Tre store karper på en uge

Hej alle

Så har en af foreningens nok skarpeste karpefiskere igen været ude med snøren. Claus Banholtz skriver:

Hermed lidt fangster jeg gerne vil dele med Jer;) 

Ovenpå sidste uges flotte spejler på 14 kg skulle jeg ud igen…..

Der åbnede sig en mulighed for en hurtig overnatning fra onsdag til torsdag, og det skulle jeg ikke fortryde.

Jeg måtte desværre pakke ud i regnvejr og alt blev vådt, men langt om længe lå alle 3 stænger, hvor de skulle og resten af lejren blev sat op og jeg kunne læne mig tilbage og vente på karperne. Desværre skete der ingenting før kl. 04.00 hvor min ene stang fløj afsted og et fast modhug, afslørede en stor fisk. Efter et par lange udløb kunne jeg lande en flot skælkarpe på 11,9 kg.

Ny PR i skælkarpe. Der skete ikke mere denne dag.
 2 fisk på over 11 kg på 2 ture havde givet blod på tanden.

Jeg fik så en invitation til at fiske et vand. som jeg ikke havde fisket før, og det siger jeg ikke nej til….;) 
Jeg kørte imod den nye sø lørdag og skulle være der til søndag. Alt var perfekt, men jeg måtte desværre vente til kl. 05.00 søndag morgen før min midterste stang kørte på fuld udrykning. Nu skulle fisken presses, inden den svømmede ind under et træ. Der blev derfor lagt et hårdt pres på den og i sidste øjeblik fik jeg vendt den. Derefter kunne jeg stille og roligt lande en rund spejlkarpe på 12,1 kg.

En super flot spejlkarpe med få fejl. Min kammerat kunne tage et par billeder af denne skønhed og dagen var reddet og ugen havde nu budt på 3 fisk over 11,9 kg.

Hilsen

Claus Banholtz

STORT tillykke til Claus med karpefangsterne. Iøvrigt kan jeg i al fortrolighed fortælle at bl.a. den store spejlkarpe på 14 kg blev taget på 2×10 mm pineapple/banan fra Dynamite, som nu er på hylderne hos en af foreningens sponsorer, nemlig Fiskerishop.dk

Knæk & bræk

Klaus

Øresundstur med torsk, havørred og alarm samt medetur med gang i matchstangen

Hej alle

Der har i de sidste 14 dage samlet sig et par rapporter i inboxen, som nu omsider kan publiceres (min computer har været kapret af min datter til en skoleopgave). Den første rapport er fra Mikkel Helms:

Hej Klaus,

Jeg var ude med foreningens båd Zimba onsdag den 5. juni med en kollega. Vi trollede fra havnen kl. 6 med kurs mod Ven og ude omkring 8 – 10 m vand fik vi hurtigt 4 – 5 torsk. Vi havde planlagt at forsøge, at pirkefiske på nogen vrag, som vi havde fået positioner på, men da GPS-en var til reparation (det havde jeg ikke lige set, da jeg bookede båden) måtte vi revurdere den plan. Vi søgte i stedet efter buler ude øst for Ven og fandt også nogle kæmpe buler på ca. 20 m vand, hvilket er ca. 50 meter fra land her. Det viste sig dog at være baby sej og baby torsk, så det blev vi hurtigt trætte af. Vi besluttede derfor at lade pirkene ligge og sejlede ned mod Stengrunden. Da vi var ude øst for Ven, kom der temperaturalarm på motoren, hvilket jeg også oplevede sidste år. Carsten har sagt, at det er en computerfejl og da der var en kølevandsstråle og vi ikke havde sejlet stærkt, var jeg ikke bekymret for, at motoren skulle være blevet for varm. Jeg prøvede at slukke motoren og lade den være slukket et par minutter og så tænde den igen og sejle raskt væk. Det trick virkede sidste år og efter at have prøvet et par gange, så virkede det sørme også denne gang, så den forfærdelige hylealarm forsvandt. Så det råd kan hermed videregives til andre brugere, hvis de oplever noget lignende. På Stengrunden tog vi en runde sydpå på 5 – 12 m vand. Her fik vi en havørred på ca. 1,5kg, 6 hornsvin og nogle torsk op til 4,2 kg. Vi sejlede ind kl. 14. Så alt i alt en en fin tur, hvor vi havde 7 torsk med hjem op til 4,2 kg, 6 hornsvin og en havørred på ca. 1,5kg.

