Kategorier
Fangstrapporter

Store laks fra Møn

Hej alle

Fik lige en herlig fangstrapport fra Søren, der har været på flere gode trollingture ude i farvandet omkring Møn:

Hej Klaus.

Har lige sejlet min båd ‘’Tron’’ hjem til Brøndby Havn, efter at den har ligget i Klintholm Havn på Møn i ca. 5 uger. Det er blevet til et par gode fiskedage dernede.

I starten af april var jeg således ude en dag og havde fået en 5 kilos laks om formiddagen, men ellers var der ikke sket det store. Så satte jeg kursen lidt nordligere end jeg havde fisket i løbet af dagen og det gav resultat i form af et dobbelt hug!

Først tog jeg stangen i venstre side og efter ca. 30 minutter kunne jeg hive en STOR laks indenbords, men jeg havde jo en stang mere med fisk på, som jeg også måtte tage mig af. Det tog ca. 20-25 minutter mere, og så var fisken ved bådsiden. Jeg kunne se, at der også her var tale om en pæn fisk (10+), men den tog så et par sure udløb…….og det endte med, at blinket mistede sit kroghold…………Sikke noget møg, var nok ikke lige det der blev sagt, men det lyder sikkert pænere! Nå, men en fin fisk lå jo allerede i båden, så grejet blev sat igen og fisken blev vejet…..14,50 kg. Kursen var sat henover samme punkt igen….og på samme punkt udløste en stang igen med et skrig fra knarren på et af mine Ambassadeur 7500 hjul. Endnu en fight kunne starte og efter ca. 30 lange minutter lå endnu en pæn fisk på dækket. Den blev vejet til 12,50 kg.

Efterfølgende havde jeg flere fine ture med flere fisk op til 10,4 kg. ‘’Desværre’’ var det her fiskemakkeren der tog de største..

Tirsdag den 7. maj var dagen, hvor båden skulles sejles hjem, hornfiskene var også ved at være i overtal! Stod tidligt op… ville jo lige fiske en sidste gang på pladserne tæt ved land. Blinkene var monteret med store enkeltkroge, men vi fik alligevel et par hornfisk de første timer. Disse mere lette hug blev afløst af en fisk, som havde sat sig for at tømme mit hjul for line. Alt andet grej blev taget ind og båden blev stoppet. Da havde fisken allerede taget ca. 200 m line. Fisken gik tungt og kom efter noget tid ind omkring båden, men den ville absolut ikke give op.

Flere udløb ned i dybet, men til sidst måtte den give fortabt, hvorefter den kunne landes og en tung fisk røg i dørken. Laksen blev vejet til 10,50 kg. Efter denne fangst blev kursen sat mod hjemhavnen i Brøndby, men bedre afslutning er svær at ønske sig!

VH

Søren

 

Tak til Søren for rapporten og stort tillykke med fangsterne. Den største laks på 14,5 kg er vist allerede et godt bud på en vinderfisk i laks fra båd-kategorien i foreningens årets fisker konkurrence.

K&B

Klaus