vi at miste, og alle rigtig store pæne fisk.

Efter 10 timers trolling vælger vi alle tre at sætte os ind i båden og sejle hjemad. (stængerne er stadig ude). Under hjemturen hører vi hele tiden en knirkende lyd, ikke som en knarre, men mere som noget metal der gnider sig op ad noget andet metal. Alle 3 meget trætte, så ingen af os vælger at undersøge lyden nærmere. Skipper rejser sig op på et tidspunkt og kigger ud gennem vinduet, og spørger hvorfor sideplaner stangen er taget ind…… Sideplaneren er bestemt ikke taget ind, så jeg springer ud for at se hvad der foregår. Til vores store overraskelse, så har fisken rettet hele stangholderen ud fra at stå lodret til at være vandret. Havde stangholderen været i en hvilken som helst anden vinkel, så var stangen røget i vandet, så det var rent held at den stadig sad fast. Fisken kom dog op, og det viser sig at være en vildlaks på 10 kg. (den havde en fedtfinne)

Første laks nogensinde!

VH

Zlatan

Tusind tak til Zlatan for den spændende rapport. Hvilken slutning på en tur, hvor man må være tæt på mavesår efter 4 mistede storlaks! Hertil et stort TILLYKKE med den første laks . Måske fører det til flere trollingture for Zlatan?

Knæk & bræk

Klaus

Husk at fangstrapporter meget gerne modtages på klaus@naal.dk

Kategorier
Fangstrapporter

To storgedder (begge PR) på samme vilde tur

Hej alle

En efterårsferie kan man bruge til mange fornuftige ting. Peter Møller, Jens Blom og jeg valgte at bruge en dag på at jagte gedder på en mellemstor sjællandsk sø nu, hvor rovfiskesæsonen for alvor er ved at komme igang.

Forberedelserne til turen inkluderede fangst og opbevaring af agnskaller over flere dage, opladning af batterier, klargøring af grej incl. binding af tackler m.v. og sidst men ikke mindst pakning af bil til bristepunktet. At være søfisker all inclusive kræver sin mand:-)

Vi var klar med de to både tilrigget ca. kl. 8 og lidt over 8 satte jeg den første og største skalle på et krogsæt og skulle lige se, hvordan den gik i vandet. Et glimt af en stor gedde i nærheden af skallen og en stor hvirvel medførte, at jeg var på mærkerne fra første sekund. Gedden fik desværre “kolde fødder/finner”, men fiskefeberen fik lige en tak opad for både Peter og undertegnede, der delte båd.

Peter fik indenfor de første par timer landet en stribe fine gedder mellem 3 og 6,1 kg inden jeg rigtigt kom igang.

Jeg havde lige så mange kontakter som ham, men jeg bommede flere. Peter fisker helst med mindre agnfisk, mens jeg ikke kan få dem store nok (vi komplementerer vist hinanden meget godt:-). Ulempen ved de store er da også, at det er lidt sværere, at sætte krogene i geddens hårde kæft, især når man fisker dem på sideplanere, der kører langt fra båden i et langsomt tempo. Dette var muligvis baggrunden for forskellen, men jeg holdt fast i strategien, selv efter, at jeg efter en god fight kunne lande en flot PR-gedde for Peter på 10 kilo rent og 108 cm.

Indtil Peter fik sin storgedde havde jeg fanget en håndfuld gedder mellem 3 og 5,5 kg, men nu havde han både de fleste og de to største.