Mvh

Mikkel

Mange tak til Mikkel for rapporten og tippet omkring temperaturalarm på Zimba er hermed også givet videre.

Jens Blom har også været ude at fiske. Denne gang i ferskvand:

Hej Klaus,

Fredag aften den 7. juni tog jeg ud til en lokal sø for primært at fange skaller til sandartfiskeri. Da jeg havde fanget 20 – 25 skaller gik jeg over til at fiske suder for resten af aftenen. Det gik fint, idet jeg startede med at fange en hybrid, dvs. en mellemting mellem en karusse og en skælkarpe på 4,7 kg. Fighten var dog noget skuffende. Suderfiskeriet gik også fint, idet jeg fangede 5 stk. og ligeldes fik en PR suder på 2,850 kg – 55 cm. Den valgte at hugge på min lette matchstang, så det blev en super fight med flere nervepirrende minutter i nærkamp med en busk langs bredden.

Knæk & bræk

Jens Blom

Også tak til Jens for rapporten og stort tillykke med både hybriden og PR-suderen. Mht. førstnævnte så er det nu tredie gang i løbet af 3 år at den – efter min ringe viden om vandet – igen er blevet fanget. Igen et levende bevis på at genudsætning nytter!

Undertegnede har selv været på et par ture i lergravene, bl.a. sammen med Jens Blom. Her er det blevet til mange sudere op til 2,25 kg samt en stribe mellemstore brasen op til 2,4 kg. Vandet syder og bobler når fiskene lusker rundt efter forfoderet og der er dømt sikker underholdning, når man kroger dem på let matchgrej. Både flåd- og bundfiskeri giver fisk.

Jeg var idag på Esrum Sø for at se om der efter sidste succestur skulle være flere store hugvillige gedder derude i det dejlige vejr. Kun en enkelt 3-kilos og en spottet pæn karpe i overfladen (!) blev det til. Man må jo nok erkende, at det havde været lidt bedre med gode agnskaller i stedet for de kunstagn, som jeg dørgede rundt med. Næste gang jeg skal derud, bliver det efter aborrer og så bliver det først senere på sommeren, når mågesjov kan opleves på nærmeste hold.

Knæk & bræk

Klaus

Storkarpe, majlaks i Lagan, gedde fra Møn samt et medetip

Hej alle

Der er godt gang i fiskeriet blandt foreningens medlemmer og jeg har modtaget flere spændende rapporter om både mistede fisk og fisk på land. Den første er fra Claus Banholtz, som har været ude på karpefiskeri med godt resultat:

Hej Klaus

Torsdag morgen besluttede jeg mig for at tage ud og lufte stængerne efter karperne, Efter at have sendt ungerne i skole, kørte jeg den lange vej til søen, som skulle gøre denne dag til noget specielt.

Jeg ankom til søen, og det var stadig overskyet. Solen begyndte dog at titte frem, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få stængerne i vandet inden solen for alvor brød igennem. Efter en tur rundt om søen, faldt valget på en lille vig, som jeg tidligere havde set en del fisk i. 3 stænger på plads og så var det bare at vente.

Efter ca. 30 min var der run på min højre stang, og et hurtigt modhug gav et ordenligt ryk i stangen og en flot skælkarpe brød overfladen, men 1 m fra netkanten slap krogholdet og væk var den….. Øv øv – en flot fisk på ca 12-14 kg.

Efter ca. 1 times venten kørte min miderste stang og modhug, men fisken slap med skrækken. Jeg undrede mig nu over, at jeg endnu ikke havde fået fisk på land, selvom jeg havde haft kontakt med 2 fisk. Jeg justerede derfor mit tackle.

15 min senere var den gal på min miderste stang igen. Linen fløj af hjulet og et fast modhug. Nu var fisken kroget og efter en lang og hård fight, hvor den næsten blev mistet i et stort træ, kunne jeg lande en tromletyk spejlkarpe på 14 kg ……..og morgenen var reddet.

Mvh

Claus Banholtz

STORT TILLYKKE til Claus og respekt for en karpe af de rigtig store, der bliver svær at slå i årets fisker konkurrencen.

Endnu en rapport tikkede en fra Mogens Mentz:

Hej Klaus

Jeg er netop i torsdags (30. maj) kommet hjem fra Sverige efter 7 dages fiskeri i Lagan. I år valgte jeg at tage til Lagan allerede i maj for at forsøge, at fange en stor blank maj-laks, vel vidende, at chancerne var små, idet der ikke fanges så mange på dette tidspunkt.

Efter at have fisket ihærdigt i 6½ dag uden at have mærket nogen kontakt med fisk, mærkede jeg onsdag (29/5) kl. 13.50 nogle dybe ryk i min stang. Jeg råbte ”fisk” og de omkringstående indstillede fiskeriet og kom hen for at se, hvad det var, som jeg havde på krogen (jeg spinnefiskede med en lille rørflue med en krog str. 10 ved bunden). Fisken havde hugget ca. 75 m ude og på vejen ind viste den en del af sin ryg over vandet. Flere af de kyndige tilskuere, herunder den rutinerede svensker, der stod ved siden af mig – klar med et stort fangstnet – sagde ”den er jättestor”. Da fisken kom ind på ca. 10 m ville den ikke mere, men stillede sig nedenfor en kant i vandet. Jeg måtte nu lægge et betydeligt pres på fisken i et forsøg på at løfte den op over kanten, men det ville den ikke. Den tog nogle kraftige udløb ca. 10 m længere ud i elven. Dette gentog sig 4 gange. Næste gang blev fisken tilsyneladende irriteret over sådan at blive forstyrret, hvorefter den foretog nogle stærke udfald opstrøms, hvor den viste sig i overfladen, idet den flere gange gik halvt ud af vandet. Jeg brød mig ikke om denne udvikling, idet der ca. 70 m opstrøms var nogle pontonbådebroer, som fisken styrede imod. Imidlertid blev fighten brat bragt til en ende kl. 14, da forfanget blev skåret over. Øv, øv. De kyndige tilskuere skønnede fisken til at være mindst 12 kg og enkelte talte endda om 13 og 14 kg. Ærgerligt, men sådan er laksefiskeriet.

Den rutinerede svensker ved min side undersøgte mit forfang og min spænding på bremsen, men fandt begge dele perfekte. Om aftenen gennemgik jeg fighten nogle gange for at vurdere, om jeg havde lavet fejl, eller om jeg kunne have gjort noget anderledes. Næste morgen talte jeg med den rutinerede svensker om det, idet jeg ikke fandt fejl, og han vurderede også, at jeg havde gjort alt rigtigt. Vi kunne kun konkludere, at fisken sikkert havde fået skåret forfanget på en tand eller tidligere i fighten beskadiget det på en sten.

Efter denne erfaring må jeg sige, at der er kæmpeforskel på at fange en 6 kilos fisk i september og en 12 kilos fisk i maj. Septemberfisken har måske gået i elven 2-4 måneder uden at indtage føde, hvorfor den er svagere, mens maj-laksen  er kommet stor kraftig, fed og stærk fra havets spisekammer, hvorfor den har sine optimale kræfter. Og jeg skal love for, at den er stærk – Det er den, der bestemmer et godt stykke hen i fighten.

I de syv dage, hvor jeg fiskede blev der fanget 1-5 fisk pr. dag og i alt 21, hvilket giver gennemsnitligt 3 om dagen til fordeling mellem ca. 75 fiskere om dagen. De 21 fisk vejede 158,5 kg, hvilket giver et gennemsnit på 7,6 kg pr. fisk. Der var 2 over 10 kg, 8 mellem 8 og 9,9 kg, 7 mellem 6 og 7,9 kg, mens 4 var under 6 kg.

Fangsterne til udgangen af maj lå ca. 20% over fangsterne i 2010 og 2011, mens de lå ca. 20% under rekordforåret 2012. I maj i år er taget 9 fisk over 10 kg med de største på 14,4 kg (på flue), 13,5 kg og 13,4 kg. Henset til den kolde vinter og en sen sæsonstart har foråret været ganske godt.

Med venlig hilsen

Mogens Marcus Mentz

Mange tak til Mogens for den spændende og informative rapport. Mon ikke man burde få taget sig sammen og tage en tur derop i år..