Så fandt vi et område, hvor der var mange fisk at spotte på ekkoloddet incl. bananer, der kunne indikere større fisk. Disse begyndte jeg nu at fiske målrettet efter. Dette indebar udover mit normale fiskeri, også fiskeri med en stang uden flåd/sideplaner, men bare en skalle på et krogsæt og et bly til at kunne styre dybden. Jeg kunne – på grund af den lave fart og svage vind, der ellers normalt kan genere – nå at få et par afgørende sekunder, hvis et stort ekko tonede ind på skærmen, hvorefter jeg lynhurtigt kunne trække skallen op over. Det er et sjovt fiskeri, der kun kan anbefales. Endnu mere sjovt blev det, da jeg pludselig kunne se noget, der lignede en ubåd tone frem på ekkoloddet i midtvandet over 9 meters dybde. Jeg nåede lige at sige til Peter, at nu skulle han se loddet og følge mig, da det gav et sug i stangen og jeg kunne mærke de karakteristiske tunge ryk, når en stor gedde ryster på hovedet. Mod forventning havde jeg den hurtigt oppe i nærheden af båden, hvor jeg nåede at se den inden den stak i et vildt run mod bunden. Vi kunne følge turen ned på loddet, så det gav lige en ekstra dimension. Jeg havde nået at se, at den var godt kroget i saksen, så det eneste jeg nu skulle, var at nyde fighten, undgå at forfanget blev slidt over (0,75 mm flourcarbon) og holde den fri af de øvrige liner. Her hjælper den frontmonterede elmotor virkelig, idet den kan holde kursen og sejle støt fremad, mens man fighter. Efter nogle gode udløb var den klar til nettet. Et par lidt nervepirrende sidste minutter mere og så fik Peter gedden i det store XL-gedde-/karpenet med gumminetpose. YES! Det var tydeligt, at nu var min (alt for) gamle PR på 10,5 kg slået. En hurtig afkrogning på måtten,

en måling til 118 cm efterfulgt af en tur i vejeslyngen (11,75 kg excl. vejeslynge), og så et par hurtige billeder inden genudsætning i fin form. Dagen var mere end reddet!

Det blev ikke dagens sidste gedde og vi endte med 8 til hver, med en snitvægt på den gode side af 4 kg takket være de 4 største på 11,75, 10,0, 7,55 (billede nedenfor – målte 99 cm) og 6,1 kg.

Jens Blom i den anden båd havde også en super dag, idet han nåede op på 7 gedder med største på 6,9 og 6,35 kg. Samtlige dagens gedder blev fanget på agnfisk og alle blev genudsat.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Fiskeåret 2013 i Lagan, medlemsfangster fra Esrum Sø og Øresund samt nyt fra Nive Å

Hej alle,

Så fik jeg tid til at få lagt et par rapporter fra foreningens aktive medlemmer på hjemmesiden. Første rapport er fra foreningens Lagan-ekspert, Mogens Mentz, som her giver en status på fiskeåret 2013.

Hej Klaus,

Så er sæsonen slut i Lagan. Det blev den ringeste sæson i de 12 år, hvor der foreligger en statistik over fangsterne. Denne statistik bringer jeg nedenfor.

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

1546

1565

1410

907

1124

1674

1768

1619

2477

3504

1887

595

Som det kan ses er der i 2013 kun fanget 595 fisk. Det er kun 1/3 af det normale og 1/6 af rekordfangsten i 2011.

Foråret 2013 tegnede dog godt, idet fangsterne indtil ca. 10. juni lå over det normale, men dog under rekordforåret 2012. Herefter er det gået støt nedad. End ikke i de sidste 4 uger af sæsonen 2013 har fangsterne kunnet leve op til fangsterne de foregående år. Således er der i år pr. uge kun fanget 18-59 fisk mod normalt 126-433 i de foregående år pr. uge.

På min 3. og sidste tur til Lagan i sept/okt 2013 talte jeg bl.a. med en række rutinerede svenskere, der fisker i Lagan 2-5 gange om ugen hele sæsonen. Én havde ikke fanget nogen fisk siden oktober 2012. En anden havde fanget 1 fisk i maj og én havde fanget 2 fisk i april og maj. I de 22 fiskedage jeg havde i år i Lagan havde jeg 1 fiskekontakt i maj måned og intet siden.

Man kan da spørge, hvorfor det har været så ringe. Ja, i Lagan er der en række vandkraftværker, og det nederste kraftværk i Laholm ca. 8 km fra mundingen har kun kunnet lukke det vand ud, som kom til dem fra de andre værker. Den manglende regn over sommeren har betydet, at der ikke har været så meget vand til rådighed. Det har betydet, at man hen over sommeren og i efteråret ikke har ladet vandet strømme hele dagen og heller ikke hver dag. Der har været helt lukket for vandet i mindst 1 dag om ugen, og i efteråret har der kun været åbent for vandet i 5-6 timer de øvrige dage. Typisk har man åbnet med en gennemstrømning på 47 m3/s den første time og derefter 3-4 timer med 70 m3/s for igen at slutte med lav gennemstrømning. Det bedste fiskeri kræver en vandgennemstrømning på ca. 120 m3/s. Forskellen i vandstanden ved kraftig gennemstrømning og ved lukket er ca. 80-90 cm.