Jeg selv har netop været et par feriedage til Møn med min bedre halvdel og svigerfar på snart 90. Vi har en årlig tur først i juni, hvor jeg vælger, hvor vi skal bo, idet jeg så kan få lusket lidt fiskeri ind. Tidligere har vi både været på Fyn og ved Skanderborg, men denne gang valgte jeg Fiskerhytten ved Møns Camping, da jeg godt ville prøve lidt natfiskeri efter sildeædere og samtidig være dækket ind med lidt geddefiskeri, såfremt vinden ikke var optimal. Desværre var vinden ikke med mig, idet en kraftig nordvestenvind havde kridtet vandet godt og grundigt til og gjort fiskeri på både nord og østsiden umulig. Jeg prøvede lidt på nogle af pladserne syd på, men der var en del irriterende brunt tang i vandet, der konstant fangede line og endegrej og så var der hornfisk en masse. Jeg droppede derfor kystfiskeriet og kastede mig over gedderne i den lille Hunosø. Der skulle arbejdes for det, men i det blev da til en håndfuld gedder op til 5,6 kg.

Afrundingsvis skal jeg lige gøre lidt reklame for medefiskeriet i De Gamle Lergrave, der kører i højeste gear i øjeblikket. En morgentur uden andet end en let fodring idag gav mere end 20 sudere op til 2,3 kg

og 3 brasen op til 2,2 kg.

Det er – indrømmet – ikke kæmpe fisk, men det er super underholdende på let grej. De helt store sudere og brasener skal også være dernede, men de må være meget svære, siden vi kun meget sjældent ser sudere over 3 kg og brasen over 4 kg.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Husk at mailadressen fortsat hedder klaus@naal.dk, såfremt du har lyst til at sende mig en fangstrapport.

 

 

Flere fine gedder fra bl.a. Esrum Sø

Hej alle

De gode fangster som Jens og jeg havde haft i sidste uge medførte, at vi lige måtte en tur til den halvstore sjællandske sø igen. Bevæbnet med lidt flere af de gode skaller, var vi klar kl. 8. Fiskeriet om formiddagen var ok, og vi fangede løbende gedder op til knap 5 kg. Desværre for os var vinden mod forventning frisk og ikke svag til jævn, som meteorologerne ellers havde lovet. Vinden gjorde fiskeriet udfordrende, men det gik trods alt ok at dørge med skallerne mod vinden. Så snart den kom fra siden eller bagfra var flådene svære at styre. Vi bestemte os derfor hurtigt for lidt mere stationært fiskeri og der var spot lock-funktionen på den frontmonterede elmotor perfekt. Dette fiskeri gav Jens gedder op til 5,3 kg.

, mens jeg selv snuppede en håndfuld og min hidtil største fra søen på 6,65 kg.

Ved det stationære fiskeri prøvede jeg også lidt med spinnestangen og det gav 3 sandarter op til 1,5 kg (fredet i maj) og en del aborrer op til 400 g. Efter kl. 14 døde fiskeriet og det blev kun til et par småfisk mere inden vi stoppede fiskeriet ved 18-tiden og trillede hjemad mod Nordsjælland igen. Samlet fangst for dagen beløb sig til 16 gedder og de førnævnte sandarter og aborrer.

1. juni havde jeg egentlig booket til en premiere sandarttur på Furesøen, men da jeg ikke havde haft tid til at fange agnskaller, blev turen droppet. I stedet lokkede jeg Jens med på Esrum Sø, hvor vi i foreningens båd ville dørge med kunstagn på en kort tur. Vi var klar i Sørup Havn kl. 8 og kl. lidt i 9 påbegyndte vi fiskeriet på hjørnet ved Kobæk Vig. Efter en tur rundt langs skrænten nåede vi nordsiden, hvor vi kender et par gode knolde. På en af disse knolde var der omsider bud efter min gummiagn fisket efter en sideplaner og en fight kunne begynde.  Efter noget tovtrækkeri og et par store slag med hovedet i overfladen nåede gedden tættere på båden, hvor Jens kunne nette den i andet forsøg. Årets hidtil største var en realitet og efter en hurtig måling til 108 cm og vejning til 9,1 kg var den klar til et par hurtige billeder.

Foreningens båd har heldigvis en kæmpe dam, der egner sig perfekt til at få fisk gjort klar til genudsætning, så efter et kort ophold i denne, var gedden klar. Vi stoppede fiskeriet allerede kl. 13, men der havde ærligt talt heller ikke været meget gang i den. Turen gav således kun en enkelt 2-kilos gedde mere i båden, men den store gedde gjorde jo, at vi ikke kunne klage. Herudover havde jeg et par følgere på jerk-stangen, som dog ikke ville lege med. Vi talte i havnen med et par andre gutter fra Helsingør foreningen, og de havde lige som os haft en tur med en enkelt god fisk (8 kg) og så ellers ikke andet.

Knæk & bræk

Klaus