Det er et kendt fænomen ved lakseelve, at der er ringe opgang, når vandet er lavt. Her bliver fiskene i bugten og venter på flom eller højt vand inden de går op i elven. Videre er de fisk, der er kommet op i elven mindre bidevillige ved lav vandstand end ved højt vand.

Endvidere florerede der i slutningen af september et rygte om, at en erhvervsfisker var blevet taget i at fiske med trawl i bugten ud for elven, hvilket er forbudt. Han skulle have indrømmet på denne måde at have fanget 2.500 fisk, hvilket svarer til mindst 10 ton. Dette rygte blev senere bekræftet af en notits i en lokal avis. Når en erhvervsfisker bliver taget på denne måde og indrømmer at have fanget 2.500 fisk, er der meget stor sandsynlighed for, at hans reelle udbytte er langt større, måske 5.-10.000 fisk eller mellem 20 og 40 ton.

Vi kan kun håbe på, at det lykkes at fange tilstrækkeligt med fisk til strygning og avl, således at det ikke indvirker på opgangen om 3-4 år.

Med venlig hilsen

Mogens Marcus Mentz

Mange tak til Mogens for en meget informativ status for fiskeåret 2013. Lad os håbe, at den erhvervsfisker får en bøde der kan mærkes og at der kommer lidt vand fra oven her de næste måneder, så der kan komme mange avlsfisk op..

Udover rapporten fra Mogens har jeg modtaget en rapport fra vor formand, Carsten Ryby, der har været et smut på Esrum Sø samt et par rapporter fra Jens Blom, der to gange indenfor den seneste uge har været ude med sin trollingbåd. Den første rapport fra Carsten lyder således:

Hej Klaus,

Det var småt med aborrerne på Esrum Sø. De er ved at samle sig på knoldene som de plejer på denne årstid, men de er generelt meget små. Det blev kun til en enkelt som jeg tog med hjem, men vi havde vel 20-30 stk. oppe i båden. Udover aborrer fik jeg en gedde på ca. 4,4 kg. fanget på 18 meter vand, på 0,20 mm line og et 15 grams blink.

Noget af en fight.

Mvh

Carsten Ryby

Tak til Carsten for rapporten. Jeg selv har også været på Esrum i jagten på store aborrer, men det er kun blevet til aborrer op til 400 g og sidegevinster i form af gedder op til 2,5 kg. Lidt tamt, men de store findes da derude endnu, da jeg netop har hørt, at både Preben Meyer fra Fiskeringen og Per B. fra Lystfiskeriforeningen har snuppet aborrer på henholdsvis 1,35 og 1,68 kg indenfor de seneste uger. De næste rapporter er fra Jens:

Hej Klaus,

Fiskevejret var ikke helt godt lørdag, så turen blev udskudt til søndag. Vi prøvede først efter slet- og pighvar, men strømmen på Lappen løb 2,5 knob, så efter 2 drev opgav vi og tog ned på Disken. Der var ok fiskeri men ikke store fisk. I båden fik Joel både den største skrubbe på 615 g og den største rødspætte på 535 g. Jeg måtte nøjes med en rødspætte på 450 g.

Knæk & bræk

Jens Blom

Og så lige en hurtig en mere fra Jens:

Hej Klaus,

John og jeg var ude at fange sild i går. Da vi havde 150 syntes vi, at det var nok. John tog 30, og så var der 120 til mig. John fik 3 over 300 g, med største på 350 g mens min største vejede 300 g. Resten af dagen brugte vi på Lappen, hvor vi fangede 6 slet-/og pighvar. Den største fik jeg – En pighvar på 750 g.

Mvh

Jens Blom

Tak til Jens for rapporterne. Altid sjovt at høre når der sker noget derude ved det våde element.

Jeg selv har også været en enkelt tur i åen efter det store regnvejr forleden. Der var en overraskende god vandføring, og jeg havde trods alt et tilbud og så flere “bølger” i forbindelse med min tur langs bredden. Peter Lottrup var dernede morgenen efter. Vandstanden var faldet meget, men han oplevede lidt det samme, med et enkelt tilbud og flere markeringer fra fisk. Det skal nok komme, og lidt (meget) regn ville helt sikkert hjælpe på fiskeriet.

Knæk & bræk

Klaus